Kirkefædrenes syn på tusindårsriget

Carl Fr. Wisløff blev født I 1908. Efter teologisk kandidateksamen i 1931 var han præst, indtil han blev rektor for det praktisk-teologiske seminar ved Menighedsfakultetet i Oslo. I 1958 blev han dr.teol. og fra 1961 var han professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Oslo. Carl Fr. Wisløff har skrevet mange artikler og bøger. I en lang årrække var han en fremtrædende lederskikkelse i det internationale, kristne studenterarbejde IFES.

 

I Bibelen taler profeter og apostle om Guds vældige gerninger. Bibelens Gud karakteriseres ikke ved abstrakte definitioner af hans væsen og egenskaber, men ved budskabet om, hvad han har gjort og stadig gør. Den skelsættende distinktion i Det nye Testamente hedder ikke tid og evighed, men den tidsalder, som er nu – og den, som kommer.

Den kommende tidsalder skal indledes med voldsomme katastrofer i naturen og i menneskelivet og med falske profeter og falske messias’er (Matt.24). Den indtræder ved Jesu komme og hans sejr over alle onde magter. 

 

Tidsalder på tusind år

Før den endelige dom skal der komme en mellemperiode, en tidsalder på tusind år (Åb.20, 1-6). Denne tidsalder forberedes ved Kristi sejr over Dyret og den falske profet, det vil sige de antikristelige verdensmagter og religiøse retninger. Disse bliver tilintetgjort i ildsøen (Åb. 19,19-21). Så kommer Kristus; han binder Satan i tusind år, så han ikke mere kan forføre folkeslagene. Derefter står martyrerne op fra de døde og hersker sammen med Kristus. Efter udløbet af den fastsatte tid slippes Satan fri igen; han mobiliserer onde kræfter til den sidste kamp, men bliver overvundet og kastet i ildsøen. Så står alle døde op til den endelige dom, hvor de dømmes enten til frelse eller fortabelse. 

 

Kirkefædrenes syn

Hvordan skal vi opfatte denne mellemperiode? Vort ord ”tusindårsriget” findes ikke i NT. Og dog, hvad er meningen med det, som her er fortalt?
Det har bibellæsere grublet over gennem alle tider. I det følgende vil vi forsøge at få en kort oversigt over opfattelser og holdninger hos de enkelte kirkefædre. Vi er ikke bundet af deres fortolkninger, men i alle tilfælde har det interesse at se, hvad de mænd tænkte, som levede Jesu tid så meget nærmere end vi i dag.
De ældste udsagn, vi har kendskab til, viser klart en realistisk opfattelse af Bibelens ord. Der skal komme et herlighedsrige på jorden. Barnabas’ Brev (ca. 100 år e.Kr., forfatteren er ukendt) anslår den tone, som siden går igen. Ligesom Gud skabte verden på seks dage og hvilede på den syvende dag, skal han også bringe verden til afslutning efter tusind års forløb, for én dag er for Herren som tusind år (Sl. 90,4; 2. Pet. 3.8). Men forud for herlighedsriget skal alt det ske, som Herren har givet til kende ved profeterne. Her nævner Barnabas to ting, som siden går igen hos ældre kristne vidner.
For det første skal profetierne i Daniels Bog kap. 7 opfyldes. De ti konger skal fremstå, én lille konge skal samle al magt – Barnabas kalder ham Den Sorte, men hans magt skal tilintetgøres ved Kristi komme, som efterfølges af tusindårsriget. For det andet: I dette rige skal solen, månen og stjernerne forandres. Det er tydeligt, at der henvises til Es. 30,26, hvor der siges, at månes lys skal blive som solens, og hvor denne herlige tids frugtbarhed og lykke skildres.
De ældste kristne vidner har været overbevist om, at den kortfattede skildring i Åb. 30, 1-6 skal udfyldes ved henvisning til GT’s profetier. I det kommende herlighedsrige skal de endnu ikke opfyldte profetier få deres opfyldelse. Og videre: Tusindårsriget opfattes og tolkes i rammen af et historiesyn, som er bestemt af profetierne i Daniels Bog. I det følgende vil vi igen og igen møde
disse tanker. 

