Israelitternes vej ud af Egypten – de nyeste arkæologiske fund

Da israelitterne vandrer ud af Egypten, følger de ifølge Bibelen en bestemt rute (4 Mos 33,3-8). På et tidspunkt bliver de indhentet af en egyptisk elitedivision ved Sivhavet. Men Gud gør et enestående under og fører sit folk tørskoet gennem dette hav, mens de egyptiske tropper efterfølgende drukner samme sted (2 Mos 14-15).

Indtil nu har det været meget vanskeligt at finde ud af præcis, hvilken rute israelitterne fulgte, fordi de bibelske navne har været umulige at stedfæste. De forskellige bibelatlaser foreslår vidt forskellige ruter, og mange bibelfortolkere henregner i dag Israels udvandring til fantasiens verden, fordi man har haft så få konkrete holdepunkter.

Imidlertid har de seneste års geologiske og bibelarkæologiske undersøgelser af området kastet afgørende nyt lys ind over den vej, israelitterne kan have tilbagelagt for at komme ud af Egypten.

Egyptens østgrænse

Et blik på et kort over den stribe land, som forbinder Egypten med Sinajhalvøen, afslører, at tre store søområder dominerer denne landtange. Længst mod nord finder vi Ballah-søerne. Derefter følger Timsah-søen, og længst mod syd, lige nord for byen Suez, kommer de såkaldte Bitter-søer. Suezkanalen, som blev færdigbygget i 1869, løber gennem disse søer.

Nyere geologiske undersøgelser viser, at Egyptens østgrænse så ganske anderledes ud på Moses' tid end i dag. Alle søer dækkede et væsentligt større areal end nu, og de landfaste dele var betydeligt mindre. Ikke mindst har bygningen af Suezkanalen bidraget til en udtørring af hele området.

I dag er der cirka 40 kilometer fra Ballah-søernes nordende til Middelhavet. I det andet årtusinde f.Kr. løb Middelhavets kyst imidlertid meget tæt på Ballah-søerne, og kun en smal landtange skilte søerne fra havet. En gren af Nilen (Pelusium grenen) havde sit udløb på denne landtange. På denne smalle bræmme land gik forbindelsesvejen mellem Egypten og Kana'an.

Mellem de forskellige søer havde egypterne gravet brede kanaler, hvoraf de ældste dele synes at gå tilbage til Josefs tid. På Moses' tid bestod Egyptens østgrænse således af en kæde af store søer forbundet med kanaler. Langs kanalerne og ikke mindst ved overgangene var der stærke fæstningsanlæg, hvor egypterne kunne kontrollere, hvem der ville ind i landet, og kunne sikre, at ingen slave uden videre kunne flygte ud i Sinajørkenen.

Horusvejen

Den vigtigste forbindelsesvej mellem Nil-deltaet og Kana'ans byer var den såkaldte Horusvej. Den startede ved den store by Pi-Ramese (det bibelske Ramses) i det nordøstlige Nildelta, fulgte den smalle landtange nord om Ballah-søerne, fortsatte syd og øst om lagunen og løb videre langs Middelhavet til Gaza. Det var den vigtigste handelsrute mellem Egypten og Nærorienten. Det var også den rute, som faraoerne fulgte, når de iværksatte deres mange krigstogter op i Kana'an mellem 1500 og 1200 f.Kr.

Langs hele Horusvejen indtil Raphia (den nuværende grænse mellem Egypten og Israel!) havde egypterne anlagt 23 stærke befæstninger, hver med brønde og en garnison af soldater til at sikre, at ingen fjende kunne nærme sig landet østfra. En række af disse forter er nu identificeret, og flere er udgravet. Ikke mindst Tjaru (tel Hebua I), som lå på landtangens spids og vogtede indgangen til selve Horusvejen (se kort), var uhyggelig stor. Det var en formidabel fæstningsby.

Horusvejen bliver i Bibelen kaldet for »vejen til filistrenes land« (2 Mos 13,17). Selv om den så absolut var den hurtigste vej til Kana'an, ville Gud ikke føre Israel ad den rute, fordi Israel ville møde afgørende militær modstand langs hele denne vej. De nyeste arkæologiske fund har til fulde bekræftet vanskelighederne ved at benytte »vejen til filistrenes land«.

