Medier verden over har i de sidste to måneder skrevet om en ny dansk oversættelse: »Bibelen 2020«, som udkom sidst i marts. Den er en mere fri oversættelse, der også kan læses af mennesker, der ikke er vant til at læse Bibelen. Mange steder har Bibelen 2020 et flydende, letlæseligt og meget forståeligt dansk, der fint gengiver originalteksternes hovedbetydning.

Årsagen til mediestormen er kritik af oversættelsen af ordet Israel. Nogle af rapporterne har imidlertid været overdrevne eller direkte forkerte. Derfor skal vi her se på de to hovedproblemer med oversættelsen af Israel i Bibelen 2020.

Problemet i Det Nye Testamente

I Det Nye Testamente, som i Bibelen 2020 bliver kaldt »Den Nye Aftale«, er ordet Israel fjernet alle steder bortset fra to. En del steder er det oversat med »jøderne« eller lignende, og andre steder er det omskrevet eller udeladt.

Bibelselskabets generalsekretær, Birgitte Stoklund Larsen, har skrevet en lille bog om oversættelsen af Bibelen 2020. I den forklarer hun, at »for en moderne læser (eller lytter) er ’Israel’ staten Israel efter 1948 … Hvis man skal undgå misforståelser og have meningen frem, må man derfor omskrive og vælge andre ord« (Når Bibelen oversættes, side 83-84).

I Kristeligt Dagblad 21. april uddyber hun begrundelsen for udeladelsen af ordet Israel: »Det er alene ud fra et kommunikativt hensyn til de mennesker, som ikke har forudsætninger for at kunne afkode, at Israel ikke er et geografisk område på Det Nye Testamentes tid, men et folk.«

Princippet for oversættelsen i Den Nye Aftale er altså, at ordet Israel ikke kan bruges, fordi en moderne læser vil misforstå det som staten Israel eller landet Israel.

Det er dette grundlæggende oversættelsesprincip, der er problemet. Af flere grunde:

For det første bliver ordet Israel faktisk brugt af Bibelen 2020 mange steder i Det Gamle Testamente. Hvis det er uforståeligt i Det Nye Testamente, hvordan kan man så bruge det i Det Gamle Testamente?

For det andet nedvurderer princippet en moderne dansk læser. Den Nye Aftale bruger uden videre ordene Egypten og Gaza. Men hvis læseren godt kan forstå, at det Egypten, som Josef og Maria rejste til, ikke er al-Sisis moderne stat Egypten, så ved han nok også, at Josef og Maria ikke rejste til staten Israel, der blev oprettet i 1948. Dertil kommer, at det moderne Israel faktisk er en jødisk stat, og at næsten halvdelen af alle verdens jøder i dag bor i landet. Det minder om situationen på Jesu tid, hvor nogle jøder boede i Israel og andre rundtom i verden. Der er derfor en direkte forbindelse mellem Israel dengang og Israel i dag, som det ikke er rimeligt at forsøge at skjule.

For det tredje er det historisk forkert, at ordet Israel på Jesu tid kun betød et folk. I antik jødedom blev ordet Israel brugt rigtig meget. Ofte skete det i de hebraiske udtryk »Israels folk« og »Israels land«, der blev brugt parallelt med »det jødiske folk«.

Forfatterne til Det Nye Testamente bruger præcis de samme benævnelser som andre jøder på deres tid. Nogle steder vælger de at tale om Israels folk og Israels land, andre steder om det jødiske folk.

Hovedprincippet bag oversættelsen af ordet Israel er, at læseren ikke må komme til at tænke på landet Israel eller staten Israel. For at gennemføre dette princip bruger oversættelsen nogle ret drastiske metoder:

1) De steder, hvor teksten direkte bruger udtrykket »Israels land«, bliver slettet (Matt 2,20-21).

2) De steder, hvor teksten bruger ordet »Israel« om landet, oversætter man det med ordet »jødisk«. Et enkelt sted oversætter man faktisk Israel med »landet«, men sletter navnet (Matt 9,33; 10,23).

