Årsberetning 2026: Når verden ryster, lyser håbet

Bestyrelsens beretning blev holdt i forbindelse med Ordet og Israels årsmøde, som fandt sted 3. juli.

Det forgangne år har været præget af store bevægelser – både internationalt, i Israel og internt i Ordet og Israel. Begivenhederne siden sommeren 2025 har understreget, hvor hurtigt forhold kan ændre sig, og hvor vigtigt det er at stå fast på et klart værdimæssigt fundament – det gælder i samfundet, og det gælder åndeligt og teologisk.

Det ligger dybt forankret i Ordet og Israels kald at formidle et bibelsk syn på Israel til danskere og samtidig arbejde for, at jøder må få Bibelens syn på, hvem der er deres Messias. Dét er vores teologiske hovedopgave og grundlæggende formål og det, vi helst vil arbejde med og fokusere på.

Det er imidlertid vanskeligt ikke at forholde sig til Israels omstændigheder i nutiden, når nu Bibelen taler om Israels rolle i Guds frelsesplan. Ordet og Israel hverken kan eller vil udtale sig specifikt om, hvor nutidens begivenheder befinder sig i forhold til den guddommelige tidsplan for endetiden. Det har vi hverken indsigt eller mandat til. Til gengæld har vi det grundsyn, at det jødiske folk har ret til et hjemland og til at forsvare det. Det indebærer ikke ukritisk opbakning til alle politiske eller militære dispositioner i staten Israel. Vores udgangspunkt er bibelsk, ikke partipolitisk eller militærstrategisk.

På bibelsk tid var der meget at bebrejde Israel! Det er der også nu – ligesom vi kan forholde os kritisk til Danmarks og andre landes dispositioner.

Krig, våbenhvile og ny optrapning

Sommeren 2025 var fortsat præget af krigen mod Hamas. En konflikt med store menneskelige omkostninger og betydelig international bevågenhed. I efteråret blev der indgået en våbenhvile, som for en tid dæmpede de mest intense kamphandlinger.

Våbenhvilen skabte et kortvarigt rum for eftertanke – både i Israel og internationalt. Internt i Israel blev der ført en intens debat om sikkerhed, ledelse og fremtidige strategier. Mange israelere stod tilbage med en oplevelse af sårbarhed, men også med en stærk vilje til fortsat at beskytte landet og befolkningen.

I foråret 2026 eskalerede situationen markant, da USA og Israel gik ind i en direkte konflikt med Iran. Denne udvikling har igen ændret den geopolitiske balance og skabt en ny og alvorlig usikkerhed i regionen. Iran har i årevis været en central aktør gennem støtte til stedfortrædergrupper, og konflikten har tydeliggjort, hvor dybt forankret modsætningerne er.

Det er tydeligt, at konflikten omkring Israel ikke alene er regional, men i stigende grad global i både konsekvens og engagement.

Stigende global antisemitisme

Parallelt med de militære begivenheder ser vi en bekymrende udvikling i form af stigende antisemitisme verden over. Den kommer til udtryk på mange måder: synagogebrande, voldelige angreb, afbrænding af jødiske ambulancer i London og masseskyderier som det på Bondi Beach i Australien. Vi har også set udviklingstendensen i Danmark, og i en undersøgelse foretaget af Tel Aviv Universitet betegnes 2025 som året, hvor had mod jøder blev normaliseret.

Udviklingen er ikke kun fysisk, men i høj grad også kulturel og digital. På universiteter, i medier og på sociale platforme normaliseres en retorik, hvor grænsen mellem kritik af Israel og had mod jøder udviskes eller helt ophæves. Historiske stereotyper genopstår i nye former, ofte forklædt som politisk aktivisme.

Samtidig ser vi en kampagne mod Israel og jøder på tværs af digitale og traditionelle medier. Det gælder ikke bare den yderste højrefløj. Dele af den ekstreme venstrefløj i Vesten spiller sammen med islamistiske grupperinger en central rolle. Narrativer præget af had, fordrejninger og direkte løgne spredes i et omfang, som er vanskeligt at imødegå.

Det er i høj grad en krig på holdninger. En krig, hvor Israel har svært ved at trænge igennem med nuancer og fakta. Derfor er der et vigtigt ansvar for alle, som ønsker at stå sammen med Israel, at sige fra over for usandheder og aktivt at fremholde sandhed og fakta.

Behovet for en »mediemæssig Iron Dome«

Israel har gennem årtier udviklet avancerede forsvarssystemer, som har overrasket verden med deres effektivitet. I dag er der også behov for et tilsvarende værn på informationsfronten – en slags »mediemæssig Iron Dome«.

Informationskrigen foregår i realtid og uden geografiske grænser. Billeder, fortællinger og vinklinger formes og spredes på få sekunder. I denne virkelighed er det ikke nok at reagere – der er behov for proaktiv formidling, troværdighed og vedholdenhed.

Det er muligt, at Israel selv arbejder på teknologiske løsninger, som kan styrke dette område. Men samtidig er der en opgave, som ikke kan outsources: den enkeltes stemme. Her kan vi som venner af Israel bidrage – både ved at dele viden, ved at nuancere debatten og ikke mindst ved at bede.

