Frelsen kommer fra jøderne

Når jeg læser i Bibelen, er der især én erkendelse, som igen og igen står tydeligt for mig: Det jødiske folks historie er en afspejling af min egen historie. Guds udvælgelse af Israel svarer til hans udvælgelse af mig. Det gælder for eksempel min egen synd, som bliver afsløret, formidlet og afspejlet i det jødiske folks synd. Og det gælder ikke mindst Guds løfter om frelse og genoprettelse, som også afspejles i hans fantastiske løfter til det jødiske folk.

Men det jødiske folks historie og Guds udvælgelse af dem afspejler ikke kun noget i mit liv. Det afspejler hans planer for alle folkeslag i verden. Det betyder, at der er et meget nært slægtskab mellem Israel og kirken. Det handler ikke kun om fortiden, men er højaktuelt i dag. Og som kristne må vi forholde os til vores ikke så fjerne slægtning.

Et mysterium og en hemmelighed

Det jødiske folks eksistens og den kristne kirkes selvforståelse hænger uløseligt tæt sammen.

Israel er et syndigt folk. Det er vi kristne også. Det jødiske folks historie i Bibelen vidner om både Guds godhed og hans strenghed. Hans strenghed over menneskets vantro, forhærdelse og modstand mod Gud. Men også – og ikke mindst – Guds ubetingede godhed, kærlighed og trofasthed. Om ubetingede løfter om nåde, om den nye pagt, om omskårne hjerter. Disse løfter gælder også os i den kristne kirke.

Det er svært for os at forstå og fastholde denne virkelighed, og Paulus kalder det da også for et mysterium: at det ene og alene er på grund af det jødiske folks Messias, at vi hedninger har fået del i frelsen. Paulus taler i Efeserbrevet 3,6 om hedningernes »med-andel« i Messias’ frelse. 

Det er vigtigt at kirken fastholder, at frelsen kommer fra jøderne. At der er et gudgivent slægtskab mellem Israel og kirken, mellem Guds udvælgelse af det jødiske folk og hans udvælgelse af den kristne menighed. Den kristne kirke er et gudsfolk af messiansk-troende mennesker fra alle jordens folkeslag, et universelt folk forankret i Guds udvælgelse af det jødiske folk.

»I Jesu navn da tungen gløder, hos hedninger såvel som såvel som jøder«, sang Grundtvig i sin store pinsesalme »I al sin glans nu stråler solen«. Grundtvig så ind i Guds frelsesplan for Israel og folkeslagene, sådan som Paulus forklarer det i Efeserbrevet. Her beskriver Paulus, hvordan den kristne kirkes grundlæggende fundament er Guds løfter og pagter med det jødiske folk: »I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten« (Ef 2,20). Det er Israels profeters og apostles ord og løfter, den kristne kirke bygger på. Den kristne kirke tror på Israels Messias og sætter navn på Messias: Det er Jesus af Nazaret. Hans død og opstandelse er den nye pagt; en pagt som først blev formidlet på profetisk vis til Israels folk gennem profeterne Esajas (Es 53), Jeremias (Jer 31,31-37) og Ezekiel (Ez 36,25-27). En pagt, som jordens hedningefolk på guddommelig vis – efter Guds plan – har fået del i ved dåb og tro.

At Israels Gud er hele verdens Gud, og at den frelse, Gud lovede Israels folk, også gælder for alle jordens øvrige folkeslag, kalder Paulus i Ef 3,4 for »Kristus-hemmeligheden«. Man kan også oversætte det med Messias-mysteriet, eller hemmeligheden om Messias. Paulus skriver om denne hemmelighed, at alle hedninger, som er døbt og tror, er »medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus«.

Gud har altså udvalgt Israel, for at Messias må komme til verden, og for at frelsen i Messias skulle udbredes til alle folkeslag. Og derfor er det glædelige budskab, som kirken har at give, naturligvis også i dag rettet mod både jøder og hedninger.

12 jødiske mænd med et vigtigt budskab

Den kristne kirkes jødiske rødder stikker dybere, end de fleste af os aner. De skrifter, vi som kristne bygger troen på, er jødiske skrifter. Det menneske, som den kristne kirke tror på – ham, som vi elsker, efterfølger og bekender som Messias, Guds søn og verdens frelser – er ingen anden end en navngiven jøde, som døde og opstod med udsigt over byen Jerusalem. Jesus er hans navn – på dansk.

Det var 12 mænd fra Israels folk, som han gav beskeden om gå ud til folkeslagene på jorden med budskabet om frelsen. Jeg gentager: 12 jødiske mænd gik ud i verden med et universelt og enestående budskab om en død og genopstået jødisk mand.