 

Kerint

Omkring år 100 skrev kætteren Kerint om tusindårsriget. Vi kender ham, fordi han er omtalt hos Irenæus og Euseb. Han skal have beskrevet tusindårsriget som en tid med materiel overflod og kødeligt lyst. Dette tager kirkefædrene afstand fra, ikke mindst fordi Kerint også havde en falsk lære om Kristi guddommelighed.
Papias
Papias var biskop i Hierapolis i Lilleasien. Ca. 130 e.Kr, skrev han en bog, som han kaldte ”Fortolkning af Herrens ord”. Papias bog kendes også kun, fordi den er omtalt hos Irenæus og Euseb. Det er åbenbart, at Papias gengiver det syn, som var almindeligt et miljø, hvor traditionen efter apostlen Johannes var levende.
Dage skal komme, siger Papias, da vintræerne skal have titusinde grene, og hver gren titusinde kviste, hver kvist titusinde skud og hvert skud titusinde drueklaser. Jorden skal præges af en umådelig frugtbarhed, og der skal herske harmoni i hele skabningen. Det er tydeligt, at Papias er inspireret af de gammeltestamentlige profetier om frelsens dag. Der findes lignende skildringer i jødisk apokalyptiske skrifter. Papias´ ord ligner meget udsagn i den såkaldte Baruks apokalypse fra ca. 100 e.Kr. (på dansk undertiden kaldt Den syriske Baruksapokalypse eller 2. Baruk, red.). Begge har sikkert baggrund i skildringen hos profeterne f.eks. Joel 2,21ff; Zak. 8,12. 

 

Justin

Den kristne filosof Justin, som led martyrdøden ca. år 165, har flere interessante udtalelser om tusindårsriget. I sin første apologi for de kristne vidner han om sin tro på, at Kristus skal komme igen. Hans første komme skete i vanære og svaghed, men hans andet komme skal ske i kraft og ære. Dette uddyber Justin i sin dialog med jøden Tryfo – et redigeret referat af den kristne filosofs samtale med en fremstående repræsentant for jødedommen.
Tryfo spørger, om han tror, at Jerusalem skal genopbygges, og Messias samles dér med patriarker og profeter. Ja, svarer Justin, det tror jeg. Han indrømmer, at der er kristne, som ikke deler hans opfattelse. Men ud fra profetierne tror han, at der skal komme en tid med fryd og glæde, en tusindårig tilstand med frugtbarhed og harmoni i naturen. Han tror dog ikke, at der skal være et tempel med dyreofre; Gud skal kun bringes tak- og lovprisningsofre. Justin tror, at jøderne skal anerkende Kristus, når han kommer igen, ham, som de har vanæret.
Det er ejendommeligt, at Justin anfører Es. 65,17 – om en ny himmel og en ny jord – både til karakteristisk af tilstande under tusindårsriget og ved omtalen af den almindelige opstandelse, dommen og den evige herlighed (som i Åb. 21,2).
Hos Justin finder vi den samme anvendelse af gammeltestamentlige profetier som hos Barnabas. Det vil først og fremmest sige, at det er profeten Daniels historiesyn, som dominerer tankegangen. Daniel forkynder, at historien skal udfolde sig i tidsafsnit, som på forhånd er bestemt af Gud. Ligesom Jeremias havde forudsagt fangenskab på halvfjerds år, forkynder Daniel forløbet af verdenshistorien over halvfjerds uger (år-uger), en periode på syv, en på toogtres og en på en uge (Dan.9). Verdensrigerne skal opstå og afløse hinanden, og Guds handling med sine udvalgte skal foregå inden for rammen af de store begivenheder på verdenshistoriens arena. Dette finder vi allerede hos Barnabas, som henviser til Dan. 7 og antyder, at ”Det fjerde dyr” er Rom (Dan. 7,19). 

 

Irenæus

En af de mærkeligste skikkelser i den gamle kirkes tid er Irenæus, biskop i Lyon (ca. 130-200). Han hævder det samme syn som Justin. Hans bog ”Mod alle vranglærere” er et stort anlagt opgør med gnostikerne, en mangeartet gruppe af spiritualistiske ledere. Gnostikerne hævdede en skarp dualisme mellem materien og sjælen. Materiens verden er ond. Frelse vil sige frigørelse fra materien; det opnås ved den rette erkendelse (gnosis). Frelsen er rent individualistisk tænkt. Den vedrører kun de enkelte mennesker, som gennem den rette indsigt frigør sig fra materien. Gnostikerne havde ingen eskatologi, intet håb om radikale og altomfattende guddommelige frelseshandlinger. Grundmotiver hos dem er de individuelle sjæles forløsning og vandring mod det guddommelige.

