Ødelæggelsens Vederstyggelighed
På Oliebjerget i Jerusalem holdt Jesus en stor tale om sin genkomst. I talen bruger han et besynderligt udtryk: »Ødelæggelsens Vederstyggelighed«. Hvad gemmer der sig i dette udtryk? Hvad er det, der skal komme, før Jesus selv kommer i herlighed for at overtage magten på jorden?
I Matthæusevangeliet er der fem store taler, og den sidste handler om de sidste tider (Matt 24-25). Første del af denne tale står i Matt 24,3-31. Det er den mest omdiskuterede del, og den del af talen, som vi skal se på her.
Baggrunden
Jesus har profeteret om templets ødelæggelse i Matt 23,37-39 og 24,1-2, og det er baggrunden for disciplenes spørgsmål i Matt 24,3.
De stiller to spørgsmål. Det første er, hvornår dette skal ske, og her hentyder de til dommen over Jerusalem, templets ødelæggelse og genkomsten.
Det andet er, hvad der er tegnet på Jesu genkomst og verdens ende. De to spørgsmål viser, at disciplene betragter templets ødelæggelse, genkomsten og verdens ende som en samlet begivenhed. Matt 24,4-31 udgør første del af Jesu svar, og der findes grundlæggende tre forskellige tolkninger af versene.
De tre tolkninger
1) Ødelæggelsen af Jerusalem og templet
Vers 4-31 handler udelukkende om begivenheder i forbindelse med Jerusalems og templets ødelæggelse og om selve ødelæggelsen i år 66-70 e.Kr.
Problemerne ved denne tolkning er mange:
a) Jesu svar stemmer ikke med disciplenes spørgsmål, hvor de kombinerer templets ødelæggelse med genkomsten.
b) De kosmiske forstyrrelser (vers 29) tolkes symbolsk, mens de er virkelige (Luk 21,21-25).
c) Jesu komme på himlens skyer må ifølge denne tolkning finde sted i forbindelse med templets ødelæggelse. Men dette er umuligt, da Jesus taler om, at hans genkomst er synlig og tydelig for alle, og om, at englene samler de udvalgte fra hele verden. Intet af dette sker ved Jerusalems fald.
2) Genkomsten
Vers 4-31 handler udelukkende om genkomsten.
Problemerne ved denne tolkning er også mange:
a) Der mangler sammenhæng mellem disciplenes spørgsmål og Jesu svar.
b) Ødelæggelsens Vederstyggelighed refererer i Daniels Bog til en vanhelligelse af templet, men får en anden betydning i talen.
c) I Lukas’ gengivelse af talen er det helt eksplicit, at Jesus taler om Jerusalems og templets ødelæggelse (Luk 21,20-24).
3) Ødelæggelsen af Jerusalem og genkomsten
Vers 4-31 handler om både templets ødelæggelse og Jesu genkomst, og de to begivenheder er beskrevet som én sammenhængende begivenhed, selvom de i virkeligheden er to adskilte begivenheder, og selvom der i virkeligheden er en lang periode mellem de to begivenheder.
Det er den tolkning, der bedst forklarer talen.
Matt 24,4-31 beskriver de sidste tider fra Jesu første komme og til og med Jesu andet komme. Talen beskriver nogle generelle kendetegn på de sidste tider og et mål, der skal nås (vers 4-14). Den beskriver en konkret historisk begivenhed, ødelæggelsen af Jerusalem og templet, og en senere eskatologisk begivenhed, Antikrists fremtræden og den sidste hårde trængsel, som én sammenhængende begivenhed (vers 14-28). De to begivenheder forenes i talen, og elementer fra de to begivenheder indgår i den fælles beskrivelse. Sidste del af denne tale beskriver Jesu genkomst (vers 29-31).
Argumentation for den tredje tolkning
1) Det er givet, at talen handler om templets ødelæggelse. Dels er den umiddelbare baggrund for talen to profetier om netop templets ødelæggelse (Matt 23,37-39 og 24,1-2), og disciplene knytter direkte til ved disse profetier i deres spørgsmål i vers 3, og talen er Jesu svar på spørgsmålene. Dels er vendingen »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« (vers 15) taget fra Daniels Bog, og den beskriver en vanhelligelse af templet i Jerusalem. Dette bekræftes i Luk 21,20-24.
2) Det er givet, at talen beskriver genkomsten. Dette er tydeligt i Matt 24,29-31.
3) Det er givet, at Jerusalems ødelæggelse og den sidste hårde trængsel før genkomsten er beskrevet som én sammenhængende begivenhed. Beskrivelsen af Jerusalems fald leder nemlig over i en formaning til flugt, og flugten begrundes med, at det er den store trængsel (vers 21), der afsluttes med genkomsten (vers 29).