De første kristne menigheder bestod af jødiske kvinder og mænd, som troede på opfyldelsen af »det, Moses og profeterne har sagt skulle ske: at Messias skulle lide, når han, den først opstandne fra de døde, skulle forkynde lys for både folket og hedningerne« (Apg 26,23).

Ikke forkastet

På Bibelens tid befandt Israels folk og land sig i brændpunktet af de storpolitiske begivenheder. Datidens supermagter hed Egypten, Assyrien, Babylonien, og på Jesu tid hed det Romerriget.

De historiske begivenheder i og omkring Israels land og folk dengang havde en åndelig dimension, for både profeterne og apostlene talte om folkets forhold til Gud!

Også i dag befinder det jødiske folk og Israels land sig i det verdenspolitiske fokus. Det bør kirken tage notits af. For den er forbundet til Israels folk. Vi er på en måde af samme slægt og blod. Uden Guds udvælgelse af Israels folk og land var der ingen kristen kirke.

Lad os som hedningekristne derfor ikke forfalde til hovmodigt at tro, at Gud har forkastet det jødiske folk.

Som folk og land har Israel ifølge Bibelen stadig med Guds planer for denne verden at gøre. »Har Gud da forkastet sit folk?« spørger Paulus i Romerbrevet 11,1. »Nej« lyder svaret kort og klart.

Indtil hedningernes tid er til ende

Der er en profeti fra Jesus, som viser meget tydeligt, at han ikke har opgivet det jødiske folk. Den handler om »hedningernes tider«, som på et tidspunkt vil slutte og blive afløst af en stor vækkelse blandt jøder.

I Lukasevangeliet 21,5-28 advarer Jesus på profetisk vis sine disciple om Jerusalems kommende ødelæggelse, der som bekendt skete år 70 e.Kr. Han siger, at »der skal komme stor nød over landet og over dette folk. De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende«.

Jesus taler om at byen Jerusalem – den by, hvor han kort tid efter blev korsfæstet, døde og blev begravet, nedfor til dødsriget, opstod fra de døde og steg til himmels – skulle blive omringet, hærget, besat, befæstet og nedtrampet af hedningefolks hære. Men kun for en tid: »Indtil hedningernes tider er til ende.«

Udtrykket »indtil hedningers tider er til ende« minder om anden hemmelighed, apostlen Paulus taler om, nemlig hemmeligheden om Israel, som han udfolder i Rom 11 fra vers 25. Han minder os om, at kirkens medlemmer ikke skal stole på deres egen klogskab i disse ting. »Jeg vil have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses – som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob. Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort.«

Dette udsagn om forhærdelse og frelse over Israel stemmer fuldstændig med Jesu profetiske ord i Mat 23,37-29: »Jerusalem, Jerusalem! du som slår profeterne ihjel, og stener dem, der er sendt til dig, Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«

Jerusalem skal nedtrampes af hedningefolk indtil hedningernes tider er til ende. En dag skal Jerusalem ikke længere nedtrædes og beherskes af hedningefolk. Få årtier senere sagde Paulus, at der over det jødiske folk hviler en delvis forhærdelse, indtil hedningerne fuldtalligt er kommet ind. Derefter – efter at hedningers fulde tal er nået med hensyn til evangeliets udbredelse – er det det jødiske folk tur til at »komme fuldtalligt ind«, at opleve vækkelse, nyskabelse, tilgivelse.

En folkevækkelse

Jeg kan ikke læse det anderledes, end at det er selvsamme folkevækkelse, Jesu jødiske disciple længes efter, når de henvender sig til Jesus og spørger ham: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?«  (ApG 1,6)

Jesus svarer dem, at tidspunktet for denne folkevækkelse blandt Israels folk er »fastsat af Faderen«. Disciplenes opgave er at koncentrere sig om evangeliets udbredelse, når Helligånden kommer over dem. Det samme svar gælder den kristne kirke i dag: Vores opgave er evangeliets udbredelse – i tillid til, at Gud har fastsat en tid for en folkevækkelse for det jødiske folk.

Sådan har apostlen Peter taget Jesu ord til sig. Derfor henvender han sig til sine jødiske landsmænd i ApG 3 og kalder på deres omvendelse: »Derfor skal I omvende jer og vende om, for at jeres synder kan blive slettet ud; så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den Salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus; han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund.«

Sådan taler både Jesus, Paulus og Peter om hemmeligheden om Messias, folkeslagene og det jødiske folk.