Over for gnosticismen hævder Irenæus den kristne tro på Skaberen, som er Jesu Kristi Far. Han er Det gamle Testamentes Gud, ikke ”jødeguden”, som mange af gnostikerne hævdede. Gud vil frelse mennesker ved sin Søn og genoprette alt det, som gik tabt ved syndefaldet. Irenæus´ grundtanke er recapitulatio, genoprettelse. Eskatologien er således et vigtigt punkt, og forventningen om et kommende tusindårsrige passer derfor lige så naturligt ind i Irenæus´ sammenhæng som den forekommer som en fremmed tanke for gnostikerne.
Det syn, vi finder hos Irenæus, er typisk for den urkristne eskatologi (Th. Zahn). Han ser en klar sammenhæng mellem proferierne i GT (især hos Daniel) og i NT, først og fremmest i Johannes Åbenbaring. Derfor anfører han citater fra disse kilder parallelt hele vejen. Han tvivler ikke på, at de taler om samme sag. Vi nævner her nogle eksempler:
”Det fjerde dyr”, det sidste af de fire store verdensriger (Dan.7,7ff) er det romerske rige (”det rige, som nu hersker”, siger Irenæus). Det skal splittes op i ti dele (træerne på Nebukadnezars billedstøtte, Dan.2,31ff), svarende til de ti horn på Dyret fra afgrunden (Åb. 13,8ff). Dette er ti konger. Efter disse skal Antikrist fremstå og regerer i tre år og seks måneder (Dan. 7,25; Åb. 13,5), det vil sige halvdelen af den sidste åruge, Dan. 9,24. Antikrist kaldes også syndens menneske. Han skal tage sæde i Guds tempel og udgive sig selv for at være Gud (2.Tess. 2,4). Han er også identisk med ”det lille horn” i Dan. 7,8.

Antikrist får kun sin tilmålte tid, så kommer Herren og kaster ham i ildsøen. Derefter står de retfærdige op fra de døde; de har ventet i dødsriget på denne dag. Jerusalem skal genopbygges efter forbillede af Jerusalem oventil. Israel skal samles sammen med alle de folkeslag, hvor de lever, sådan som Ezekiel har sagt (28,25). Men den kristne kirke er også af Abrahams slægt, og Herren skal samle de frelste sammen fra alle folkeslag.
Fred og frugtbarhed skal præge jorden, Naturen ”skal fornyes og befries” – et udtryk, som er typisk for Irenæus tankegang. Mennesker og dyr lever i fred. Ulven skal gå hos lammet osv. (Es. 11,6). De uopfyldte profetier i GT skal opfyldes i tusindårsriget. Det er tankegangen. Irenæus citerer her det tidligere nævnte udsagn af Papias, som han anser for at være et troværdigt vidne; han havde jo hørt apostlen Johannes og var desuden samtidig med Polykarp, siger Irenæus.
I herlighedsriget skal de retfærdige efterhånden vænne sig til at leve Gud nær. Det er en urkristelig tanke, som ofte gentages i senere tider: Den evige saligheds højdepunkt er at skue Guds ansigt.
Irenæus nævner specielt martyrerne. Det er først og fremmest dem, han tænker på. De skal nu få den oprejsning, de fortjener. Det er gennem lidelse og trængsel, de retfærdige gøres skikket til at få del i det kongelige festmåltid. Her citeres Ignatius, biskoppen som blev ført til Rom og kastet for de vilde dyr (ca. år 107): Jeg er Kristi hvedekorn, som skal males mellem vilddyrenes tænder, for at jeg kan blive fundet som et Guds brød. Gnostikerne afviste tanken om martyriet. Men Irenæus, i hvis hjemby Lyon der havde fundet voldsomme forfølgelser sted, anså martyrerne for at være prototypen på den rette kristne.
Efter tusindårsriget indtræder den almindelige opstandelse og den sidste dom, til frelse eller fortabelse. 

