Jødernes konge eller fjende – mysteriet om Herodes den Store

Ét af mine første Israelsminder foregår på en forblæst bjergtop i Judæas ørken syd for Jerusalem. Jeg var netop ankommet til landet som ung teologistuderende og skulle nu på jagt efter »sten« med gode historier. 

Bakketoppen var Herodion, og trods høje forventninger skuffede den ikke. Som alle Israelsrejsende før mig var jeg i færd med at opdage, at der ikke er meget, der kan imponere på samme måde som Herodes den Store: Herodion, Masada, Vestmuren (Grædemuren), Tempelpladsen, Cæsarea ved Havet og meget mere.

Men Herodes kan mere end fascinere. Han kan også forarge. Det ved enhver bibellæser. Selv når man står på den kunstige bakketop på Herodion, kan man ikke se bort fra, at det var Herodes den Store, der i forsøget på at dræbe Jesus gav ordre til, at alle nyfødte drengebørn i Betlehem skulle slås ihjel. 

Senere fandt jeg ud af, at det ikke blot er den kristne tradition, der har en høne at plukke med Herodes. Det har den jødiske også. Hvis man spørger en israeler på gaden, om vedkommende kender Herodes den Store, vil de måske svare, at man blot plejer at kalde ham Hordus (Herodes). Her er han ikke kendt som »den store«.

Hvem var denne konge, der efterlod sig et spor i Israel og i historien, der fascinerer og forarger den dag i dag?

Jødernes konge eller fjende

– mysteriet om Herodes den Store

I hjertet af striden om Herodes står titlen »jødernes konge«. Hvis man spurgte en jøde på gaden på Jesu tid, om Herodes burde kaldes for jødernes konge, er det ikke sikkert, alle ville svare ja.

Problemet var ikke alene, at det var romerne, der gjorde Herodes til »jødernes konge«. Problemet var også, at han blev det på bekostning af en hel slægt af jødiske konger, som mange i det jødiske folk elskede. I deres øjne var Herodes nærmest et fremmedelement, der fik kongetitlen ved et kup.

For at forstå det skal vi tilbage til nogle afgørende begivenheder i Israels historie, der førte til en genrejsning af landet.

Mindre end to hundrede år før Jesus blev født, var Israel truet på livet af det mægtige græsk-syriske imperium mod nord. Deres konge, Antiokus IV, omdannede i år 168 f.Kr. det jødiske tempel til et Zeus-tempel. Det var også ham, der opstillede »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« i templet (Dan 11,31; 12,11).

En bestemt jødisk præsteslægt reddede ved den lejlighed templet og lykkedes i de efterfølgende årtier med at oprette et jødisk kongedømme med deres egen hasmonæiske slægt på tronen. Det var en kæmpe bedrift, hvis betydning er svær at undervurdere.

Den romerske jødiske konge

Men som så ofte ser, går det galt, når man er på toppen. To brødre i den hasmonæiske kongefamilie endte i en arvestrid, der på katastrofal vis udviklede sig til en storpolitisk krig mellem tidens to store imperier, Rom og Partien. Begge ønskede herredømmet over tronen i Jerusalem, fordi Israel lå strategisk godt mellem Egypten og Syrien.

Det er her, Herodes den Store kommer ind i billedet som »jødernes konge«. For efter flere årtiers kamp og uro om magten over Jerusalem, hvor den ene gren af den hasmonæiske familie søgte støtte hos det partiske rige og den anden hos det romerske, traf det romerske senat i år 40 f.Kr. en afgørende beslutning: De gjorde i stedet Herodes til »jødernes konge«.

Selvom han kom fra Idumæa og derfor knap var jøde, så romerne i ham den stærke mand, de håbede kunne vinde Israel over på deres side. Så de gjorde Herodes til »jødernes konge« og sendte ham afsted sammen med en stor romersk hær for at erobre Israel og bringe det under romersk kontrol.

Den brutale jødiske konge

For en jøde i Jerusalems gader kunne ironien næppe være større. Hvordan skulle en »romersk jødernes konge« nogensinde kunne gøre et legitimt krav på tronen?

Men Herodes havde de romerske legioner i ryggen, og i år 39 f.Kr. ankom han med dem til Israel og påbegyndte en lang og sej kamp for at gøre sin papirtitel fra senatet i Rom til virkelighed. Modstanden mod Herodes gør det tydeligt, at han ikke var velkommen.

Lige lidt hjalp det. I år 37 f.Kr. indtog Herodes og den romerske hær Jerusalem med magt. Der var dog ingen velkomstkomite til at byde romernes »jødernes konge« indenfor. Tværtimod fulgte en plyndring og afbrænding af byen i en sådan grad, at Herodes til sidst af egen lomme betalte de romerske soldater for at give afkald på deres rov. Som han sagde: »Ellers bliver jeg jo konge af en ørken.«

Jødernes hjerte

I de næste cirka fire årtier frem til sin død i år 4 f.Kr. sad Herodes nu på tronen i Jerusalem og opnåede en magt som snart sagt kun kong Salomo før ham. Det var den magt og pengene bag, der gjorde det muligt for ham at opføre bygningsværker, vi stadig taber kæben af benovelse over i dag.

