Årsberetning: Guds trofasthed – vores dristighed

Det var en novemberaften. En lille gruppe mennesker var samlet i Eliaskirken på Vesterbro i København. Her blev en dansk søsterorganisation til en norsk bevægelse ved navn Karmel født. Barnet fik senere navnet Ordet og Israel. I dag er vi blevet 75 år ældre – og én bestemt historie rigere. Vi er stolte af lige præcis denne historie. Den har klæbet til os i alle årene og er den egentlige grund til, at vi kan fejre 75-årsjubilæum i år. Det er historien om Guds trofasthed.

Ordet og Israels rigdom og lykke

Der har været mange forskellige mennesker indenom i årenes løb. Tiderne er skiftet. Nye muligheder er opstået, og andre er ophørt. Men Guds trofasthed har været Ordet og Israels rigdom og lykke igennem alle 75 år. Den har formet og dannet os til det, vi er i dag – og vi ønsker ikke andet for fremtiden.

Men vi overser den nemt. Det er en lumsk fristelse at undervurdere betydningen af Guds trofasthed. Så meget desto mere oplagt er det, at vi i et jubilæumsår besinder os på denne usynlige åndelige virkelighed bag alt det ydre. For også vores fremtid står og falder med, at Guds trofasthed kontinuerligt bliver ved med at klæbe til os. Ikke som et levn fra fortiden. Men som en historie, der stadig føjes nye kapitler til, når vi lægger strategier, udarbejder handlingsplaner, gennemfører aktiviteter osv.

Mange dygtige medarbejdere har igennem årene betydet utroligt meget for udviklingen af Ordet og Israels arbejde både i Danmark og i Israel. Mange aktive bestyrelsesmedlemmer og frivillige har med forskellige opgaver og roller – i kortere eller længere perioder – lagt stakkevis af timer i arbejdet. Tusinder af venner rundt i landet har trofast støttet arbejdet økonomisk med millioner af kroner år efter år. Men sat på spidsen – så har ingen af os været uundværlige. Kun Guds trofasthed har vi ikke kunnet være foruden.

Guds trofasthed er ikke en abstrakt ide. Det er ikke et løst håb for fremtiden. Det er Israels Gud i aktion, når han siger: »Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« At han så har været det igennem dygtige ansatte medarbejdere, engagerede frivillige og et stort trofast bagland – det er oplagt. Guds trofasthed er i årenes løb blevet meget nærværende igennem konkrete mennesker.

Jeg vil derfor også her benytte lejligheden til at sige en stor tak til alle jer, som netop i disse år vedkender jer et medansvar for Ordet og Israels arbejde – hvad enten det er som ansatte, som frivillige eller som venner, der støtter med gaver og forbøn. Vi står alle sammen i den lange række af mennesker, som Gud igennem 75 år har brugt til at virkeliggøre sin trofasthed – det er da kæmpestort!

Kald og vision

Helt fra begyndelsen har Ordet og Israels kald og vision været en drivende kraft i bevægelsen. Formålet blev tidligt formuleret i tre punkter:

1.    At sprede kundskab om Israel som Guds udvalgte folk i fortid, nutid og fremtid.

2.    I et levende håb om Kristi genkomst at støtte arbejde for at bringe evangeliet om Jesus Messias til Israels folk.

3.    Efter bedste skøn og evne at støtte genopbygningen af Erez Israel som det af Gud forjættede hjemsted for Israels folk.

En af dem, som stod fadder til disse formuleringer, hed Georg Bartholdy. Han ledte det, som blev kaldt »et konstituerende møde« i Eliaskirken i København 2. november 1946. Mødet er refereret i bladet Karmel, og her får vi et indblik i hans personlige rejse frem mod det initiativ, der blev til Ordet og Israel, som vi kender det i dag. I sit indlæg på mødet fortalte Georg Bartholdy, »hvorledes Gud Skridt for Skridt havde ført ham fra en tøvende og snarest uvillig Holdning overfor Jøderne til en hjertegrebet Forstaalse af Guds Plan med Israel som Hans udvalgte Folk, bestemt til i Hans Time at blive Redskabet til en Velsignelse af alle Jordens Folk, som Gud forjættet Abraham for Tusinde af Aar siden«.

En hjertegrebet forstålse – det er mere end viden og interesse. Det er langt mere end sympati. Det er en kær skat. En guddommelig velsignelse, en åbenbaring. Georg Bartholdys personlige rejse blev så at sige en legemliggørelse af det første punkt i det, som skulle blive Ordet og Israels kald og vision: at lede kristne i Danmark ind i en forståelse af Guds plan med Israel, så det griber hjerterne.

1: Guds plan med Israel

I de første »grundregler« (vedtægter) blev denne hjertegrebne forståelse formuleret med ordene: »at sprede kundskab om Israel som Guds udvalgte folk i fortid, nutid og fremtid«.

