Hverdagsglimt fra et Israel i krig
Israel var i krig fra lørdag morgen 7. oktober. Den næste uge var Ordet og Israels folk i Israel en del af en hverdag i et land i krig. På nærmeste hold kunne vi følge forberedelserne til den krig, der allerede var brudt ud.
I alt var der 51 personer med tilknytning til Ordet og Israel i landet frem til evakueringen. Den ene halvdel i Jerusalem og den anden halvdel i Poriya.
Den dag, krigen brød ud, skulle vi næsten alle have været på en on location-tur med bibelundervisning i Terebintedalen og på Tel Lakisj, der ligger midt mellem Jerusalem og Gaza. I hele det område regnede raketterne ned, så turen blev selvfølgelig straks aflyst. Så fulgte en særpræget uge med modstridende følelser. Jeg vil gerne fortælle nogle små glimt, som gjorde særligt stærkt indtryk på mig.
Tårerne i bomberummet
Bare et par timer efter krigsudbruddet lød raketalarmen i Jerusalem. Alle Ordet og Israel-folk skyndte sig i beskyttelsesrummene i henholdsvis seniorboligen og Joffihuset. Fem gange gentog det sig i løbet af den dag og flere gange de efterfølgende dage.
Den ene gang havde vi selskab af to israelske familier i tre generationer. En pige på omkring 10 år stod helt forstenet, mens tårerne løb ned ad kinden af frygt. Det syn skar i hjertet. Ingen børn burde opleve den slags.
Fire dage senere lød alarmen også i Poriya. Nu var det discipelskoleeleverne, der måtte løbe i bomberummet.
Afskeden på gaden
Allerede første dag overværede Kirsten Østerby, hvordan en militærbil ankom til gaden nær seniorboligen for at hente en hasteindkaldt soldat. Han stod på gaden i sin uniform og tog afsked med sin unge kone og to små børn, inden han kørte bort. Forhåbentlig kommer de til at se ham igen. Men de ved det ikke.
Mere end 300.000 reservesoldater er blevet indkaldt til militærtjeneste. Ordet og Israels israelske kontorsekretær, Anat, måtte tage afsked med alle sine tre børn. Dagplejefaderen til Jakob og Cecilies yngste i Poriya rejste fra sin familie. Utallige af vores venner i de messianske menigheder er indkaldt.
Da jeg en af dagene kørte med bus fra Jerusalem til Poriya, var der fire passagerer: tre indkaldte soldater og mig. De tre soldater stod af ved en militærbase i Jordandalen. Her holdt der så mange biler på kryds og tværs efterladt af indkaldte soldater, at bussen næsten ikke kunne komme igennem. Når krigen engang er ovre, vil nogle af disse biler stå tilbage uden at blive afhentet. Det gør så ondt at tænke på.
Kundevognen i supermarkedet
Da Ellen Hessellund en af dagene var hos den lokale købmand, gjorde kassedamen opmærksom på en stor indkøbsvogn ved udgangen. Her kunne man lægge varer som gave til de indkaldte soldater: slik, snacks, chokolade, deodorant, shampoo og meget andet. Det havde rigtig mange gjort, og vognen var fyldt op.
Centret med bloddonorerne
I et butikscenter i Tiberias blev alle forretninger lukket. Overalt blev der opstillet brikse, så folk kunne donere blod. Hospitalerne frygter, at der bliver brug for det.
Det overflødige slik
Da beslutningen om evakuering var taget, opstod et mere komisk problem på Discipelskolen. Fornuftige elever havde rationeret det medbragte danske slik efter, at det skulle vare frem til opholdets afslutning i november. Så jeg holdt bibeltimer om Ezekiels Bog foran en forsamling med så store slikmængder på bordene, at jeg aldrig har oplevet noget lignende!
Den kontrastfyldte følelse
Stærkest i den uge var måske følelsen af kontrast. Luftalarmerne var ubehagelige, gaderne var næsten tomme, men det meste af tiden var der ro og tryghed i Poriya og til dels i Jerusalem.
Men medierne bragte aldeles forfærdelige fotos fra Gaza af israelere i alle aldre brutalt ført bort af terrorister til en højst uvis skæbne i Gaza. Som ugen gik, kom der flere og flere rapporter om grusomme mord, selv på børn, begået af Hamas-terroristerne i den forfærdelige weekend.
Kontrasten mellem vores tryghed, de ufattelige lidelser for tusinder af israelere og den rystende usikkerhed for alle her i landet er næsten ikke til at bære. Kære venner: Bed for Israels folk i denne forfærdelige tid!