To vigtige budskaber gemt i Shilos ruiner

»Gå til Shilo og se!« lød det overraskende fra profeten Jeremias midt i de højspændte år før Jerusalems ødelæggelse. Det mest overraskende var måske, at der ikke var meget at se i Shilo. Der var nogle få huse, men ikke noget, Jeremias’ tilhørere ikke kunne se i Jerusalem. Men der var nogle ruiner, og det var dem, Jeremias tænkte på.

Hans interesse for arkæologi havde én bestemt årsag. Shilos ruiner gemmer nemlig på et vigtigt budskab, også til os i dag. Desværre virker det ikke til, at Jeremias’ tilhørere tog imod tilbuddet om en guidet tur til Shilo – men det vender vi tilbage til. Først skal vi selv gå på jagt i ruinerne og lytte til deres tavse, men kraftfulde budskab.

Ruinerne i Shilo

Gennem de sidste hundrede år har arkæologer ledt efter spor efter én særlig bygning i Shilo. Det var danske arkæologer, der i 1922-32 foretog flere udgravninger og startede jagten på denne bygning. Og i dag, knap hundrede år senere, leder amerikanske arkæologer fortsat. Bygningen er tabernaklet, israelitternes telthelligdom, som de rejste i Shilo, da de havde indtaget Kanaans land. Telthelligdommen blev muligvis ombygget til en rigtig bygning, eftersom 1 Sam 3,15 siger, at Samuel åbnede dørene til Herrens hus.

Selvom der stadig ikke er enighed om, hvor i Shilo tabernaklet stod, er der ingen tvivl om, at der har været en helligdom i løbet af Dommertiden. Arkæologen Israel Finkelstein fandt i 1980’erne en stor ophobning af dyreknogler, som stammede fra ofringer. Han kunne ikke afgøre, om det var israelitiske eller kanaanæiske ofringer, men det er interessant, at dyreknoglerne stort set svarer til de offerdyr, der er tilladte ifølge Mosebøgerne.

Lige i denne sammenhæng er det ikke så vigtigt, hvor i Shilo tabernaklet skulle have stået. Jeremias’ interesse for bibelsk arkæologi handlede nemlig om, at tabernaklet ikke kunne ses.

Frafaldet i Shilo

Vores vigtigste kendskab til Shilo kommer fra 1. Samuelsbog. Her hører vi om den lille dreng Samuel, der blev bragt til tabernaklet i Shilo og kom til at opleve den præstelige aktivitet omkring helligdommen indefra. Og her skildres en trist virkelighed. 1 Sam 2 fortæller om det tragiske frafald blandt præsterne: Præsterne havde sex med de kvinder, der arbejdede ved tabernaklet. Og de håndterede ikke ofringerne efter forskrifterne, men tværtimod tog de den del af ofringerne, der tilhørte Gud og skulle brændes, til sig selv som mad.

Det var en katastrofal udvikling. Vi hører mange steder om Israels folk, der falder fra, og det er slemt nok. Men præsterne havde fået betroet en særlig opgave af Gud betroet til at bringe ofringer og formidle relationen mellem Gud og folket. Og nu faldt selv de fra.

En profet kom derfor og forkyndte Guds dom til præsten Eli: »Nok har jeg sagt, at dit hus og dit fædrenehus altid skal have deres gang for mit ansigt; men nu siger Herren: Det skal ikke ske! Kun dem, der ærer mig, vil jeg ære, men de, der ringeagter mig, skal blive til skamme« (1 Sam 2,30).

Selv på dette tidspunkt, hvor Gud talte direkte til Eli, hører vi ikke om et forsøg på at omvende sig. Synden havde fået magt over præsterne, og de kunne ikke længere se, at det, de gjorde, var synd og havde konsekvenser.

Shilos skæbne

Senere læser vi, at israelitterne var hårdt pressede i deres langvarige krig mod filistrene. Som et sidste trumfkort hentede de pagtens ark, der stod i det allerhelligste rum i tabernaklet i Shilo (1 Sam 4). Både filistrene og israelitterne troede, at det ville ændre krigen til israelitternes fordel, men Gud ville ikke tillade, at man brugte ham som et simpelt, magisk redskab til at vinde en krig. Filistrene vandt overbevisende og tog pagtens ark som bytte.