4) Det er givet, at Jerusalems ødelæggelse og den sidste hårde trængsel før genkomsten er adskilte begivenheder. Umiddelbart kan man læse Matt 24,4-31 som en beskrivelse af perioden til og med det jødiske oprør mod romerne i år 66-70 e.Kr. Krigen mod romerne udløser den sidste store trængsel, templet ødelægges, og umiddelbart derefter finder genkomsten sted. Men der er nogle oplysninger i Matthæusevangeliet, der viser, at sådan skal talen ikke forstås.
Matthæus har to gange gengivet udsagn fra Jesus (Matt 21,41-44 og 22,7), der fortæller, at templets ødelæggelse ikke er afslutningen på denne verden, men at ødelæggelsen af Jerusalem og templet markerer et vendepunkt i udbredelsen af evangeliet om Guds rige. Evangeliet er allerede før ødelæggelsen af Jerusalem blevet forkyndt for hedningefolkene, men dette forstærkes efter denne begivenhed. Jesus har forudsagt, at evangeliet skal forkyndes for alle folk (Matt 24,14), og det sker primært i tiden efter ødelæggelsen af templet. Matt 21,41-44 og 22,7 er den bagage, vi har med os, når vi kommer til den eskatologiske tale.
Lukas gengiver fra den samme tale (Luk 21,5-28), og i Luk 21,24 fremgår det eksplicit, at der vil være en periode mellem ødelæggelsen af Jerusalem og genkomsten: Jerusalem skal nedtrampes af hedningerne, indtil hedningernes tider er til ende.
Det betyder, at Jesu tale i vers 4-31 skildrer de sidste tider, der begynder med Jesu død og varer helt frem til genkomsten, og at templets ødelæggelse er en begivenhed, der finder sted i den periode.
5) Det er givet, at Ødelæggelsens Vederstyggelighed repræsenterer den romerske cæsar med sine hære, der bekæmper Guds folk og vanhelliger templet. Det fremgår af Luk 21,20. Den romerske cæsar er en antikrist, der præfigurerer den senere og egentlige Antikrist (1 Thess 2,1-12 og Åb 13-14). Han træder frem til sidst, bekæmper Guds folk og vanhelliger templet, og han indleder den sidste og hårdeste trængsel.
På grund af dette analoge element kan talen i vers 4-31 beskrive de sidste tiders kendetegn, templets ødelæggelse og Antikrist, den sidste trængsel og genkomsten som ét sammenhængende begivenhedskompleks.
Vers 4-14: De sidste tiders kendetegn
I dette afsnit beskriver Jesus nogle generelle kendetegn i perioden fra Jesu opstandelse og til genkomsten: Falske messiasser, krige, naturkatastrofer, forfølgelser, falske profeter og lovløshed. Kendetegnene er karakteristiske. De vil vise sig igen og igen. Disse kendetegn er ikke afslutningen på verden. De er som veer, der forkynder, at Jesu genkomst er nær.
Jesus fortæller også om, at evangeliet om Guds rige skal forkyndes for alle folk. Først når dette mål er nået, vil Jesus komme igen.
Perspektivet i vers 4-14 er universelt. Det primære formål med dette afsnit er at advare disciplene mod at tro, at genkomsten er umiddelbart forestående. Dette er tydeligt i de to advarsler i vers 4 og 6, i omtalen af kendetegnene som veernes begyndelse og i profetien om, at evangeliet skal forkyndes i hele verden, før genkomsten finder sted.
Vers 15-28: Ødelæggelsens Vederstyggelighed og trængslen
I vers 15 introducerer Jesus Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Vendingen er taget fra Dan 12,11 (og jf. Dan 9,27 og 11,31), hvor den sandsynligvis refererer til et alter eller gudebillede, der opstilles i templet.
1) Umiddelbart er det oplagt, at ØdelæggelsensVederstyggelighed også i Jesu tale refererer til et alter/gudebillede i templet, men denne forståelse fungerer ikke i Jesu brug. Her er Ødelæggelsens Vederstyggelighed nemlig et tegn til flugt. Men når Ødelæggelsens Vederstyggelighed er placeret i templet, er Jerusalem for længst omringet, og byen erobret af romerne. Da vil det ikke være muligt at flygte.
2) Ødelæggelsens Vederstyggelighed er et symbol på Antikrist. I Daniels Bog er Ødelæggelsens Vederstyggelighed forbundetmed en gudløs fyrste, der med sine hære bekæmper Guds folk (jøderne) og ødelægger Jerusalem og templet (Dan 9,26-27; 11,31-35 og 12,7-13).