3) De mange steder, hvor »Israel« betyder Israels folk, bliver det oversat med det jødiske folk eller lignende. Den oversættelse er i sig selv ikke forkert, og nogle steder giver den rigtig god mening. Men at gøre det konsekvent, fordi man har et hovedprincip om, at læserne ikke må komme til at tænke på Israels land, er ikke i orden. Der kunne jo være en god grund til, at evangelisterne nogle gange siger Israels folk og andre gange det jødiske folk. Eller at Paulus nogle gange kalder sig selv jøde og andre gange israelit. Brugen af udtrykkene Israel og israelit kæder Det Nye Testamente tæt sammen med Det Gamle Testamente. Denne sammenkædning bliver svækket, når ordet Israel udelades.

4) Selv når »Israel« i Det Nye Testamente henviser til Israels land og folk i Det Gamle Testamente, fastholder man princippet og skriver jøderne. Derfor bliver Israels folk, som levede på både på Moses’ og Elisas tid, af Den Nye Aftale kaldt jøder (ApG 7,23 og Luk 4,27). Men det er en anakronisme at bruge betegnelsen jøde før eksilet i Babylon, som først fandt sted mange hundrede år efter Moses og Elisa.

5) Nogle steder i Det Nye Testamente bruges ordet Israel i sammenfatninger af det håb om en herlig fremtid, som profeterne i Det Gamle Testamente gav Israels folk. I Det Gamle Testamente omfatter dette håb altid både folket og landet. Sådan var det også i det håb, mange jøder havde på Jesu tid, og som kommer til udtryk i talrige antik-jødiske tekster. Dette håb blev sammenfattet i udtryk som »Israels forløsning«, »Israels håb«, »Riget for Israel« og »Israels (kommende) konge« (Luk 24,21; Joh 12,13; ApG 1,6; 28,20). For at fastholde princippet om, at læserne ikke må komme til at tænke på landet Israel, oversætter Den Nye Aftale alle disse steder med »jøderne« eller lignende. Men det er et brud med udtrykkenes baggrund i Det Gamle Testamente og deres betydning i den antik-jødiske verden, som Det Nye Testamentes forfattere var en del af.

6) I ApG 10,39 taler Peter om alt det, Jesus »gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem«. Meningen er, at Jesus virkede både i jødernes landområder og i jødernes hovedstad, Jerusalem. Men for at undgå udtrykket »jødernes land« vælger Den Nye Aftale at ændre meningen og omskrive verset til »det, han har gjort for jøderne både på landet og i Jerusalem«.

Problemet med oversættelsen af Det Nye Testamente i Bibelen 2020 er selve hovedprincippet om at udelade ordet Israel. For at undgå det usandsynlige, at en dansk læser i 2020 skulle tro, at Josef og Maria rejste fra Egypten til staten Israel, vrider man originalteksten og ændrer det, der står.

Problemet i Det Gamle Testamente

Bibelen 2020 har mange fine oversættelser af ordet Israel i Den Gamle Aftale. I en fri, nudansk oversættelse er det fint at tale om personen Jakob og Nordriget, når det er det, teksten handler om.

Men 10-15 steder i Den Gamle Aftale er Israel blevet erstattet af »os« eller lignende (for eksempel Sl 14,7; Sl 121,4; Es 43,1).

Bibelselskabet forklarer, at ændringerne disse steder er sket for at gøre teksten personlig og eksistentiel for læseren. Det er et rigtig godt mål. Budskabet i Bibelen skal virkelig læses på en måde, så det bliver personligt og får betydning for den enkelte!

Men vejen til det er ikke at ændre i originalteksten. Hele Det Gamle Testamente handler jo om Israel. Meningen er, at vi i dag ved at se på, hvordan Gud er over for Israel, kan se, hvordan han også er over for os. Når vi læser Salme 121, skal vi tænke: Gud bevarer Israel, han sover ikke – jamen, så ved jeg, at han også uden pause bevarer mig!

Der er tre problemer, når en oversættelse bare erstatter »Israel« med »os«.

1)  Hvis oversættelsen fjerner Israel fra disse vers, bliver de ahistoriske. Deres historiske baggrund og kontekst forsvinder. Men Gud har ikke givet os åbenbaringen gennem almenmenneskelige principper. Han har ønsket at give os åbenbaringen historisk gennem det, han gør med Israel – netop for at vi skal forstå, at han mener det helt konkret.

2) En oversættelse skal gengive meningen af originalteksten på en forståelig måde for dem, der ikke kan læse originalsproget. Den skal ikke ændre meningen.