 

Tertullian

Der er al mulig grund til at tro, at Irenæus har givet udtryk for den ældste kristenheds forventning om et kommende tusindårsrige. Helt uden modsigelse har denne tro dog ikke været. Som nævnt fortæller Justin, at der var kristne, som gjorde sig andre tanker. Noget senere bekæmper Tertullian disse (ca. år 210). I sin bog ”Om kødets opstandelse” imødegår han deres tankegang. Det er tydeligt, at de har været påvirket af græsk spiritualisme. De har hævdet, at ”døden” er udtryk for åndelig uvidenhed, og at ”opstandelse” er en omskrivning for åndelig genfødsel i dåben. Tertullian advarer imod, at man på den måde forlader ordenes enkle mening. Paulus taler jo klart og tydeligt om de dødes opstandelse ved Kristi genkomst (1. Tess.4,13ff), og Johannes fortæller, at martyrernes sjæle venter under alteret (Åb. 6,9), og de skal være med i den første opstandelse (Åb.20,4).
Tertullian domineres af den historieforståelse, som har proferierne - især i Daniels Bog- som udgangspunkt og tolkningsnøgle. Skriften taler tydeligt om ”etaper i de sidste tider”, siger han, tydeligvis med henblik på de perioder, Daniel omtaler (kap. 7 og 9). Den romerske stat holder foreløbig Antikrist tilbage (2.Tess. 2,3ff), siger Tertullian, men den romerske stat skal splittes op i ti dele, og så kommer Antikrist og de store forfølgelser. Men Herren skal tilintetgøre ham ved sit komme. Derefter kommer den første opstandelse ifølge Åb. 20. Til sidst finder den almindelige opstandelse sted tillige med den sidste dom.
Tertullian skriver også om disse ting i sin bog mod kætteren Markion. Denne hævdede, ligesom gnostikerne, at den nuværende verden var skab af jødernes gud, som var en anden end Jesu Kristi Far. De kristne har ikke noget håb angående denne jord, mente Markion. Jo, siger Tertullian, vi har et håb for jorden, for vi har løftet om et rige på denne jord efter den første opstandelse, i tusinde år i Jerusalem. Ejendommelig nok henviser han her til Åb. 21,10, som jo taler om tilstanden efter tusindårsriget og efter dommen. Her er der en vis uklarhed hos flere af de ældste vidner.
Af bogen mod Markion fremgår det, at Tertullian havde sluttet sig til montanisternes sværmeriske sekt med deres ”nye profeti”, som fortalte meget ud over det, som vi læser i Johannes Åbenbaring: I Judæa havde man for nylig set en stad oppe i himmelen; i fyrre dage havde alle, også hedningerne, kunnet se staden med mure og det hele. Det er vel sandsynligt, at sådanne sværmeriske træk har bidraget til at svække troen på og forventningen om et kommende herlighedsrige. 

 

Hippolyt

Tankerne om et tusindårsrige var stadig levende i kirken. Det ser vi, når vi når frem til den mærkelige biskop og martyr Hippolyt (død ca. 236). Han skrev en kommentar til Daniels Bog og en bog om Kristus og Antikrist. Han er levende optaget af profetierne og skildrer i detaljer de kommende store begivenheder. Verdensforløbet skal finde sted over et tidsrum af syv tusinde år; tiden må snart være moden for den store sabbat. Han holder sig især til profetierne hos Daniel, kap. 2 og 7. Det fjerde dyr identificeres med Dyret i Åb. 13. Antikrist følger efter de ti konger, som Daniel profeterede om (træerne på Nebukadnezars billedstøtte, Dan. 2). Hippolyt har et mørkt syn på Rom - antikrist bliver jo en fornyer af det romerske rige.
Efter at Antikrist har haft sin tid, kommer Kristus og gør en ende på ham. Så følger ”de helliges kongerige”. Hippolyt går ikke ind i nogen beskrivelse af tusindårsriget. Det er især de eskatologiske begivenheders rækkefølge, der interesserer ham. Han siger, at Enok og Elias skal komme i den sidste åruge og forkynde omvendelse for det jødiske folk og for alle folk. Ligesom Justin har Hippolyt altså set jødernes omvendelse som en eskatologisk begivenhed ved tidernes ende. 

