Coronapandemien stopper ikke Guds riges arbejde

Hanne og Leif Toft, som leder Ordet og Israels diakonale arbejde Yad va Lev i Jerusalem, toner frem på min computerskærm til en virtuel snak over morgenkaffen, der damper varmt i kopperne.

Efteråret rusker uden for mit vindue og er én af få ting, coronapandemien ikke har formået at stoppe. Verden over er hverdagen blevet vendt på hovedet, og det gælder naturligvis også for Hanne og Leif.

I marts måtte de sende forårets volontører, senior-yadvalever og unglederpar hjem til Danmark, og siden er den normale hverdag ikke rigtig vendt tilbage, for det tre etager store Joffihus står stadig tomt. Det samme gør Det Danske Hus i Poriya, som kollegerne Hanne og Harry Højgaard rejste fra i begyndelsen af sommeren. Her har der hverken været discipelskoleelever eller kursister i efteråret.

Hanne og Leif holder skansen sammen med Ruben Bernhard, Ordet og Israels tredje medarbejder i Jerusalem, og fortsætter deres arbejde, selvom der ikke er nogen volontører til at hjælpe. Jeg har sat dem stævne for at høre om Yad va Lev både før og under coronapandemien.

Under normale omstændigheder ville Joffihuset være beboet af otte unge volontører samt to ungledere, som i fem måneder ville lægge alle deres kræfter i at tjene mennesker i Jerusalems med »hånd og hjerte«, som »yad va lev« betyder på hebraisk. Det samme ville en flok seniorer, som normalvis bor i en lejlighed ikke langt fra Joffihuset.

Hvert år rejser kristne danskere til Jerusalem for at være en del af Yad va Lev og vise det jødiske folk taknemlighed for alt det, vi som kristne har fået fra dem: Bibelen og Jesus Messias.

Gør hverdagen lidt sjovere

Ét af de steder, hvor Yad va Lev-volontørerne arbejder, er handicap-institutionen Elwyn og en vuggestue, som hører til institutionen. Volontørerne har ikke ansvar for selve plejen af de handicappede, men har til opgave at give den omsorg og de gode oplevelser, som det faste personale ikke har tid til.

»De er flødeskummet,« forklarer Leif med et bredt smil. »De går tur med dem, der kan gå, og triller med dem, der sidder i kørestol, spiller musik for dem eller tager dem med ned i snoezel-rummet, som er et sanserum, hvor der er bolde og en vandseng og lys og glimmer og musik, hvor man får en masse stimulation til alle sanserne.«

»Volontørerne er dem, der kommer udefra og kan bringe liv og et frisk pust ind i det lukkede miljø, som institutionen egentlig er. Og når volontørerne opdager, at de har noget at komme med, der giver mening for beboerne, så klikker det for dem. Så giver det mening for dem at være herude. Også for beboerne – de kan jo se, at her kommer nogen, der vil have det sjovt med dem,« forklarer Hanne.

Meningsfuld anerkendelse

Et job i plejesektoren har altid været forbundet med lavstatus i Israel, og nogle ender derfor med den tilgang til arbejdet, at de kun gør lige akkurat, hvad de skal: De tager beboerne i bad og giver dem mad – og sætter sig så og kigger på deres telefon. Her giver det mening, at Yad va Lev-volontørerne kommer og giver samvær og omsorg til Elwyns beboere, som er meget dårligt fungerende og har både fysiske og psykiske handicaps. Men også med kærlighed til plejepersonalet.

»Man skal have hår på brystet for at være derude. Der er nogle skæve eksistenser, og nogle af beboerne er måske udadreagerende,« fortæller Leif. »Men vi bliver gang på gang så imponeret over volontørerne,« fortsætter Hanne med et stort smil. »Jeg fik en dag en sms fra volontørlederen på Elwyn: ”So excited” (”så begejstret”, red.), stod der sammen med en film af volontørerne, der spillede guitar og sang med beboerne – og virkelig skabte glæde og god stemning. Vi var også med til personalefest, og det var så skønt at opleve, hvordan volontørerne har et godt samspil med de andre medarbejdere. Der har været nogle volontører, der virkelig har kunnet snakke med dem og lytte til deres historie. Og det er fedt, for de har et job, der ikke nyder nogen anerkendelse i samfundet.«

Da coronapandemien indtraf, blev alt personale på Elwyn skåret ned til et absolut minimum, og det er på nuværende tidspunkt stadig sådan, at volontører ikke må komme på stedet.