Ramses

Israelitterne bryder op fra området omkring Ramses (2 Mos 12,37; 4 Mos 33,3.5). Der er ikke længere tvivl om, at den bibelske by Ramses har ligget i Qantir / tel el-Dab‘a. Denne by blev udvidet voldsomt omkring 1600 f.Kr., og udbygningen tog yderligere fart, efter at det egyptiske 18. dynasti kom til magten omkring 1550.

Byen blev forsynet med kaserner, templer, butikker og militære magasiner. Israelitterne har gennem hårdt og vedholdende slavearbejde bidraget til opbygningen af byen. Desuden blev der bygget paladser for farao.

Står den bibelske datering til troende, har Israel påbegyndt udvandringen omkring 1450 f.Kr. Navnet Ramses fik byen dog først 200 år efter, at israelitterne havde forladt den.

Sukkot

Første stop på vejen var Sukkot (2 Mos 12,37). Navnet betyder »hytter« og svarer til det egyptiske stednavn Tjeku. Tjeku lå i wadi Tumilat sydøst for byen Ramses. Denne wadi forbandt Nildeltaet med Timsah-søen længere mod øst. Stedet Tjeku skal formentlig lokaliseres til tell el-Maskhuta.

Både det hebræiske og det egyptiske navn signalerer, at der ikke har været tale om nogen fast bebyggelse, men snarere midlertidige boliger og hytter, opført af handlende, rejsende og indvandrere fra Kana'an.

Tell-el Maskhuta er kun delvist udgravet; men netop i perioden 1600-800 f.Kr. synes der ikke at have været nogen by på stedet.

Når israelitterne startede med at drage mod Sukkot, betyder det, at de har vandret direkte mod sydøst gennem ørkenen til wadi Tumilat for at søge ud mod Timsah-søen. De tog ikke den befæstede Horus-vej mod nordøst. På den anden side ville de væk fra Egypten så hurtigt som muligt og flygtede ud gennem ørkenen for at nå den østlige udgang fra Nildeltaet gennem wadi Tumilat.

Etam

Efter Sukkot »slog de lejr i Etam på grænsen til ørkenen« (2 Mos 13,20). Hvor Etam har ligget, ved vi ikke. Formentlig har det været i den østlige ende af wadi Tumilat, ikke langt fra Timsahsøen, siden det er »på grænsen til ørkenen«.

Israels folk er nu tæt på Egyptens østgrænse.

De vendte om

Den enkleste vej ud af Egypten ville have været at drage nord om Timsah-søen og fortsætte østpå. En bred kanal mellem Timsah og Ballah-søerne gjorde dog passagen vanskelig.

Tankevækkende er det, at Gud befaler Moses, at israelitterne skal »vende om« (2 Mos 14,2; 4 Mos 33,7). Dette udsagn må betyde, at israelitterne ikke blot justerede kursen, så den gik i en mere sydlig retning, men at de vandrede i den modsatte retning af den, de var kommet. Det vil sige, at de drog mod nord i retning af Ballah-søerne.

Interessant er det, at en officer 250 år senere jagter to slaver, som er stukket af fra Ramses. I sin rapport melder han, hvordan han fulgte efter slaverne fra Ramses til Tjeku (Sukkot) og derefter videre mod øst, inden han fik underretning om, at de havde vendt om og var flygtet nordpå gennem ørkenen. De flygtende slaver fulgte altså den samme rute, som israelitterne tidligere havde gjort.

Pi-ha-Kirot

Israelitterne fik besked om at slå lejr ved Pi-ha-Kirot (2 Mos 14,2.9).

Ordet kan betyde »kanalens munding«, og kan hentyde til et sted, hvor en kanal eller flod har mundet ud i et større vandområde. Flere steder ved Ballah-søerne kan derfor komme på tale. Navnet kan også sigte til Nilens udløb på den smalle landtange.

Det paradoksale er, at 2 Mos 14,2 og 9 nævner tre andre lokaliteter, som var inden for synsvidde af Pi-ha-Kirot. De skulle slå lejr »mellem Migdol og havet« i nærheden af Ba'al-Sefon. Ingen anden lokalitet på vejen til Kana'an får en så omfattende og detaljeret beskrivelse som det sted, hvor israelitterne standsede op lige før overgangen over Sivhavet. Forfatteren synes at have haft et ganske bestemt sted i tankerne, som var vigtigt at kende for at forstå det videre forløb.