 

Alogerne

Men efterhånden var der flere, som hævdede helt andre tanker.
Her må vi nævne de såkaldte ”aloger”; det græske ord alogoi kan betyde både ”uforstandige” og ”modstandere af logos”. Navnet på denne retning var en betegnelse, som blev givet af dens modstandere. Årsagen hertil var, at disse mennesker ikke blot forkastede tanken om et kommende tusindårsrige, men også Johannes Evangelium og Johannes Åbenbaring. De mente, at Kerint var forfatter til disse skrifter. Det sammen hævdede presbyteren Gaius i Rom (begyndelsen af 3. årh.). Når det forholdt sig sådan med forfatterskabet, var der ingen grund til at tage disse to skrifter alvorligt, mente de. 

 

Origenes

Den store modstander af forventningen om tusindårsriget var Origenes (ca.185 - ca. 254). Hos ham ser vi tydeligt, at en forfatters tro på – eller ikke tro på – tusindårsriget har sammenhæng med hans kristendomsforståelse i det hele taget.
I Origenes teologi dominerer en metafysisk interesse uden eskatologisk dimension. Hele Origenes system kan ses under synspunktet af sjælens vandring tilbage til Gud, som de er faldet bort fra. Han mente, at alle til sidst bliver salige (apokatastasis). Den amerikanske teolog Jeroslav Pelikan spørger i en af sine bøger, om vi ikke snarere burde placere Origenes på gnosticismens højrefløj (kirkelig fløj) end på den kirkelige ortodoksis venstrefløj. I hvert fald er det klart, at Origenes ikke havde plads til noget tusindårsrige i sit læresystem. Som bibelfortolker søgte han efter ordenes allegoriske mening, og han stillede sig ofte frit til Bibelens ligefremme og enkle mening.

Der er mennesker, der ikke gider at bruge deres tanker, siger Origenes, de er tjenere for bogstaven, og de tager løfterne om salighed som et løfte om kødelig lyst og fornøjelse. De tror på jødisk vis, at der skal komme et jordisk Jerusalem med porte og mure af ædle stene. Men forstår man skriften ret, tales der her om at spise livets brød, som nærer sjælen med sandhed og visdom. Portene til staden, som Ezekiel og Johannes taler om, skal forstås som forskellige veje, som sjælene bruger for at finde vejen til Gud. Vi er ikke kristne, for at vi skal glæde os over at spise og drikke; hele vort håb står til himmelen. Der findes intet på jorden, som vi kan sætte vort håb til.
Vi ser, at Origenes på græsk-spiritualistisk vis skelner mellem ”hernede” og ”deroppe”, mens NT jo langt mere skelner mellem den nuværende verden og den verden, som kommer. Man mærker indflydelsen fra den nyplatoniske filosofi.
 

 

Dionysius

Indflydelsen fra Origenes mærkes tydeligt hos Dionysius den Store, biskop i Alexandria (død ca. 264). Vi kender hans tanker fra et skrift, hvor han vender sig mod en biskop ved navn Nepos, som havde forkyndt den almindelige opfattelse af tusindårsriget.
Jeg vil ikke ligefrem forkaste Johannes Åbenbaring, siger Dionysius, for der er mange gode folk, der tror på den. Men den er ikke skrevet af apostlen Johannes; forfatteren må være en anden mand af samme navn. Dionysius synes selv, at Johannes Åbenbaring er dunkel og vanskelig at forstå. Jeg antager, at der ligger en dybere mening bag ordene, siger han. Han mener, at bogen skal fortolkes allegorisk eller ”mystisk”, men han går ikke nærmere ind på spørgsmålet.
 

 

Methodius, Victorin og Lactantius

Det tog nogen tid, før Origenes´ fortolkning slog igennem. Endnu længere efter møder vi de gamle tanker, f.eks. hos Methodius, biskop i Lycia i Lilleasien (død som martyr ca. 311). Hans bog om ”De ti jomfruers gæstebud” giver os et glimt af dette: Ligesom Israels folk fejrede løvhyttefesten, inden de gik over Jordan og indtog det forjættede land, sådan skal de sande kristne også glæde sig under en tusindårig hvile, før de får ind i Guds hus deroppe.
Victorin af Pettau (i det nuværende Østrig; død 304) skrev en kommentar til Johannes Åbenbaring, hvor det er den gamle forståelse af profetierne, der dominerer.
Ligeså findes vi de gamle tanker hos Lactantius (død 320). I læren om de sidste ting følger han traditionen, selvom han på mange måder er påvirket af samtidens filosofiske tanker.
 