For vi tror, at Israels Gud er den samme Gud, som vi selv beder til. Israel er hans øjesten, hans udvalgte og elskede folk, som han har planer med. Derfor er forbøn ikke en symbolsk handling, men en reel og nødvendig del af støtten.

 Et skred i holdninger

En særlig bekymring er udviklingen i den offentlige opinion. Meningsmålinger i USA har for første gang vist, at et flertal nu har større sympati for palæstinensere end for Israel.

Denne udvikling afspejler en bredere tendens, hvor komplekse konflikter reduceres til simple fortællinger om undertrykker og offer. I den proces bliver historiske sammenhænge, sikkerhedspolitiske realiteter og de mange interne forskelle både i Israel og blandt palæstinensere oftest overset.

Det er i sig selv ikke problematisk at have sympati for palæstinensere og deres lidelser. Bestemt ikke. Det er vigtigt at bevare Guds blik på alle mennesker! Men hvis denne sympati ledsages af accept af eller opfordringer til vold mod jøder, eller ligefrem den holdning, at jøder ikke må være i Israel – hvilket ikke er nyt – så må vi reagere. For det er udtryk for, at der sker en omsiggribende nedbrydning af forståelsen for Israels fundamentale ret til at eksistere, og at der er tale om et alvorligt værdimæssigt skred.

Det er nærliggende at antage, at en lignende udvikling er i gang andre steder i Vesten. Det stiller nye krav til oplysning, formidling og åndelig dømmekraft. Det vil Ordet og Israel gerne fortsætte med at bidrage til.

Et år med forandringer

Ordet og Israel gik ind i 2026 med et håb om en gradvis tilbagevenden til en mere stabil hverdag, og det var en stor glæde dels i februar at udsende Karsten og Henriette Lauridsen som nyt lederpar til Jerusalem, dels at indgå aftale med Poul Arne og Christa Nyborg om at tage lederopgaven i Det Danske Hus i Poriya fra sommeren 2026.

Iran-konflikten har imidlertid påvirket vores planer om at sende såvel volontører som kursister til Israel til efteråret. Vi har ikke opgivet håbet, og der er rigeligt med meningsfulde opgaver at tage fat på, så længe det ikke er muligt at vende tilbage til det, der var.

Såvel ansatte som bestyrelse har haft mere end nok at tage sig til. Vi har løbende måttet forholde os til situationen og træffe vigtige afgørelser – bare ikke om det direkte arbejde i Israel, som ligger os mest på sinde. Den langvarige situation med forandrede præmisser for arbejdet, som strækker sig helt tilbage til corona-tiden, giver naturligt overvejelser om, hvordan vi skal arbejde i fremtiden i Ordet og Israel.

I årets løb har vi også taget afsked med mangeårige medarbejdere i Danmark og budt nye velkommen. Vi skylder stor tak til projektkoordinator Ellen Hessellund og generalsekretær Ole Andersen, der gav af deres tid, viden og evner gennem mange år. Vi glæder os over, at de begge fortsætter som frivillige. Ole Andersen rundede præcis 35 år som ansat og har videregivet en vægtig og vedkommende teologisk arv.

Velkommen til vores nye koordinator, Kirstine Rom, og nye generalsekretær, Jens Lomborg. Medarbejderskift indebærer altid både tab af erfaring og mulighed for fornyelse. Bestyrelsen oplever, at denne balance er håndteret på en god og ansvarlig måde.

En særlig styrke i denne periode har været organisationens sammenhængskraft. Når ydre forhold skaber usikkerhed, bliver det tydeligt, hvor vigtigt det er med klare værdier, fælles retning og gensidig tillid. Det er netop disse elementer, der har gjort det muligt at navigere gennem året og opretholde en høj grad af stabilitet på trods af omstændigheder og usikkerhed.

Det skyldes ikke mindst vores medarbejdere, som har båret et stort ansvar, vist fleksibilitet og fastholdt retningen i en tid med forandring og udskiftning. En stor tak til jer alle for jeres gåpåmod, indsats og trofasthed.

 Opbakning giver frimodighed

Vi oplever fortsat en stabil og trofast strøm af økonomiske gaver. De vidner alle om en stærk opbakning til arbejdet.

I en tid præget af økonomisk usikkerhed mange steder i verden er det ikke en selvfølge. Derfor er der også grund til taknemmelighed – for alle gaver uanset størrelse og ikke mindst for den tillid og det engagement, som ligger bag.

Samlet set giver det os stor frimodighed til at fortsætte og udvikle arbejdet i både Danmark og Israel. Det giver mulighed for at fastholde eksisterende indsatser og være åbne for nye initiativer, når muligheder opstår.

I år markerer vi samtidig, at Ordet og Israel har eksisteret i 80 år. Det forpligter.

Ønsket er klart: at Ordet og Israel fortsat må være relevant.