Ingen af de tre nævnte lokaliteter kan stedfæstes med vores nuværende viden. Der er dog en egyptisk tekst fra ca. 1250 f.Kr., som omtaler tre af de fire navne i samme kontekst ved Egyptens nordøstgrænse, nemlig Sivhavet, »Ba'als vande« og Pi-ha-Kirot. Meget peger mod et sted vest for Ballah-søerne.

Sivhavet

»Havet« i 14,2 kan henvise til Middelhavet, som lå lige uden for Ballah-søerne. Længere fremme i 2 Mos 14 er »havet« dog en forkortelse for »Sivhavet«, som Israel går igennem tørskoet ved Guds direkte indgriben (15,4.22). I 10,19 hedder det, at en meget kraftig vestenvind drev græshoppesværmene mod øst ud i Sivhavet. Ballah-søerne ligger stik øst for byen Ramses.

Ældre bibeloversættelser kaldte det vand, som israelitterne krydsede, for Det Røde Hav. Men det hebraiske ord jam sûf betyder ordret »siv-havet«. Egypterne havde en tilsvarende betegnelse, og den synes mest at være brugt om det dengang store vandområde, som i dag hedder Ballah-søerne.

Migdol

Egyptiske kilder fra perioden efter udvandringen nævner et Migdol (»befæstning«) ved starten af Horus-vejen, umiddelbart efter fæstningen Tjaru. Farao Seti I (1290 f.Kr.) lod lave et relief over sin sejrrige tilbagevenden til Egypten efter et felttog i Kana'an. På relieffet ser vi Seti stående på sin stridsvogn, idet han nærmer sig en kanal med fisk og med siv langs bredderne. På den anden side af kanalen er der en stor befæstning (C), som kaldes for Tjaru. For få år siden gjorde man fund, som entydigt viser, at Tjaru gemmer sig i tel Hebua I. På den anden side af kanalen og befæstningen Tjaru modtager egyptiske undersåtter deres konge med jubel. Farao Seti kommer altså fra øst (billedets venstre side) mod Nildeltaet (højre side).

Under hestene og bag stridsvognen nævnes de første af befæstningerne på Horus-vejen. Fæstning (E), bag hestenes bagben, kaldes »Migdol«. Seti-I relieffet beskriver altså et Migdol tæt på det sted, hvor israelitterne standsede op.

James Hoffmeier, som selv udgraver en fæstning mellem Tjaru og Migdol (nemlig el-Borg), foreslår, at et sted øst for Tjaru og syd for den gamle lagune, kaldet T-78, kunne være det bibelske Migdol. Det er dog ikke blevet udgravet endnu.

Ba'al-Sefon er måske tel Defenneh, som ligger umiddelbart vest for Ballah-søerne, men som heller ikke er udgravet endnu.

Egyptiske kilder fra 1450-1200 f.Kr. omtaler med andre ord både en Migdol og Sivhavet i forbindelse med Horusvejen og Ballah-søerne, i det samme område som 2 Mos 14,2 synes at beskrive.

Underet

Det kan ikke undre, at israelitterne blev rædselsslagne, da de så faraos hærstyrker nærme sig i horisonten (14,10).

Foran sig havde de Ballah-søernes store vandområder. Til venstre lå den mægtige Tjaru befæstning på den smalle landtange. Den vej var spærret. Bag dem brusede Middelhavet, og mod sydvest øjnede de Ba'al-Sefon. Sydfra nærmede faraos styrker sig i ilmarch.

Da Gud mirakuløst åbnede en bred passage gennem Sivhavets vande, oplevede Israel en langt stærkere redning end påskenatten et par uger tidligere. Israel erfarede den levende Guds storhed, hans stærke hånd og løftede arm, som Moses siger det i et tilbageblik (5 Mos 11,3-4). [ill. 7: overgangen gennem Sivhavet – fra en billedbibel?]

Konklusion

Gennem de nyeste arkæologiske fund har vi fået et klarere billede af den rute, som israelitterne fulgte ud af Egypten, og af stedet for »underet ved havet«. Selv om mange spørgsmål endnu står tilbage, begynder den bibelske rutebeskrivelse at give mening.

Beretningen om Israels vej ud af Egypten foregår ikke i en fantasiverden, men netop i den historiske og geografiske verden, som den refererer til.