 

Forventningen bliver svagere

Forventningen efter det kommende tusindårsrige bliver efterhånden svagere, først i den østlige kirkehalvdel. Det skyldes i høj grad indflydelsen fra Origenes. Kirken tog afstand fra hans vranglære. Men hans negative holdninger til tankerne om et kommende fredsrige vandt frem og blev snart anset for at være den rette ortodokse holdning.

Der var imidlertid en anden omstændighed, der bidrog til, at kirken glemte tankerne om tusindårsriget. Kejser Konstantin gjorde kristendommen til det romerske riges religion. Han gav kirken sin mægtige støtte. Martyrtiden var forbi. Den nye situation skabte en helt ny følelse af, at de kristne kan leve trygt her i verden. Hvorledes dette indvirkede på tankerne om martyrium og tusindårsrige ses tydeligt hos kirkehistorikeren Euseb. Oprindelig havde han også været tilhænger af de gamle tanker om de sidste ting, men den nye tid under Konstantin formede en ny grundholdning hos ham. Nu opfattede Euseb profetierne som virkeliggjort i og med den kristne kejser. ”Som Faraos hær sank i havet i Moses dage, sådan sank Maxentius og hans hær i havet som en sten”, skriver han. Kejseren bygger nu en strålende kirke i Jerusalem, siger han i sit skrift om Konstantin. Og da kejseren ved kirkemødet i Nikæa (år 325) samler alle biskopperne til en herlig fest, ser Euseb dette som et billede på fuldbyrdelsen af Kristi kongedømme. Samtidens store begivenheder fremstår som ”realiseret eskatologi”. Papias omtales hos Euseb med et overbærende smil: Han var en mand med en meget lille intelligens, og han forstod ikke, at Johannes Åbenbaring skal tolkes ”mystisk og symbolsk”.
Under kejser Theodosius (379-95) blev kirken knyttet endnu stærkere til statsmagten. Mange hilste dette med begejstring og så denne nye tilstand som en virkeliggørelse af ordet i Sl. 72,11: Alle konger skal bøje sig for ham (Kristus). Hvem drømte da om et tusindårsrige?
 

 

Augustin

Af kirkefædre er Augustin (død 430) sikkert den, som har haft størst indflydelse i den vestlige kirkehalvdel. En overgang var han også tilhænger af de gamle tanker om tusindårsriget. Men han ændrede ret tidligt opfattelse, delvis under indflydelse af Ticonius (død ca. 400), en mærkelig skikkelse, som vi gerne ville have kendt mere til.
Augustins historiefortolkning findes i bogen ”Om Guds stad”. Dette store værk handler om modsætningen mellem Guds stad, der er samfundet af dem, som elsker Gud, og den jordiske (eller Djævelens) stad, der er samfundet af de vantro under Djævelens ledelse. Augustin tænker ikke først og fremmest på forholdet mellem kirken og kejseren (”stat og kirke”), selvom mange forstå ham sådan. Sagen er mere kompliceret end som så, men det kan vi ikke gå ind på her. I vores sammenhæng er der én afgørende ting: Ifølge Augustins opfattelse vil menneskenes historie altid være præget af kamp mellem Guds stad og Djævelens. Noget helt nyt, noget i retning af et kristus-rige på jorden inden den yderste dom, kan han ikke forestille sig. Sådanne tanker er kun passende for mennesker, der har et kødeligt sind. Åndelige mennesker tænker anderledes. Ordene i Åb. 20 må derfor have en ”åndelig betydning”.
Men hvad betyder da ordene i Åb. 20 ifølge Augustin? Det har han en meget lang og omstændig udredning om. Vi vil pege på nogle hovedpunkter.
Augustin tager udgangspunkt i Johs. 5,24ff. Her siger Jesus, at de, som tror på ham, er gået over fra døden til livet. Dette er den første opstandelse, siger Augustin. Videre siger Jesus, at de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at op stå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom. Dette kalder Augustin så den anden opstandelse. Der er altså to opstandelser; den ene gælder sjælen, og den sker ved troen og dåben; den anden gælder legemet, og den skal finde sted på den yderste dag.
Dette overføres så på Åb. 20, og resultatet bliver: Den første opstandelse er den åndelige genfødelse ved tro og dåb, den anden opstandelse er kødets opstandelse til den sidste dom. Tiden mellem de to opstandelser er de tusinde år, som er nævnt i teksten. Det er kirkens tid.
Denne tankegang er faktisk ikke ret meget forskellig fra den, Tertullian bekæmpede. I en eller anden form har Augustins fortolkning gået igen i hele kirkens historie.

