Sameksistens i ørkenbyen

En af Israels store aktuelle udfordringer består i at samle landets mange og forskelligartede befolkninger i en fælles identitet

YEROCHAM – Ceremonien er lige ved at være slut, da vi ankommer. En mand holder tale. Noget af det siger han på russisk, andet på hebraisk, og da han er færdig, stiller hele forsamlingen sig op og synger HaTikva, den israelske nationalsang, med tydelig russisk accent.

Vi er i Yerocham, som man med god grund kan betegne som Udkantsisrael. Den lille by ligger langt nede i Negevørkenen, og det har den gjort, siden den i begyndelsen af 1950’erne blev sat på landkortet som hjem for jøder, der på det tidspunkt netop var indvandret fra Marokko. Den fik status af såkaldt udviklingsby, men trods den fine betegnelse blev Yerocham et af de steder, hvor udviklingen aldrig rigtig nåede frem. Det var en by med kronisk arbejdsløshed og store sociale problemer, og for de unge var det et sikkert tegn på succes, hvis det lykkedes af fraflytte byen og skabe sig en lysere fremtid i en af de israelske storbyer.

Dette dystre billede er imidlertid ved at ændre sig, og det er grunden til, at jeg besøger Yerocham. Jeg er sammen med Debbie Golan, som er en af byens sociale iværksættere, og i hendes øjne er byen indbegrebet af mangfoldigheden i den israelske befolkning, hvilket ceremonien med de russisk-talende israelere er et godt eksempel på. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor unge og gamle samles for at mindes jødiske soldater fra Den Røde Hær, som faldt under Anden Verdenskrig. Nogle af mændene har medaljer på brystet og er gamle nok til selv at have været med, og det er tankevækkende at se Sovjetunionens røde fane med hammer og segl vaje side om side med det israelske flag med den blå davidsstjerne.

Den religiøse livsstil

»I dette land kommer vi alle med vidt forskellig baggrund, og det er vigtigt, at vi lærer hinanden at kende,« siger Debbie Golan, mens hun hilser til højre og venstre under ceremonien.

Hun er selv født og opvokset i Boston og besluttede at flytte til Israel for en menneskealder siden, som hun udtrykker det. Hun og hendes mand kommer begge fra ortodokse familier, så de flyttede til den religiøse kibbutz Saad, som ligger i nærheden af Gazastriben. Da kibbutztilværelsen blev for omklamrende, valgte de at bosætte sig i Yerocham, hvor de naturligvis tog den religiøse livsstil med sig. Og det er også denne indstilling, der blev hendes personlige udgangspunkt for at sætte sit præg på udviklingen i Yerocham.

»Jeg tror nok, jeg er en slags social serie-entreprenør,« smiler hun.

Her ligger selve årsagen til, at jeg er taget den lange vej ned til ørkenbyen. Israel er i dag et moderne og dynamisk samfund med godt 9 millioner indbyggere, men det er også et samfund, der er præget af modsætninger og store forskelligheder. Mange års konflikt med naboerne har skabt indre uenighed, både politisk og kulturelt, og netop i denne tid, hvor en ny regering er ved at tage over efter 12 år med Benyamin Netanyahu ved roret, taler mange om de indre kløfter, som er blevet dybere i denne lange periode. Et fremtrædende tema i den aktuelle debat er den imponerende økonomiske vækst, som har rykket Israel op i den globale elite, men som også har hægtet mange af og uddybet de sociale forskelle. Og samtidig er der ingen tvivl om, at kløften mellem det sekulære og det religiøse Israel i den samme periode er blevet mere markant.

I den forbindelse er Yerocham interessant. Byen har netop været hægtet af gennem mange år, men har på det seneste markeret sig ved en række usædvanlige initiativer. Man kan fristes til at sige, at den kan betragtes som en slags israelsk mikrokosmos, der helt aktuelt viser, hvordan tingene kan komme til at fungere.