Vi hører ikke her om Shilos skæbne, men ud fra Salme 78 fornemmer man, at Shilo blev ødelagt ved samme lejlighed:

Han vragede sin bolig i Shilo,
det telt, hvor han boede blandt mennesker;
sin styrke sendte han i fangenskab,
sin herlighed gav han i fjendehånd.
(Sl 78,60-61)

Jeremias’ tempeltale

Det er denne triste historie med frafaldet i Shilo og ødelæggelsen af tabernaklet, der cirka 500 år senere er bagtæppet for Jeremias’ tale i de anspændte år omkring år 600 f.Kr. På dette tidspunkt var det ikke filistrene, men babylonierne, der var fjenderne og truede Israels eksistens. Angsten gik hånd i hånd med desperationen.

Og alligevel møder man i Jeremias’ Bog en mærkelig selvsikkerhed blandt folket. Jeremias skriver ordret: »Sæt ikke jeres lid til de løgneord: Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel!« (Jer 7,4). Som om »Herrens tempel« var ord, der på magisk vis kunne holde fjenderne væk. Men det var, hvad mange i folket troede. Gennem Jeremias spørger Gud retorisk: »Kan I stjæle, begå drab eller bryde et ægteskab, kan I sværge falsk eller tænde offerild for Ba’al, kan I følge andre guder, som I ikke før har kendt, og så komme og træde frem for mit ansigt i dette hus, som mit navn er udråbt over, og sige: ”Vi er reddet!” – når I begår alle disse afskyelige handlinger?«

Måske er denne tankegang ikke så fremmed for os. Jesus har jo sagt, at han vil gå med os alle dage, og at han elsker os. Jamen, så kan jeg vel bare leve videre, som jeg plejer?

Jeremias har et rammende svar til denne tankegang: »Gå til mit helligsted i Shilo, hvor jeg tidligere lod mit navn bo, og se, hvad jeg har gjort med det på grund af mit folk Israels ondskab« (Jer 7,12).

Historien fortæller klart, at gudsdyrkelse og hverdagsliv hænger sammen. Mange opfatter tro som noget meget uhåndgribeligt, men tro er i virkeligheden meget hverdagsnært. Når Jesu forkyndelse opsummeres i Markusevangeliet, hænger troen tydeligt sammen med en konkret og personlig omvendelse: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!« (Mark 1,15).

Og skulle man være i tvivl om, hvorvidt tro og omvendelse er vigtigt, kan man også i dag køre turen til Shilo på Vestbredden og se resterne efter Israels ulydighed og frafald.

Templets ødelæggelse

Der er desværre ikke noget, der tyder på, at Jeremias’ tilhørere tog imod tilbuddet om en guidet tur til Shilo. I år 587 f.Kr. gentog historien sig nemlig, da babylonierne jævnede Jerusalem og templet med jorden. Endnu gang endte den syndige, menneskelige selvsikkerhed i en ruindynge. Ikke fordi der var noget galt med templet, men fordi gudsdyrkelse ikke blot handler om de rette ord, men om hjertets indstilling.

Men historien slutter ikke her, for Shilos ruiner har endnu et budskab til os ...

Et skjult budskab i ruindyngerne

Beretningen om frafaldet i Shilo er en del af en større fortælling. Frafaldet, som er beskrevet i 1 Sam 2, er rammet ind af Samuels fødsel på den ene side og hans kaldelse til profet på den anden side. Denne indramning er ikke tilfældig, men et helt bevidst virkemiddel til at forkynde et vigtigt budskab: Gud var fuldt ud klar over, at der ville komme frafald blandt præsterne i Shilo. Og derfor havde Gud allerede for længst planlagt, hvordan han ville føre sin frelsesplan videre.

Allerede før vi hører om præsternes frafald, fortæller Samuelsbøgerne om, hvordan en lille dreng på forunderlig vis bliver født af en ufrugtbar kvinde. Som læser kan man undre sig over, hvorfor man starter en bog på den måde, men forfatteren ønsker at fortælle os læsere, at Gud på forhånd har en plan. Det er et vigtigt budskab.