Hvordan kommer Augustin nu til rette med de mange enkelte træk i Åb. 20? Jo, der sker ved allegorisering, ved en i sandhed vilkårlig fortolkning. Vi nævner nogle eksempler.
Djævelen bindes og kastes i afgrunden – det sigter til ordene i Mark. 3,27. ”Den stærke” er Djævelen, og den stærkere er Kristus. ”Afgrunden” er den store mængde af ugudelige mennesker, der har deres hjerte stående åbne for Djævelen.
De hellige blev konger (norsk: regerer) med Kristus – det betyder to ting. Martyrernes sjæle regerer nu med Kristus i himmelen. Disse er ikke skilt fra kirken på jorden, for kirken er nu Kristi rige. Her hersker de ledere, som han har bestemt til det. Matt. 18,18 taler jo om, at det som bindes på jorden, skal være bundet i himmelen o.s.v. Der er således tale om kirkens præster og biskopper.
”Dyret”, som de ikke bøjede sig for, er ”den ugudelige stad”, d.v.s. alle vantro og hyklere, som der altid vil være nogle af inden for kirken. At de troende ikke har tilbedt Dyret vil sige, at de ikke har trukket i ulige åg med vantro (2. Kor. 6,14).
Gog og Magog opfattes ikke som navne på fremmede folkeslag. Ved hjælp af en indviklet etymologisk forklaring vil Augustin påvise, at Gog og Magog er alle de folkeslag, i hvis hjerter Satan er ”kastet” (Åb. 20,3 se ovenfor). Men ild fra himmelen fortærer dem, hvilket vil sige, at kirken får kraft fra Gud til at modstå ethvert angreb.
Det afgørende punkt er ordene i vers 4: ”de blev levende”. Augustin – og mange med ham – hævder, at disse ord taler om en åndelig levendegørelse. Denne fortolkning kunne for så vidt være mulig (jf. Ef. 5,14), men tekstens sammenhæng tillader den ikke. I det følgende vers står der nemlig, at alle ”de andre døde” ikke blev levende før efter de tusinde år. Der kan her kun være tale om en legemlig opstandelse. Derfor må vers 4 også forstås på den måde. Vi lægger mærke til, at det bar martyrerne, der ”blev levende”. Det kan ikke sigte på dåben og troen, for de må jo være blevet troende, inden de blev martyrer!
Det er tydeligt, at Augustin hele vejen anstrenger sig for at finde en fortolkning, som ikke går på fremtiden, men på samtiden. ”Levendegørelsen” sker til enhver tid og hvert øjeblik i løbet af kirkens tidsalder. Augustin ”af-eskatologiserer” teksten. Og for at klare det, griber han til fortolkninger, som ofte virker kunstige.
Augustins tanker om de sidste ting vandt efterhånden anerkendelse i den vestlige kirkehalvdel – på samme måde som Origines grundsyn blev bestemmende i den østlige del. Forventningen om tusindårsriget svandt hen for at dukke op igen op mod vor egen tid. 

 