»For 20 år siden var jeg med til at grundlægge Atid BaMidbar,« fortæller Debbie Golan. Navnet betyder En Fremtid i Ørkenen, og det startede som en vision for, hvordan Yerocham skal forme sig som by og som fællesskab. Det var i tiden, efter at en lille million jøder fra det tidligere Sovjetunionen var kommet til Israel, og en del af dem var kommet til Yerocham. Deres jødiske identitet var en helt anden end hos byens eksisterende befolkning, som i store træk bestod af grundlæggerne fra Marokko og en gruppe rumænske jøder, der var flyttet til kort efter.

»Vi forstod, at man skal lære hinandens baggrund at kende for at kunne opbygge et fællesskab, så derfor laver vi en gang om året et stort seminar, hvor vi studerer en jødisk kultur og sætter den ind i en religiøs kontekst,« siger hun.

Formen er kendt fra store dele af den jødiske verden, hvor den ofte kendes som limud, altså læring. Det er med til at styrke den jødiske identitet og til at skabe forståelse for de mange forskelle i den jødiske kultur, og her i Yerocham bruges den altså i en helt lokal sammenhæng. Debbie Golan forklarer, at en del af byens indbyggere lever sekulært, mens den store forskellighed også afspejles i, at der er mere end 60 synagoger – et betragteligt antal i en by, der i størrelse svarer til Vordingborg. Men initiativet har givet genlyd ude i verden, og blandt udenlandske støtter nævner hun den norske organisation »Hjelp jødene hjem«.

Incitament til sameksistens

Jeg møder byens unge kvindelige borgmester, Tal Ohana, hvis usædvanlige ledelsesstil falder fuldstændigt i hak med det, Debbie Golan snakker om. Hun er født og opvokset i Yerocham, hvor hendes far er vognmand. Han har busser, og fra en tidlig alder blev Tal Ohana en slags social kontakt for firmaets chauffører, som stort set alle er lokale beduiner. Hun har selv marokkanske rødder og mener derfor at kende beduinernes kultur, og det er disse erfaringer, hun har bragt med over i borgmesterjobbet.

»Jeg tror på de menneskelige relationer og på, at borgerne skal kunne ringe til mig og få en personlig snak, når som helst,« smiler hun.

Denne metode vakte opsigt, da covid 19-krisen toppede i 2020. Hun fulgte hvert eneste smittetilfælde personligt, og hun holdt øje med, at alle regler og forskrifter blev overholdt. Denne ledelsesstil skaber et meget personligt forhold til borgerne, og det mener hun også er nøglen til den gensidige forståelse, som er selve fundamentet for sameksistens.

»Jeg ser det som min opgave at skabe tillid. Vi har skam politiske uoverensstemmelser her i byen, men vi kan snakke sammen bagefter, og det giver folk lyst til at blive boende i Yerocham,« siger hun.

Hun forklarer, at før i tiden blev det betragtet som et tegn på succes, hvis man kunne flytte fra byen og skabe sig en tilværelse i Tel Aviv eller en af de andre israelske storbyer. Derfor ser hun jobskabelse som en afgørende ting. Hun er på konstant udkig efter udenlandske virksomheder, gerne indenfor hightech, og hun har allerede fået et par til at etablere sig i byen. Det skaber muligheder for de unge, der i modsætning til forældregenerationen rejser bort for at få en videregående uddannelse og derfor skal have et incitament til at flytte hjem til Yerocham. Og dette er i sig selv med til at skabe integration og sameksistens.

Beduinskolen

Sammen med Debbie Golan tager jeg ud til al Rahma, som på det seneste for alvor har sat Yerocham på landkortet. Det er navnet på beduinlandsbyen, der ligger som nærmeste nabo, og her finder vi en helt nyåbnet skole.

Dette burde ikke være opsigtsvækkende nyt, men det er ikke desto mindre en markant sag. I Negevørkenen lever en befolkning på omkring 200.000 beduiner, som alle er israelske statsborgere. De aftjener militær værnepligt og bidrager til samfundet, men i årevis har det været statens politik, at denne befolkning skal gøres bofast i et antal særlige byer, der er anlagt til formålet. Men kun omkring 40 procent af beduinerne har taget imod dette tilbud, så resten lever i såkaldt uofficielle landsbyer, som ikke får penge til velfærd på samme måde som andre israelske byer.

»De bor i bølgeblikskure uden el og vand, fordi de ikke kan få byggetilladelse, så i Atid BaMidbar har vi sat os for at hjælpe dem,« forklarer Debbie Golan.