3) Fjernelsen af Israel ødelægger nogle steder en vigtig del af betydningen. Salme 14,7 taler om »Israels frelse«, når Gud vender folkets skæbne. Det peger tilbage til profetien i 5 Mos 30 om den dag, hvor Gud vil vende Israels skæbne og forløse både folket og landet. Salme 14 henviser til dette vigtige sted og siger: Wow, sikke en jubel, der bliver i Israel den dag, Gud opfylder løftet fra 5 Mos 30. Når Bibelen 2020 fjerner udtrykket »Israels frelse« og skriver »vi« i stedet for Israel, bliver meningen med hele verset ændret.

Opfordring

I debatten er Bibelen 2020 blevet beskyldt for mange ting.

Er Bibelen 2020 antisemitisk? Nej! Hvis den havde været det, ville Israel i Den Nye Aftale jo ikke være blevet oversat til det jødiske folk.

Er Bibelen 2020 erstatningsteologisk? Der er intet erstatningsteologisk over Den Nye Aftale. Tværtimod gør oversættelsen nogle steder en erstatningsteologisk tolkning umulig (for eksempel Rom 11,26).

Når det gælder de omstridte 10-15 steder i Den Gamle Aftale, hvor »Israel« er blevet til »os«, er intentionen heller ikke erstatningsteologisk. Men oversættelsen ender disse steder med samme resultatet som den erstatningsteologi, der ned gennem historien har formørket kirkens forhold til jøder: Man fjerner Israel fra en tekst og sætter os selv ind i stedet for. Bibelen 2020 optræder ikke i et kontekstløst vakuum. Kirkens sørgelige tradition gør, at man skal træde varsomt – det har man desværre ikke gjort i oversættelsen af disse vers.

Derfor opfordrer Ordet og Israel Bibelselskabet til at gøre to ting i Bibelen 2020: Opgiv det problematiske princip om at udelukke ordet Israel fra Det Nye Testamente, og genindsæt Israel de steder i Det Gamle Testamente, hvor det er blevet erstattet med os.

Heftig debat om Bibelen 2020

Af Anders Hjorth Vindum

I marts udgav Bibelselskabet »Bibelen 2020«, som er en fri, nudansk oversættelse, der er lavet særligt med ikke bibelvante som målgruppe.

I april offentliggjorde Jan Frost, tidligere formand for Ordet og Israel, en 7-minutters video på YouTube, der kritiserede Bibelen 2020 for stort set at udelade ordet Israel fra Det Nye Testamente. På få dage blev videoen set af tusinder både i Danmark og i udlandet. Talrige medier omtalte sagen, inklusive de store aviser i Danmark og Israel.

Ordet og Israels generalsekretær Ole Andersen bakkede op om kritikken af Bibelen 2020 med flere indlæg i Kristeligt Dagblad.

Både i Danmark og i Israel var dele af kritikken overdreven eller direkte forkert, og nogle reaktioner desværre præget af nærmest had. Det israelske bibelselskab offentliggjorde en meget venligt formuleret men også meget klar kritik af Bibelen 2020. Medieomtalen i Israel fik Ordet og Israel til at sende en redegørelse til alle messianske samarbejdspartnere og venner i Israel.

Den 3. maj holdt Ordet og Israel et online informationsmøde på Zoom og fremlagde her sin kritik af Bibelen 2020.

Det Danske Bibelselskab forklarede og forsvarede i mange interviews og debatindlæg den nye bibeloversættelse. I Kristeligt Dagblad 2. maj lovede generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen, at der vil blive foretaget ændringer i andet oplag af Bibelen 2020. Hun sagde, at det vil ske for at være imødekommende over for kritikkerne.

I Ordet og Israel blev den udmelding modtaget positivt og med glæde. Ordet og Israel sendte derpå 24 konkrete ændringsforslag til Bibelselskabet, 11 til Det Nye Testamente og 13 til Det Gamle Testamente. Forslagene omfatter ikke alle problematiske steder, men er et udvalg af de vigtigste. De kan læses på Ordet og Israels hjemmeside.

»Vi håber, at vores anliggende er blevet hørt, og at vores konkrete forslag vil blive overvejet,« siger generalsekretær Ole Andersen.