Når han bruger vendingen som et tegn til flugt, lægger Jesus vægten på dette personale aspekt i ØdelæggelsensVederstyggelighed, så at vi skal se vendingen som en henvisning til denne gudløse hersker og hans hære. ØdelæggelsensVederstyggelighed refererer til Titus og hans legioner, der nærmer sig Jerusalem. Dette er tegnet til flugt. Da fungerer vendingen i Jesu brug, og tolkningen bekræftes af Luk 21,20.
Matt 24 og Luk 21 gengiver dele af samme tale, og Matthæus’ »Ødelæggelsens Vederstyggelighed« og Lukas’ »Jerusalemomringet af hære« findes på det samme sted i talen. De to vendinger introduceres på samme måde (»når I ser«), og Matthæus og Lukas fortsætter på samme måde i henholdsvis Matt 24,16 og Luk 21,21.
Flere opfyldelser
Profetierne i Daniels Bog vedrørende ØdelæggelsensVederstyggelighed opfyldes første gang under den syriske konge Antiokus IV Epifanes, der fører krig mod Guds folk (jøderne), og som i år 167 f.Kr. erobrer Jerusalem og vanhelliger templet.
Med Ødelæggelsens Vederstyggelighed gentager Jesus profetierne i Daniels Bog, og de opfyldes anden gang, da romerne under Titus fører krig mod Guds folk, erobrer Jerusalem og vanhelliger templet. Det sker år 70 e.Kr.
Mønsteret gentages. 2 Thess 2,3-12 og Åb 13-14 beskriver en person, vi kalder for Antikrist, og som er Guds modstander. Han er en gudløs hersker, der bekæmper Guds folk og vanhelliger templet. Mønsteret gentages i Antikrist, og hans fremtræden og kamp mod Guds folk og tempel svarer til profetierne fra Daniels Bog. Det er da naturligt at tænke på en tredje og sidste opfyldelse i Antikrist. Denne tolkning forstærkes, når vi ved:
1) at profetierne om Jerusalems og templets ødelæggelse i Daniels Bog ikke er beskrevet som indledningen til denne verdens afslutning,
2) at der er et interval mellem Jerusalems ødelæggelse og genkomsten,
3) at den sidste store trængsel er forbundet med Antikrist,
4) at den sidste trængsel er universel,
5) at genkomsten kommer efter Antikrists fremtræden.
Beskrivelsen i vers 15-28 hænger først sammen, når Ødelæggelsens Vederstyggelighed også refererer til Antikrists kamp mod Guds folk og vanhelligelse af templet. Da kan Jesus beskrive romernes krig mod Israel 66-70 e.Kr. og Antikrists krig mod de troende og den sidste store trængsel som én sammenhængende begivenhed.
Mønsteret gentager sig. Antiokus IV Epifanes er en prototype på Antikrist. Den romerske cæsar er en antikrist, og en dag vil Antikrist i egentlig forstand træde frem.
Vers 29-31: Genkomsten
Den store trængsel afsluttes med genkomsten. Den annonceres af nogle kosmiske forstyrrelser. Menneskesønnen skal vise sig på himlen og komme synligt på himlens skyer. Jesus er ledsaget af sine engle, der skal samle de udvalgte fra hele verden.
Sammenfatning
Jesus beskriver to adskilte begivenheder som én sammenhængende, og dette er en karakteristisk form for bibelsk profeti.
Jesus gør det samme i Matt 10, hvor han beskriver både en kort mission, mens han her er på jorden, og menighedens senere universelle mission frem til genkomsten som én sammenhængende mission.
Man har ofte talt om et forkortet tidsperspektiv, fordi der ikke i profetien er noget tidsinterval mellem begivenhederne. Man bruger ord som forgrund og baggrund, sådan at Jerusalems fald er forgrunden i profetien i Matt 24,4-31, og det er tydeligt i vers 15-20, at vi er i en israelitisk sammenhæng, mens den store trængsel og Antikrist er baggrunden, som dog trænger stadig tydeligere frem, og det er tydeligt i vers 21-29.
Forudsætningen for denne type profeti er, at den beskriver begivenheder af samme slags, sådan som det er tilfældet i Matt 24,4-31.
Svarede Jesus på spørgsmålene?
Disciplene spurgte om, hvornår dommen over Jerusalem og templet og genkomsten skal finde sted. Det svarer Jesus ikke på.
Disciplene spurgte også om tegnet på Jesu genkomst og verdens afslutning. Det svarer Jesus på. Tegnet er Menneskesønnens tegn (vers 30), og det refererer sandsynligvis til, at Jesus viser sig på himlen, og dette er tegnet på, at han nu kommer igen.