Israel i dag – sorg, traumer og håb

Ole Andersen og Nicklas Lautrup-Meiner var i Israel i marts. Det blev en uge med mange stærke indtryk.

Familien bor 15-20 kilometer fra grænsen til Libanon. Afstanden er stor nok til, at deres by ikke blev evakueret, men kort nok til, at Hizbollahs raketter regnede ned over dem. Især i september, oktober og november 2024 var der virkelig mange raketangreb. Dag og nat. Hver gang skulle familien med de fire børn slippe alt og styrte i beskyttelsesrummet.

Siden våbenhvilen med Hizbollah 27. november har der ikke været raketangreb. Men skrækken sidder i livet. Især for familiens treårige datter.

Nogle dage før vi mødte familien, var deres elkoger gået i stykker. Derfor fandt de en gammel kedel med fløjtelåg frem. Første gang kedlen fløjtede, fór den lille pige sammen. Hun troede, at der igen var raketalarm.

Nicklas Lautrup-Meiner og jeg mødte familien, da vi omkring 1. marts var i Israel. Det Israel, vi mødte, er fuldstændigt forandret. Israel fra før 7. oktober findes ikke længere.

Terrorens og krigens traumer

Det er ikke kun den treårige pige, der er mærket af 17 måneders terror og krig. En kvinde, der for nylig er blevet bedstemor, fortalte os, hvordan hun for ikke at drukne i alle de svære ting bevidst har måttet skrue ned for nyhedsstrømmen og i stedet fokusere på de nære glæder i livet.

Døden er blevet nærværende på en anden måde. Overalt er der klistret små dødsannoncer op med fotos af soldater og andre, der er dræbt siden 7. oktober. En messiansk familierådgiver, der har tilbudt hjælp til familier med traumer, er blevet fået 800 henvendelser.

Ariel, Kfir og sorgen

Gidslerne i Gaza fylder stadig enormt meget. Både i gadebilledet og i samtaler og tanker.

Fireårige Ariel og Kfir Bibas på bare ni måneder, der sammen med deres mor, Shiri, blev taget som gidsler og koldblodigt myrdet af deres fangevogtere, er blevet symboler på alle gidsler og dræbte siden 7. oktober.

I lufthavnen har rejsende lagt en kæmpe bunke af bamser ved billedet af dem. Og få meter nede ad gaden fra Joffi-huset i Jerusalem har hænger orange balloner og en plakat med familien. På et stort orange ark står der skrevet med håndskrift: »I vores hjerter for altid«.

Ariel og Kfir er bare to af de dræbte. I den drusiske by Majdal Shams besøgte vi stedet, hvor indbyggerne sørger over 12 børn, der i juli blev dræbt af en Hizbollah-raket. Der har været meget fokus på de alt for mange dræbte i Gaza, men også i Israel brænder sorgen.

Had og håb

Men også håbet lever stadig. I det nordligste Israel nær grænsen til Libanon er der overalt plakater, der byder de evakuerede indbyggere velkommen hjem.

Men stærkest var håbet for mig, da vi var til gudstjeneste i en af de hårdest ramte messiansk-jødiske menigheder. Deres menighedslokale blev beskadiget af en raket, så menigheden er hjemløs og fra sabbat til sabbat må låne lokaler. Men et af gudstjenestens klare budskaber var, at krigen ikke må få os til at hade.

At høre netop det budskab midt i en forsamling af mennesker, der personligt har mærket krigens følger og stadig er ramt af sorg og traumer, tænder et håb for Israels fremtid.