Og da Gud forkyndte sin dom over præsterne i Shilo, kunne Gud samtidig give præsten Eli et sidste budskab:

»Men jeg vil lade en trofast præst fremstå, som skal handle efter mit ønske og min vilje. Til ham vil jeg bygge et hus, der står fast, og han skal altid have sin gang for min salvedes ansigt« (1 Sam 2,35).

For Eli var det måske en overraskelse – for hvem var denne præst? For os læsere derimod er det ikke så overraskende, for vi har allerede hørt om en dreng, der på forunderlig vis blev født og blev bragt til tabernaklet.

Gud havde altså på forhånd udtænkt sin frelsesplan, og selvom ruinerne i Shilo kunne tyde på det modsatte, var præsternes frafald ingen hindring for Gud.

En anden uventet fødsel

Uventede fødsler er der mange af i Bibelen. Tænk bare på Isak, Jakob og Josef fra 1. Mosebog, der alle blev født af ufrugtbare mødre. Gud greb ind og førte sin frelsesplan videre gennem disse personer mod naturens odds.

I Det nye Testamente er der også to vigtige og uventede fødsler. Den ene dreng blev født af en ufrugtbar kvinde, den anden af en jomfru. Den ene dreng var Johannes Døberen, og hans fætter var Jesus.

På mange måder minder Johannes Døberen om Samuel. Ud over at deres mødre var ufrugtbare, har de begge en vigtig, men alligevel sekundær rolle i den bibelske historie. Samuels rolle blev hurtigt overskygget af David, ligesom Johannes Døberen hurtigt glider ud af evangelierne, når Jesus kommer på banen. Begge personer skulle forberede en vigtig person i Guds frelsesplan. Ligesom Samuel altid skulle »have sin gang« foran David (1 Sam 2,35), sådan skulle Johannes pege på Jesus: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd« (Joh 1,29).

Det er dette Guds lam, som hele Bibelen handler om. Mosebøgerne, de historiske bøger og profeterne i Det Gamle Testamente peger alle frem mod denne frelser. I Efeserbrevet beskriver Paulus Guds plan således:                

»For før verden blev grundlagt, har Gud i ham [Jesus] udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed« (Ef 1,4).

Selvom Jomfru Marias graviditet og Jesu fødsel kunne se tilfældig ud, var den nøje planlagt fra evighed af. Selv før skabelsen havde Gud lagt sin frelsesplan. Han vidste, at ligesom præsterne i Shilo faldt fra, sådan ville hele menneskeheden falde fra. I os selv er vi fortabte, men Gud havde hele tiden i tankerne at sende sin elskede sin søn på et ganske bestemt tidspunkt i frelseshistorien for at frelse sine elskede skabninger.

Frafald og frelse i Shilo

Shilos ruiner gemmer på to vigtige budskaber til os i dag. For det første fortæller de tavse ruiner et alvorligt budskab om, at ulydighed fører til frafald og fortabelse. Guds tilgivelse og kærlighed er ingen undskyldning for eller tilladelse til at leve i synd. Gud er ikke en maskine, der bare producerer tilgivelse. Han ønsker ikke bare vores opmærksomhed, når det brænder på, men han ønsker hele vores hjerte, sjæl og styrke (5 Mos 6,5). Han kalder os til daglig omvendelse og efterfølgelse.

Shilos ruiner forkynder også et andet budskab, nemlig et budskab om Guds skjulte frelsesplan. Hvis man bare kigger på ruinerne, ser man ikke dette budskab. Men hvis man læser i Samuelsbøgerne, ser man, hvordan Gud, længe før Shilo lå i ruiner, allerede havde lagt en plan for at frelse menneskeheden.

Der er virkelig håb for os, der oplever vores egen åndelighed lige så frugtesløs som Shilos ruiner. Når Jesus kalder os til omvendelse, står det i lyset af, at straffen for vores synd allerede er båret. Som Johannes skriver:

»Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed« (1 Johs 1,9).