Zion – en by i Rusland?

I Ordet og Israel har vi haft den glæde i flere omgange at være værter for en gruppe mennesker, som har overlevet Holocaust. Blandt dem er der mange, der stammer fra Østeuropa og Rusland. Da jeg engang nysgerrigt spurgte en af dem, hvor i Rusland han stammede fra, fik jeg et meget overraskende svar: »Jeg er født i den selvstændige jødiske provins i Rusland, Birobidzhan«.

En selvstændig jødisk provins i Rusland? Det vakte min undren, og jeg fik lyst til at finde ud af, hvad det nu handlede om. Jeg havde kun hørt om én selvstændig jødisk stat, nemlig Israel. Men jeg har nu lært, at der før oprettelsen af det moderne Israel faktisk eksisterede et »russisk Zion«.

Jøderne i Rusland

Jøderne har indtil 1948 gennem århundreder været spredt rundtom i verden og ikke haft deres eget land. Hvor de har boet, har de mødt modstand i forskellige grader, og for at overleve som folk har de forsøgt at bevare deres identitet både kulturelt og religiøst i små jødiske samfund.

Som den jødiske forfatter Masha Gessen udtrykker det: »Når et menneske ikke har et hjem, men en stærk længsel efter at høre til et sted, må det skabe sin egen verden. Det er hemmeligheden bag den vandrende jøde«

Jødernes historie i Rusland er lang og mørk. Uanset hvilket styre der har været, har der været en bred strøm af antisemitisme. I nogle perioder mere end i andre, men der har altid været antisemitisme i forskellige former enten direkte fra magthaverne eller selvbestaltet i befolkningen.

I perioden fra 1791 forsøgte det russiske kejserdømme at løse »det jødiske problem« ved at samle alle jøder i et bestemt landområde og forbyde eller begrænse jødisk bosættelse andre steder i Rusland. Området strakte sig fra vore dages Litauen i nord ned over dele af Polen, Ukraine, Hviderusland og ned til Sortehavet. Det blev også udspecificeret, hvor i dette område jøderne måtte bo.

De fleste jøder blev således henvist til landområder uden for de store byer, hvor de dannede deres egne små landsbysamfund, som på jiddisch kaldes shtetler. Den jødiske forfatter Sholem Aleichem, der selv voksede op i en sådan jødisk shtetl i det centrale Ukraine, giver i sine fortællinger, som danner basis for musicalen »Spillemand på en tagryg«, en levende beskrivelse af de russiske jøders liv under zaren. Han beskriver den begrænsning, usikkerhed og fattigdom, mange russiske jøder levede under, og deres liv sammenlignes med en balancerende spillemand på en tagryg.

Sholem Aleichem beskriver også to andre fænomener, der prægede de jødiske samfund i slutningen af 1800-tallet: pogromer (forfølgelser) og udvandring. Efter den store pogrom i 1881 udvandrede cirka to millioner russiske jøder for at bosætte sig i blandt andet USA og Palæstina. Cirka 3.000 af dem kom i den forbindelse til København for at rejse videre, men mange af dem blev hængende, og deres familier kom til at spille en stor rolle i dansk kulturliv – blandt andet familierne Koppel, Pundik, Besekow og Krasnik. Det var også i denne periode, at Golda Meirs og Ben Gurions familier udvandrede fra Rusland.

Under de efterfølgende urolige tider med revolutioner og krige blev jøderne hårdt ramt af den økonomiske krise, der fulgte. På grund af kommunismens modstand mod selvstændige erhverv mistede mange jøder deres levebrød, og på grund af antisemitismen i befolkningen var det svært for dem at få arbejde. De nye ledere med Lenin og Kalinin i spidsen ønskede at komme frem til en løsning, der både kunne dæmme op for antisemitismen i befolkningen og kunne integrere jøderne i den nye kommunistiske samfundsorden.              