Bemærk, at de ikke kun skrev fortid – men også nutid og fremtid. Det var aldrig blevet til en hjertegreben forståelse, hvis det kun havde handlet om fortiden. Og det har i 75 år været helt afgørende for Ordet og Israels selvforståelse og arbejdsprogram, at Guds plan med Israel har nedslag ikke kun i fortiden, men også i nutiden og i fremtiden.

Deltagerne ved mødet i Eliaskirken i København læste de bibelske tekster i lyset af samtiden – og de så en sammenhæng. Bibelen i den ene hånd og avisen i den anden. Profetierne om Guds udvalgte folk blev levende, og den treenige Gud blev meget nærværende i det, som var deres nutid i 1946. I det lys forventede de også store og afgørende frelseshistoriske begivenheder i og omkring Guds udvalgte folk i fremtiden. Det gør vi også i dag.

Vi er umådelig taknemlige for dette grundsyn, som vi i dag i vore vedtægter udtrykker med ordene om, »at arbejde for, at kristne skal få Bibelens syn på folket Israel«. Jeg indrømmer, at der er ikke megen lidenskab i en sådan formulering, og det skal der måske heller ikke være i vedtægter. Men tag ikke fejl. Det betyder frit oversat, at det er vores formål, at kristne skal møde Guds plan med Israel, så hjerterne ikke kan slippe det bagefter.

2: Guds evangelium til Israel

Det andet punkt i formuleringen af formålet for den nystiftede bevægelse lå i naturlig forlængelse af det første. I lyset af håbet om Kristi genkomst skulle det være den nye bevægelses formål at »støtte arbejde for at bringe evangeliet om Jesus Messias til Israels folk«.

Bemærk, at de skrev »i et levende håb om Jesu genkomst«. Med Bibelen i den ene hånd og avisen i den anden skulle håbet om Jesu genkomst være en levende kraft til at bringe evangeliet om Jesus Messias til Israels folk.

Min mor døde i foråret. Jeg husker en samtale ude i carporten, dengang jeg var en lille dreng. Vi talte om Jesu genkomst. Jeg ville vide hvornår? Jeg var nok også lidt insisterende – og så var det, mor sagde: »Jeg tror i hvert fald, det sker, inden der er gået 50 år.«

Det svar var et godt svar. Ikke fordi det var 100 procent præcist. Men fordi det med stor tyngde lagde en sand bibelsk overbevisning ind i en lille drengs sind: Gud er trofast. Jesus kommer igen. Mor er overbevist om det. Det er ligesom med bussen oppe ved vejen. Den kommer på et tidspunkt, og så er det med at være klar, hvis man vil med. Og er der andre, som også skal med bussen, så må de have det at vide, hvis de ikke allerede ved det.

Hvornår kommer Jesus igen? Med Bibelen i den ene hånd og avisen i den anden siger jeg som min mor: »Jeg ved det ikke, men jeg tror, han kommer, inden der er gået 50 år«

Det levende håb om Jesu genkomst har en dobbelthed i sig. Den glade forventning og den hellige uro. Det sidste kommer af, at Jesus siger om sig selv, at han i eksklusiv forstand »er vejen, sandheden og livet«. Ingen kan ifølge Jesus komme til Faderen uden ved ham (Joh 14,6). Derfor har det fra begyndelsen været en integreret del af Ordet og Israel selvforståelse og kald at støtte arbejdet for at bringe evangeliet om Jesus Messias til Israels folk.

Vi er fortsat umådelig taknemlige for dette grundsyn, som vi i dag udtrykker med ordene om, »at arbejde for, at folket Israel (skal få) Bibelens syn på Jesus Messias«. Det lyder måske også lidt lidenskabsløst. Men tag ikke fejl. Det betyder frit oversat, at vi vil være bærere af en hellig uro for, at evangeliet om Jesus Messias skal bringes tilbage til Israels folk – så det griber hjerterne – præcis sådan som det profetiske ord lover, det vil ske engang i fremtiden i forbindelse med Jesu genkomst.

3: Guds genopbygning af Israel

Det tredje punkt i formuleringen af formålet for den nystiftede bevægelse lå i naturlig forlængelse af de to første. I lyset af landløfterne til Israels folk skulle det være den nye bevægelses formål at »støtte genopbygningen af Erez Israel som det af Gud forjættede hjemsted for Israels folk«.

Bemærk, at de kaldte Israel for »det af Gud forjættede hjemsted for Israels folk«. Med denne formulering blev det markeret, at landet og folket ikke kan skilles ad. For det gør profetordet ikke. Landløfterne gælder stadig.