Nogle overvejelser til sidst

Vi lader vores korte oversigt slutte her. Der kunne være nævnt mange flere navne, men vi har koncentreret os om de mænd, som fik størst betydning, og som fremstår som typiske for deres syn.
Den ældste kristenhed opfattede gennemgående Åb. 20 realistisk: Der kommer et tusindårsrige. I dag synes den eksegetiske videnskab at give dem ret: Det er det, der er meningen med denne tekst.
Den ældste kristenhed har endvidere ment, at mange af GT´s uopfyldte profetier skal have deres opfyldelse i det kommende herlighedsrige. I nyere tid er mange evangeliske kristne begyndt at tænke i de samme baner. Mange bibelfortolkere vil i dag placere Israels omvendelse, og den deraf følgende velsignelse for hedningefolkene, i tusindårsriget (Rom. 11,15).
På dette punkt er meningerne imidlertid delte. I en interessant artikel fremholder Oskar Skarsaune, at det var ukendt for de ældste fortolkere, at tusindårsriget skulle have noget med Israels frelse og omvendelse at gøre. Skarsaune siger også, at der næppe findes henvisninger til gammeltestamentlige profetier i Åb. 20,1-6, mens det vrimler med dem i Åb. 21, i beskrivelsen af det nye Jerusalem. ”Profetierne sikter altså ifølge Joh.Åp. ikke til tusenårsrikets mellomakt i gjenkomstens drama, de sikter lenger, til den endelige frelsestilstand” siger Skarsaune (Fast Grunn nr. 1, 1992).
Det er godt at blive mindet om at være varsom i fortolkningen af vanskelige skriftafsnit. Men alt er måske ikke sagt med det, som Skarsaune anfører.
Åb. 20,1-6 er trods alt ikke helt uden henvisninger til Daniels Bog. ”Dyret” er nævnt i vers4. Dermed er der henvist til Åb. 11,7 og 13,7. Og dermed er de seks vers i Åb. knyttet nøje sammen med kapitel 7 i Daniels Bog, hvor vi finder nogle af de vigtigste træk i den urkristne eskatologi. Vi møder her de fire verdensriger, som skal fremstå og afløse hinanden; blandt dem det frygtelige ”fjerde dyr”, som fører krig mod de hellige (Dan. 7,19).
Man bør lægge mærke til, at der er den samme rækkefølge af verdenshistoriske begivenheder i Johannes Åbenbaring som i Daniels Bog. Dyret følger efter de ti konger, som udøver et rædselsregimente og forfører de hellige, men besejres af himmelens Gud, der skænker riget til Menneskesønnen, der kommer på himmelens skyer; han giver riget til de hellige (Dan. 7; Åb. 13; 17; 19; 20). Det nye i Johannes Åbenbaring er det tusindårige mellemrige.
I øvrigt er der ingen grund til at isolere Åb. 20,1-6 fra den umiddelbare sammenhæng. Vi lægger mærke til omtalen af ”den elskede stad”, som åbenbart er Jerusalem (vers 9, jfr, Sl. 78,68 og 87,2). I vers 8 omtales Gog og Magog, og dermed er der henvist til Ez. 38-39.
Det er således ikke uden grundlag i den nytestamentlige tekst, når de første kristne fortolkere brugte gammeltestamentlige profetier til at tegne rammen om og billedet af tusindårsriget. Åb. 20 gør det samme.

Men hvad med Israel og tusindårsriget? Skarsaune har ret i sin påstand: De ældste kristne fortolkere siger ikke noget om den sag. Justin og Hippolyt så Israels omvendelse som en eskatologisk begivenhed (se ovenfor), men de forbinder det ikke med tusindårsriget.
Der er egentlig lidt mærkeligt, for kirkefædrene har jo set tusindårsriget som et ”sted”, hvor de uopfyldte profetier skulle have deres opfyldelse. Det er et gennemgående træk, sådan som vi har påpeget. Hvorfor har de så ikke tænkt på de uopfyldte profetier om Israel, dets omvendelse og dets betydning for folkeslagenes frelse? Der er jo mange af den slags profetier, f.eks. Es. 2,2ff, Mika 4,1ff og Zak. 8,20. Hvorfor har fædrene ikke tænkt på disse profetier?
Det er ikke vanskeligt at finde svaret. Den kristne kirke kom tidligt på den tanke, at Israels frelseshistoriske rolle var udspillet. Kirken har overtaget Israels rolle og plads som Guds folk, mente de. Mens de havde et klart syn for sammenhængen mellem Guds løfter og opfyldelsen i herlighedsriget, så medførte deres ”erstatningsteori”, at løfterne om Israel ikke kom i betragtning.
I vor tid er der en voksende erkendelse af, at kirkefædrene tog fejl på det punkt. Skriften har fremdeles noget at sige om Israels plads i Guds frelsesråd (Rom. 11,15). I dag læser mange evangeliske kristne med bøn og forventning de mange profetier, som taler om, at Gud fremdeles har noget godt i tanke med sit gamle pagtsfolk. Hvis man i den sammenhæng kommer til at tænke på Israel i tusindårsriget, rammer vi sikkert ikke så langt ved siden af.