Løsningen blev, at jøderne skulle gøres til landbrugsfolk og lære at dyrke jorden (hvad de tidligere ikke måtte). Der blev sågar dannet en komite, som skulle skabe jødiske landbrugskolonier i Ukraine og på Krim, hvor der i forvejen boede mange jøder. Problemet var imidlertid, at den lokale befolkning i disse områder bestemt ikke ønskede jødiske naboer, og der opstod lokalt forfølgelse og mange blodige overfald på jøder.

Oprettelsen af en jødisk provins

Dette førte til, at det sovjetiske styre nu med Stalin i spidsen i 1928 valgte en helt anden løsning – hen over hovedet på komiteen: Der skulle oprettes en selvstyrende jødisk provins, hvor alle jøder skulle flyttes hen og leve af landbrug. Man valgte at placere denne provins så langt væk som muligt fra de områder, hvor jøderne boede, og hvor antisemitismen var stærk.

Den nye autonome jødiske provins (på russisk: oblast) blev placeret i det allerfjerneste hjørne af det sovjetiske territorium helt ovre ved grænsen til Kina, Nordkorea og Japan. Seks dages togrejse fra Moskva. En øde afkrog, hvor der blot var en forfalden jernbanestation ved en mindre by, Tikhonkaya, som betyder »Det lille, stille sted«.

Her boede på dette tidspunkt 27.000 mennesker: koreanere, kosakker samt ukrainere. De fleste af dem var blevet tvangsforflyttet til dette område, som hovedsageligt bestod af sumpe og uopdyrkede bjergområder.

Stalins plan var, at der i løbet af ti år skulle flytte(s) en million jøder til området. Allerede i 1928 ankom de første jøder, men først i 1934 blev den selvstyrende jødiske provins officielt udråbt. Den fik navnet »Den Jødiske Autonome Oblast« – men de fleste kaldte den Birobidzhan efter navnet på områdets nye hovedstad, som de jødiske tilflyttere etablerede.

Dette jødiske selvstyreområde var det første af sin art i nyere historie og blev altså udråbt 14 år før den jødiske stat, Israel. Det var da også en del af Stalins plan at få jøderne til at afvise zionismen og i stedet omfavne hans sovjetiske Zion. Kommunistpartiets centralkomite skrev i sin deklaration et tydeligt budskab til zionisterne: »For første gang i det jødiske folks historie er folkets brændende ønske om deres egen nationale stat blevet opfyldt.«

Stalin ønskede at skabe en socialistisk jødisk identitet – vel at mærke uden det religiøse – og han ville gerne fremstå som jødernes beskytter. Jødiske støtteforeninger i udlandet opmuntrede også jøder til at flytte til Birobidzhan, samlede penge ind til provinsen og brugte den som politisk propaganda til at vise, at jøder i Sovjet havde frihed og rettigheder.

Ikke udtryk for kærlighed til jøder

Omstændighederne ved oprettelsen af Birobidzhan og dens videre historie sætter imidlertid Stalins projekt og hans støtte til jøderne i et helt andet lys:

For det første var der stærke nationalistiske ønsker i spil. Stalin ville gerne have en stødpude ved den yderste grænse i øst og befæste området som en del af Sovjet. Derfor gav det god mening med en sovjetisk befolkning i området. Der var også naturresurser, man ønskede at udnytte, og her kunne de jødiske tilflyttere levere en god arbejdskraft.

For det andet var projektets formål at skabe en sovjetisk-jødisk identitet, så man kunne både holde på og styre den jødiske befolkning. Det kom meget tydeligt frem i den sovjetiske propaganda, som talte om »den nye jøde«: en socialistisk proletar uden en religiøs eller national identitet, som kunne skabe tvivl om loyaliteten over for Sovjet.

Man forbød jøderne at tale hebraisk, fordi det blev anset som et religiøst sprog – i stedet skulle de tale jiddisch. Fra 1934 var der således jiddischsproget skoleundervisning, avis og teater, og man anvendte både jiddisch og russisk på frimærker og gadeskilte. Der blev ikke bygget en synagoge før i 1947.

Hvordan gik det så?