I dag er landet genopbygget i en grad, som de færreste turde tro og håbe på for 75 år siden. Det har været Ordet og Israels store privilegie at få lov at være en lille bitte brik i denne profetiske tjeneste de sidste 75 år. I dag er Israels behov for hjælp meget anderledes end i 1946. Men vores ønske om at hjælpe er det samme. I vores formålsparagraf udtrykker vi det i dag med ordene »give kristne mulighed for i praksis at handle ud fra den taknemmelighedsgæld, den kristne menighed har i forhold til Israel«. Vort volontørarbejde Yad va Lev er et udtryk for dette. De 700.000 kroner, som vi i 2020-regnskabet har sendt til Israel for at støtte lokale messianske samarbejdspartnere og familier, der var økonomisk hårdt ramt af corona, er et udtryk for dette.

Morgendagens udfordring til den 75-årige

Meget har ændret sig i årenes løb. Sådan må og skal det være. Skal vi fastholde den indholdsmæssige basis, må der ske justeringer i struktur, rammer og former. Alligevel kan det være på sin plads i et jubilæumsår at lade sig forstyrre af fortiden. Er der noget, vi har forsømt? En vægtlægning, som har forskudt sig unødvendigt? Hvad ville Georg Bartholdy, Eyvind Sivertsen, Frits Larsen og alle de andre, som deltog i mødet i Eliaskirken, mon have sagt om os i dag?

Jeg ved det i sagens natur ikke – men måske ville de have sagt, at de synes, at vi i Ordet og Israel er blevet lidt for slappe. Lidt for forsigtige i arbejdet med at tolke tidens tegn ind i vores samtid. Måske ville de udfordre på balancen imellem Matt 24,36, hvor Jesus siger om sin genkomst, at »den dag eller time er der ingen, der kender«, og så versene lige forud. Her siger han, med en henvisning til figentræets bløde grene og blade, der vidner om sommer er nær, at: »Sådan skal I også vide, at når I ser alt dette, at han står lige for døren.«

Jeg har en drøm – en jubilæumsdrøm for Ordet og Israel. Vi skal tilbage til den sunde dobbeltlæsning. Bibelen i den ene hånd og nyhedsappen i den anden. Vi skal på Jesu opfordring holde det brandaktuelle spørgsmål levende i dansk kirkeliv: er det nu, han kommer igen?

Ja, vi skal vogte os for den konspiratoriske »fromhed«, som dybest set giver sig ud for at vide mere om Jesu genkomst end både englene og Jesus selv (Matt 24,26). Men det betyder ikke, at vi ikke skal være nysgerrige.

Jeg har en drøm – en jubilæumsdrøm for Ordet og Israel. At vi i balancen imellem profetiens to poler – de bibelske tekster og samtiden – fremmer en hjertegribende viden om, at han står lige for døren.

Corona og Antikrist

Derfor: Hvis der er noget, de sidste knap halvandet år med corona har bevist, så er det to ting. For det første, at vi har teknologien til, at Antikrist kan styre verden. For det andet, at moderne, frisatte, individualistiske, selvbevidste, veluddannede mennesker i den vestlige verden kan ensrettes. At vi har teknologien til det, er måske ikke så overraskende. Det er for alvor kommet med internettets indtog i begyndelsen af 1990’erne. Men at vi i den vestlige verden også har mentaliteten til at kunne ensrettes, hvis frygten er tilstrækkelig stor, det synes jeg er nyt.

Jeg spørger: Har vi set et eksperimentarium for, hvordan Antikrist vil træde ind på scenen? Teknologien er på plads, og så skal man bare gøre folk tilstrækkelig bange. Jeg vover – i spørgsmålsform – at sige: Kan vi være midt i et præludium til Antikrists fremtræden og Jesu genkomst?

Nej, vi kan ikke sige det med sikkerhed. For det er et væsentligt element i Det Nye Testamentes undervisning, at profetierne først for alvor lader sig forstå, når de er gået i opfyldelse (Joh 14,29). Men det skal ikke afholde os fra – i hvert fald i spørgsmålsform – at »mærke på figentræets grene og se efter blomsterne«, sådan som Jesus opfordrer os til.

 Min mor gjorde det og var mere konkret end de fleste. Jeg er hende dybt taknemlig. For det lagde en glad, nysgerrig forventning ind i mit hjerte. En dyb vished om, at Guds trofasthed står fast. Han er i fuld kontrol, og snart sker det – det er helt og aldeles sikkert. Det har været med til at holde håbet levende i mit liv.

Måske ville en hjertegrebet Georg Bartholdy i dag have givet os det råd, at vi skulle være lidt mere dristige. Måske ville han i lyset af Guds trofasthed have opfordret os til at gøre lidt mere som min mor. I så fald er rådet hermed givet videre!

Tak

Med disse ord vil jeg gerne på bestyrelsens vegne sige en varm og velment tak. Tak til både vore ansatte og vore mange frivillige, som lægger energi og tid i Ordet og Israels mange forskellige opgaver. Tak til jer, som bærer med både økonomisk og i forbøn.

Bag de ydre synlige realiteter er I alle sammen – hver på jeres plads – et konkret udtryk for Guds trofasthed mod Ordet og Israel. Den har vi brug for – helt frem til den dag, hvor Herren kommer!