Filosofien bag dette er, at ligesom organisationen i årevis har arbejdet for at skabe gensidig forståelse mellem jøder med vidt forskellig baggrund, kan man integrere den lokale beduinbefolkning i samfundet med nogenlunde de samme midler. Befolkningen i al Rahma tilhører alle den samme stamme, og hvis de skal flyttes til en etableret by, går en vigtig del af deres kultur tabt for stedse.

»Israelsk lovgivning siger, at alle børn har ret til skolegang, så skoleprojektet blev en god løftestand,« forklarer Debbie Golan, da vi møder skolelederen, Suleiman, på dennes kontor.

Ud over at al Rahma ikke har officiel status af landsby, var der også det problem, at den ligger i et område, der er lagt hen som militært øvelsesterræn. Det betød, at Forsvarsministeriet stillede sig imod planerne om at bygge en skole på stedet. Men da det lykkedes folkene fra Atid BaMidbar at få overbevist Undervisningsministeriet om vigtigheden af en skole, kom der også grønt lys fra Forsvaret.

»Men de stillede en betingelse,« smiler Suleiman. »Så derfor er vi nok verdens eneste beduinskole med eget beskyttelsesrum. Men det er grundmuret og i massiv beton, og fordi det og skolen nu ligger her, bliver det også vanskeligere for myndighederne at flytte al Rahma!«

Hagar og kraterlandet

Da jeg senere på dagen er inde i et supermarked for at købe en cola, står der en beduinkvinde i kassekøen. Hun er tildækket, så der kun er en smal sprække til øjnene, men ingen tager notits. Beduinerne har altid haft deres daglige gang i Yerocham, og sådan skal det blive ved med at være. En del af dem har job i byen, og ikke mindst på Phoenicia, den store virksomhed, der fremstiller industriglas, og som gennem årene har været byens hovedindtægtskilde.

Det er en gammel og traditionel fabrik, hvor mestendels ufaglært arbejdskraft fremstiller godt en million flasker om dagen. Men Phoenicia er også selve grunden til, at Yerocham fik netop denne beliggenhed tilbage i begyndelsen af 1950’erne. Et par kilometer øst for byen ligger et af de tre store kratere, som globalt set er en helt unik geologisk formation, og i bunden af krateret finder man store mængder sand, som er særligt velegnet til glasfremstilling. Denne forekomst bliver stadig udnyttet. De store lastbiler kører i pendulfart mellem krateret og fabrikken, men den del af fortællingen, som man dengang ikke havde så meget øje for, er, at dette faktisk er en af oldtidens vigtige karavaneveje.

»Langt tilbage i historien var Yerocham et vigtigt trafikknudepunkt, og det hænger sammen med, at vi her finder noget af det vigtigste, når man færdes i ørkenen, nemlig vand,« smiler Debbie Golan. »Det er grunden til, at vi er her, til at beduinerne er her, og det er grunden til, at stedet knytter sig til historien om Hagar.«

Vi husker alle historien om patriarken Abraham, der fik en søn med trælkvinden Hagar, og da det lykkedes hans kone, Sara, at blive gravid, forviste han Hagar, som rejste ud i ørkenen. Hun bosatte sig her ved Yerocham, og sønnen, Ismael, blev stamfader til de arabiske folk. Det finder Debbie Golan meget symbolsk.

Hagars Brønd, som stedet hedder, er i dag blot et grimt betondæksel, men lige ved siden af har det moderne Israel anlagt en stor kunstig sø. Den er blevet et lokalt åndehul, og med beliggenheden midt mellem Yerocham og al Rahma et samlingssted for de to befolkninger.

»I begyndelsen af maj havde vi planlagt en fælles iftar ved søen,« fortæller Debbie Golan. Hun hentyder til måltidet, der afslutter den daglige faste i Ramadan. »Dagen før det planlagte møde ved søen begyndte krigshandlingerne ved Gazastriben, så alle regnede med, at vi ville aflyse. Men både jøder fra Yerocham og beduiner fra al Rahma insisterede på at gennemføre, og aftenen blev en stor succes. Det er sådan, vi samler alle forskellighederne her i Israel.«