Herodes vandt altså nok tronen i Jerusalem, men det gode spørgsmål er, om han også vandt jødernes hjerte.

Før vi dømmer ham for hurtigt, skal vi først se, at han i det mindste gjorde et forsøg. Herodes’ første og vigtigste træk var hans giftermål med den hasmonæiske prinsesse Mariamne. Med hende fik han de to sønner, der stod øverst i arvefølgen. På den måde så det længe ud, som om den hasmonæiske slægt ville blive videreført – i alle fald delvist.

Desværre for den hasmonæiske sag vakte Mariamne og hendes familie Herodes’ mistanke i en sådan grad, at han ad åre lod de fleste af dem henrette! Ud over Mariamne selv gjaldt det også hendes mor, hendes lillebror, hendes onkel Hyrkan og til sidst selv de to sønner, de havde fået sammen.

På sin vis gik det bedre med en af Herodes’ store gaver til det jødiske folk: fornyelsen af templet i Jerusalem. Det jødiske råd var ganske vist skeptisk til en start, og Herodes måtte fremskaffe al byggematerialet på forhånd og i øvrigt uddanne tusind præster til håndværkere, så ingen ikke-præst betrådte hellig grund. Med tusind håndværkerpræster lykkedes det faktisk Herodes at genskabe templets berømmede skønhed fra Salomos dage. Tempelbyggeriet er det eneste, Herodes roses for i det senere jødiske skrift Talmud.

Men også her var der malurt i bægeret. Herodes kunne ikke dy sig for at placere en gylden ørn over indgangen til templet. Den kunne for så vidt symbolisere flere ting, men nogle fromme rabbinske studerende var ikke i tvivl, og da Herodes lå for døden, firede de sig – opildnet af deres rabbinere – ned fra templets tag og huggede den gyldne ørn af. Herodes var dog ikke helt død endnu, og i bare vrede fik han dem og deres rabbinere brændt levende på et bål.

Den døde jødiske konge

Så hvad skal vi konkludere? Positivt kan vi sige, at Herodes lykkedes med at skaffe det jødiske folk anseelse i den romerske verden. Han havde held til at navigere mellem skiftende magthavere og brugte penge og energi på at sikre gode rettigheder for jødiske befolkningsgrupper uden for Israel.

Dertil kommer templet! Vi kan læse i Ezras Bog, at det andet tempel var så lille, da det blev grundlagt i år 537 f.Kr., at de ældste i folket, der havde set Salomos tempel, satte sig ned og græd (Ezra 3,12-13). Herodes renoverede templet, så det igen mindede det storslåede tempel, kong Salomo byggede. Disciplenes måbende sætning til Jesus, da de stod ved templet: »Mester, se alle de store sten og alle de store bygninger« (Mark 13,1), er nok udtryk for den reaktion, mange jøder havde.

Men negativt må vi sige, at prisen var høj og reaktionerne mod Herodes mange. Hånligt blev han kaldt for en »halvjøde« af sine modstandere, og at dømme ud fra vores skriftlige kilder var der nok af modstand mod Herodes.

Det blev ikke mindst tydeligt, da han døde. Da brød der et stort oprør ud, og ifølge den jødiske historieskriver Josefus var Judæa fyldt med oprørsbanditter. Det krævede en stor indsats fra den største militære magt i området, den syriske legat, at få det hele nedkæmpet og bragt i orden. Næste gang det var nødvendigt for den syriske legat at marchere ind i området, var, da den store jødiske krig i år 66 e.Kr. brød ud.

Julens konge og jødernes konge

Hele denne historie og alle disse spændinger står som et stærkt bagtæppe til Matthæus’ beretning om de vise mænd, der opsøger Herodes i Jerusalem, fordi de havde set stjernen for »jødernes konge« stige op (Matt 2,2). Hele fire gange bruger Matthæus ordet »konge« i denne beretning. Én gang om Jesus og tre gange om Herodes.

Matthæus er altså helt på det rene med, at Herodes var jødernes konge. Men på samme måde som Josefus viser Matthæus, hvordan Herodes brugte denne magt til sit eget bedste, grusomt og skånselsløst.

Det står som en kontrast til det barn, der blev født i Betlehem. Også han fik titlen »jødernes konge« af de romerske magthavere (Matt 27,37). Dog ikke for at blive ophøjet af senatet i Rom. Men for at blive spottet på et kors.

I lyset af den blodige kamp mellem hasmonæerne og Herodes den Store og hans slægt om titlen som »jødernes konge« kan man næppe forestille sig nogen større modsætning. Eller nogen større kærlighedsgerning.