Målet er enkelt – og essentielt: at være på rette tid og sted, i Israel og i Danmark, både praktisk og teologisk. Men lad os bare være helt åbne og sige, at det ikke står helt klart for os på alle punkter, hvordan vi kan virkeliggøre det mål, som verden ser ud nu. Det er naturligvis noget, bestyrelse og ledelse vil arbejde med i den kommende tid.

Ufred før fred?

Israel har i snart tre år været i krig. Eller rettere sagt: i mere åbenlys og voldsom krig end gennemsnitligt set over flere årtier. Jævnlige raketangreb og forsøg på terror fra Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon samt grupperinger på Vestbredden har sat sit præg på hverdagen og opretholdt ufred.

Bag det hele ligger et djævelsk orkestreret had til det folk, Gud for flere tusinde år siden udvalgte til at have en særlig rolle i denne verden. Siden 1979 har præstestyret i Iran været dirigent og bærer af visionen om at udslette Israel og det jødiske folk. Præstestyret vil ikke fred – og har gjort, hvad de kunne for at opfylde deres mål, som på langt sigt også omfatter et opgør med Vesten og kristne.

Hvordan skal man lave fred med en modpart, som ikke vil fred? Det er det spørgsmål, som Israel i særdeleshed og Vesten i almindelighed har bokset med gennem årene. Israel vil fred, men kan ikke få det gennem aftaler. Angrebet 7. oktober 2023 og efterfølgende angreb fra Hizbollah og houthierne har summa summarum fået Israel til – med støtte fra USA – at prøve på at få fred gennem nedkæmpelse af de lande, organisationer og grupperinger, som vil Israels udslettelse. Ingen andre midler eller forsøg på fred er lykkedes, selvom der er gjort mange forsøg.

Israels regering kan ikke vende den anden kind til på folkets vegne, for så ville Iran og deres støtter fjerne den jødiske stat fra landkortet. Derfor er Israel på ulykkeligvis fanget i en øje-for-øje-konflikt.

Kan man få fred ved at gå i krig? I nogle tilfælde kan man ikke, fordi man ikke kan nedkæmpe fjenden. I andre tilfælde kan man. Det skete for eksempel i Anden Verdenskrig, hvor Japan og Tyskland endte med at give op. De overgav sig, fordi de ikke havde andet valg. Men Iran og deres støtter har næppe overgivet sig endnu.

Fred, som opnås gennem krig, holder ikke til evig tid. Der er kun én slags fred, som er vedvarende: Fred med Gud. Det er den fred, vi i Ordet og Israel gerne vil være med til at formidle til jøde såvel som til hedning. Det er den fred, Gud tilbyder gennem sin søn, den salvede, Messias. Den fred rummer nemlig noget, som sjældent opnås i forbindelse med krige. Den rummer tilgivelse og ægte forsoning.

Det er den fred, der er tale om, når Skriften opmuntrer os til at bede om Jerusalems fred.

Vil du bede med?

Håbet om genoprettelse

Bibelens budskaber og profetier kan virke dystre og nedslående – i hvert fald hvis man ser på dem uden at have Gud med i billedet. Men sagen er, at Bibelens budskab og profetier er de eneste sikre holdepunkter, hvis det gælder ønsker om fred, stabilitet og forudsigelighed. Bibelen formidler nemlig ikke kun dom og undergang – den formidler det ultimative håb: at den nuværende verden går til grunde som følge af synden og døden, der kom ind i verden på side tre i Bibelen.
Hvordan kan det give håb, at jorden, som vi kender den, skal forsvinde?
Håbet ligger i, at det gamle må væk, før noget nyt kan blive til.     

Bibelen lover os, at Gud vil fjerne alt, hvad der er ondt i hans øjne, når det efter hans plan er tid til at genoprette og genindføre verdensherredømmet med ham selv som konge i evighedernes evigheder (Åb 11,15).
Det sker, når den syvende engel blæser i den syvende basun, hvorefter de 24 ældste på tronerne foran Gud vil falde ned på deres ansigt og sige: »Vi takker dig, Herre, Gud, Almægtige, som er og som var, fordi du har overtaget din store magt og er blevet konge. Folkeslagene rasede, men din vrede er kommet, den time, da de døde skal dømmes, og du skal give løn til dine tjenere, profeterne, og til de hellige og til dem, der frygter dit navn, både små og store, og ødelægge dem, der ødelægger jorden« (Åb 11,17-18).

Dem, der ødelægger jorden – det er dem, der ikke tjener Gud, ikke er hellige og ikke frygter Guds navn. Det er dem, Bibelen betegner som døde – åndeligt døde. Det er dem, som er underlagt den nuværende verdens fyrste, løgnens far, den Onde.
Når Gud har ødelagt dem og alt, hvad de har ødelagt – hvad så? Jo, så kommer det, vi håber på: genoprettelsens tider, hvor de hellige bor på den nyskabte jord, hvor Gud er konge, og hvor det, der kendetegner Guds rige, er fuldt til stede: retfærdighed, fred og glæde i Helligånden (Rom 14,17).

Det er den konge, vi er forbundet med gennem Israel; det er den konge, vi er forpligtet til at følge; det er den konge, vi venter på!