En sang til solopgangen fra det høje – om Zakarias’ lovsang (Luk 1,68-79)

Lovsang opstår, når mennesker på den ene eller anden måde møder Gud i deres liv. Således også med Zakarias’ lovsang. Han blev fyldt med Helligånden, og så sang han.

Og hans lovsang var fyldt med citater fra profeternes ord i Det Gamle Testamente. Derfor er det vigtigt for mig at citere apostlen Peters ord i 2 Pet 1,19-21:

»Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter. Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud.«

Når vi derfor standser op for Guds ord til os i Zakarias’ lovsang, er det vigtigt, at vi beder Helligånden om at hjælpe os med at forstå, for disse ord blev sunget under inspiration af Helligånden – Zakarias »blev fyldt med Helligånden og profeterede«.

En forløber for Messias

Zakarias nævner Abraham i sin lovsang og siger, at Herren vil »huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham«.

Hvad var det for en ed? Det var en trefoldig ed om velsignelse: et geografisk løfte om et bestemt land. Et frugtbarhedsløfte om, at de skulle blive mange. Og sidst, men ikke mindst, et løfte om, at gennem dem skulle Guds velsignelse nå ud til alle folkeslag på jorden (for eksempel 1 Mos 12,1-3).

Ligesom Abraham først fik sin søn, da alt håb menneskeligt set var ude, sådan var det også med præsten Zakarias. Han og hans kone, Elisabeth, var troende folk og havde et godt omdømme. I mange år havde de bedt Gud om at få et barn. Det ved vi, fordi englen sagde til Zakarias, da han åbenbarede sig for ham i templet, at hans bøn var hørt (Luk 1,13).

De var blevet for gamle til at få børn, og derfor kunne Zakarias ikke tro englens ord. Gud overraskede ham med sin godhed! Og hvilket fantastisk barn de skulle få. Efter 400 års tørke uden profeter siden Malakias’ tid skulle deres søn blive en stor profet for folket. Ja, han skulle tilmed være forløberen for Messias, som de så hjerteligt længtes efter.

Solopgangen fra det høje

Måske kan du huske, at Zakarias var Johannes Døbers far, og at han fik sit syn igen, da han skrev, at drengens navn var Johannes. Men hvad forbinder du med Zakarias’ lovsang? Måske kan du ikke lige komme på, hvad sangen indeholder. Men der er nogle vidunderlige ord i den, som jeg er ret sikker på, du kan genkende.

Zakarias profeterer om Johannes, at han skal »lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej«.

»Solopgangen fra det høje« er således Guds Søn, Messias, som Johannes skal bane vej for. Det vender jeg tilbage til.

Også politisk sejr

Men disse ord er kun de sidste fire vers af en lovsang, som fylder tolv vers. Der er fire andre vers, som mere overordnet set forklarer, at det, der nu kommer til at ske, er opfyldelsen af Guds løfter i Det Gamle Testamente. Og så er der tre vers, der handler om, at frelseren også skal bringe politisk sejr og fred til Israels folk.

Det fremgår for eksempel, når han synger, at Messias skal »fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage«. Dette hører vi ikke så meget om i forkyndelsen i den kristne kirke i Danmark, når prædiketeksten er Zakarias’ lovsang.

Men som det er tilfældet med frelse fra synd og død, så fylder også den politiske frelse meget i løfterne om Messias i Det Gamle Testamente. Og vi skal lægge mærke til, at denne side ved Messias’ gerning også er nævnt i englen Gabriels ord til jomfru Maria:

»Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige« (Luk 1,32-33). Disse ord om Davids trone bygger blandt andet på et løfte til kong David.

Jesus bekræfter, at han er opfyldelsen, også af disse løfter, når han taler til sine disciple og siger: »Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer« (Matt 19,28).