Der blev ført mange kampagner både i og uden for Sovjet for at få jøder til at bosætte sig i den nye selvstyrende jødiske provins. Der blev produceret plakater og film med beretninger om lykkelige jøder i deres egen provins. Der blev sågar nedkastet flyveblade i Hviderusland, hvor der boede mange jøder.

Kampagnerne havde en begrænset virkning: Fra 1928 til midt i 1930’erne ankom omkring 1.200 jøder til det fjerne hjørne af Sovjet. Det var russiske jøder, men også jøder fra Europa, USA og Argentina kom dertil. I slutningen af 1930’erne var der 109.000 indbyggere i Birobidzhan – dog var kun 20.000 af dem jøder.

Disse første indvandrere levede en kummerlig tilværelse. De kom til sumpe med malariamyg, som slet ikke var egnet til landbrug. Der var ikke ordentlig vandforsyning, og der manglede infrastruktur, landbrugsredskaber og boliger. Mange blev syge og døde. De fleste opgav hurtigt landbrugsarbejdet og flyttede ind til hovedstaden, hvor de fik arbejde, som de kendte i forvejen – inden for handel og servicefag.

En stor del af de nytilkomne valgte helt at forlade stedet igen. I foråret 1928 ankom 654 jøder, og allerede samme år i oktober var halvdelen af dem rejst igen.

Så det blev ikke det mønsterlandbrugsland, som man drømte om, og der blev aldrig nogen større jødisk befolkning. Da der var flest jøder, var der omkring 40.000, hvilket svarede til en tredjedel af befolkningen. Det var i perioden 1945-48 på grund af mange krigsflygtninge. I dag bor der cirka 1.600 jøder i Birobidzhan, hvor befolkningstallet er på omkring 200.000. Kun ganske få af dem er praktiserende religiøse jøder, så den del af projektet – at skabe en jødedom uden det religiøse – lykkedes.

Det blev heller aldrig noget fristed for jøderne. Når styret i Kreml gennemførte antisemitiske kampagner med udrensninger, drab og lukning af jødiske institutioner, blev disse også effektueret i Birobidzhan. Således lukkede Stalin i 1936 (kun to år efter den officielle oprettelse) forskellige jødiske institutioner i området.

I 1948 blev der som en reaktion på oprettelsen af Israel i hele Sovjet iværksat udrensninger, henrettelser, deportationer og lukning af jødiske kulturinstitutioner – også i jødernes egen selvstyrende provins. Her blev der i 1950 iværksat en større afbrænding af samtlige bøger på jiddisch. Bøger, som var udgivet i Birobidzhan.

Et mislykket projekt

Allerede før Birobidzhans 10-årsfødselsdag var projektet mere eller mindre opgivet. De fleste støtteorganisationer var lukket ned. Projektet livede kortvarigt op igen efter Anden Verdenskrig, men blev hurtigt slået ned ved Stalins hårde fremfærd.

Det er derfor ikke svært at konkludere, at projektet mislykkedes totalt. Jøderne blev aldrig andet end et meget lille mindretal i befolkningen. Der blev dog  plantet noget jødisk kultur, som besøgende i Birobidzhan ikke kan undgå at lægge mærke til: Der står en stor syvarmet lysestage ved banegården, der er en fin statue af mælkemanden Tevje fra musicalen »Spillemand på en tagryg« og en buste af hans forfatter, Sholem Aleichem – og alle skilte er stadig skrevet på både jiddisch og russisk. Stædige vildskud af noget, der blev plantet der engang, men for længst er opgivet. De fleste indbyggere i dag ser det jødiske som et kuriosum, som de ikke har et personligt forhold til. Dog ser man også forsøg på at genoplive det jødiske. Der er i nyere tid bygget en synagoge og et jødisk center, og en rabbiner fra USA er flyttet til Birobidzhan med sin familie for at opbygge en jødisk menighed.

Den jødiske forfatter Masha Gessen har skrevet en bog med titlen: »Det sted, hvor jøderne ikke er. Den sørgelige og absurde historie om Birobidzhan, Ruslands jødiske autonome region.« Denne titel dækker meget godt som en konklusion på historien om det russiske Zion.