Og apostlen Paulus bekræfter det samme, blandt andet i 1 Kor 6,2-3: »Ved I ikke, at de hellige skal dømme verden? Og når verden dømmes af jer, er I så ikke gode nok til at dømme i ubetydelige sager? Ved I ikke, at vi skal dømme engle, for slet ikke at tale om jordiske forhold?«

Det jødiske folk inklusive disciplene tog fejl, da de troede, at den politiske frelse skulle komme med det samme. Det var egentlig forståeligt nok, når profetierne taler så klart om det, og de jo var besat af romerne. Det er ikke til at se i profetierne, at der skulle gå 2000 år eller mere, fra at frelsen fra synd blev fuldbragt, til at frelsen politisk vil blive fuldbragt, som det vil ske ved Kristi genkomst.

Hoppede af glæde i mors mave

Lad os nu vende tilbage til forholdet mellem Johannes og Jesus. Da Zakarias’ kone, Elisabeth, var i sjette måned, kom hendes slægtning Maria fra Nazaret og besøgte hende. Det skete, efter at Maria af englen Gabriel havde fået besked om, at hun ved Helligåndens mirakel skulle blive gravid, og at det barn, hun skulle føde, var Guds søn, den lovede frelser.

Englen havde også givet Maria besked om det mirakel, der var sket med hendes slægtning Elisabeth, og havde understreget, at ingenting er umuligt for Gud. Da Zakarias fik beskeden om Johannes’ fødsel, sagde englen om ham, at »han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv« (Luk 1,15).

Det er forklaringen på, at Johannes hoppede i sin mors mave af glæde, da Maria mødte Elisabeth. Han skulle være den, der banede vej for barnet, der var i Marias mave. 30 år senere blev Jesus døbt af Johannes og begyndte sin offentlige gerning. Da sagde Johannes om ham: »Han skal blive større, jeg skal blive mindre« (Joh 3,30).

Hele verdens synd

Johannes blev Guds redskab til at skabe en stor åndelig vækkelse i hele Israel. Store folkemængder kom for at høre hans budskab, og mange i folket omvendte sig og blev døbt af ham i Jordanfloden som et tegn på syndernes forladelse – ganske som englen havde forudsagt i sit budskab til Zakarias: »Mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud« (Luk 1,16).

Da Jesus senere lod sig døbe af Johannes i Jordanfloden, var det ikke for at få syndernes forladelse, for Jesus var uden synd. Nej, det var for at påtage sig al den synd, som billedlig talt var blevet skyllet af folk i Jordanflodens vand, når de lod sig døbe. Ja, ikke den synd alene, men hele verdens synd.

Derfor siger Johannes Døberen om ham efter hans dåb: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd« (Joh 1,29). For at Israels folk og alle andre folk i verden kunne få del i syndernes forladelse og evigt liv, var det nødvendigt, at en anden i alle menneskers sted tog Guds dom og straf. For Gud er retfærdig.

Han vil opfylde sine løfter

Hvad kan vi lære af Zakarias’ lovsang? Vi kan lære, at for Gud er ingenting umuligt. Gud holder sine løfter, uanset hvor mærkelige og umulige de ser ud i vores øjne. Det gælder også løftet om Jesu genkomst med politisk frelse til følge.

Han skal, som løfterne siger, sætte sig på Davids trone i Jerusalem og udbrede ret og retfærdighed og fred til alle folkeslagene. Han vil skabe den fred i Jerusalem og i hele Mellemøsten, som ingen andre kan skabe. Han vil gøre Jerusalem til pris på hele jorden.

Hvem skulle have troet, at løfterne om, at jøderne skulle få deres eget land igen, ville gå i opfyldelse? Det er et mirakel, der er sket de sidste 70 år lige for øjnene af os! Eller hvem skulle have troet, at over halvdelen af verdens jøder efter 70 år ville være samlet i Israel (over 7 millioner)? Det er også et mirakel fra Gud. Og endnu større ting vil ske.

Vær ved godt mod, for du er i hans hænder! Det er naglemærkede hænder. Han elsker dig! Og det er almagtshænder. Han kan og vil holde sine løfter. Snart kommer han og giver dig del i evig herlighed!