Madudbringing og besøg er endnu vigtigere under nedlukning

En arbejdsplads, der til gengæld har holdt åbent trods corona, er Tachlit, også kaldet »Kartoffelcentralen«. Her hjælper volontørerne og seniorerne med at pakke mad, som deles ud til fattige jøder i Jerusalem og omegn. I deres fravær er Hanne og Leif trådt til og har ydet en vigtig hjælp.

»Vi har brugt rigtig meget tid på Tachlit, især i starten af coronatiden. De har også været ramt af ikke at have det samme antal frivillige, som de plejer,« fortæller Leif.

Også de kommunale kontakter i nabolaget, Østtalpiyot, har vist sig at være meningsfulde i coronatiden.

Ud fra et medborgerhus arrangerede kommunen madudbringning til ældre og svagelige, der under den første nedlukning i foråret ikke kunne komme ud at købe ind.               Hanne, Leif og Ruben blev koblet på og bragte mad ud i lokalområdet. »Nogle var selv meget opmærksomme på, at vi ikke måtte komme tæt på, mens vi hos andre godt kunne mærke, at de meget gerne ville snakke,« fortæller Leif.

Hanne har også kunnet holde kontakten med sin besøgsven, den 101-årige Mathilde. Dog med corona som en begrænsende faktor. »Siden marts har jeg ikke kunnet besøge hende i hendes hjem. Så har vi kunnet ringe sammen eller mødes på en café, men nu er de også lukkede. Så nu sidder vi på en bænk på torvet.« Hanne griner lidt over den absurde situation, men hun er taknemmelig for, at de dog stadig kan ses.

Nedlukning åbner for nye muligheder

Selvom coronapandemien har sat en stopper for den almindelige hverdag i Israel, som har været lukket ned ad to omgange, kan den ikke stoppe Guds riges arbejde. Hanne og Leif flyder over med historier om nye kontakter og samarbejder, der er opstået gennem de seneste måneder.

»Vores hverdag er spændende,« smiler Hanne, »der er hele tiden dukket noget nyt op, og vi har fået nogle muligheder for også at skabe kontakt til lokale messianske jøder i menigheden King of Kings og i FIRM (Fellowship of Israel Related Ministries, som betyder Forening af Israelrelateret mission, red.), som vi hjalp med noget praktisk arbejde hen over sommeren.«

Det seneste skud på stammen af samarbejder med kommunen er stærkt inspireret af Yad va Levs eget malerarbejde, der har ligget stille, siden marts. Nu vil kommunen iværksætte et projekt, hvor lokale, unge frivillige skal ud at male lejligheder for udsatte beboere i Jerusalem. Leif og Ruben skal lede arbejdsholdene og bidrage med deres rige erfaring. Det samarbejde har de med glæde sagt ja til, og de er spændte på at komme i gang.

Et vidnesbyrd på bunden af bunden

Et helt særligt arbejde, som Hanne og Leif brugte en hel del timer på i løbet af foråret, er istandsættelsen af nye lokaler til det diakonale arbejde Red Carpet, som arbejder blandt prostituerede i Tel Aviv.

»Det er det allerværste sted i byen med narkomaner og prostituerede,« fortæller Leif. »Når vi kom tidligt om morgenen, lå de udenfor på gaden. Det har været så vildt at se, hvordan lederne af stedet, Anat og Ishai fra Abundant Life (Liv i overflod, red.), tjener folk der.

Under nedlukningen må de ikke invitere folk ind. I stedet pakker de poser med mad, undertøj og tandbørster og kører rundt og møder folk ude på gaden. Nogle gange sidder de bare uden for deres lokaler og møder folk der. Det har været fantastisk at møde de to mennesker og se, hvordan de tjener mennesker, der befinder sig på bunden af bunden,« fortæller Leif entusiastisk.

Mødet med folkene fra Red Carpet har tydeligvis rørt Hanne og Leif, der var med til indvielse og velsignelse af lokalerne, da renoveringen var færdig.

»Fordi Det Danske Hus stod tomt, eftersom alle discipelskoleeleverne var sendt hjem, havde vi mulighed for at invitere Anat og Ishai og deres ansatte på retræte i Poriya, og det var fantastisk at kunne give dem det,« fortæller Hanne.

Et pitstop, der kan gøre en forskel

Også i Jerusalem bor der mennesker, som lever et svært liv. Nogle af dem finder man på et kommunalt herberg for unge, hjemløse mænd. Herberget ligger på etagen under den messianske menighed Jerusalem Assembly, som Hanne og Leif kommer i.

Her kan de unge mænd få en seng i fire måneder og bruge det som et springbræt til et nyt og mere stabilt liv. Nogle er på vej ud af religiøse miljøer, mens andre kæmper med misbrug.

Leif har løst mindre håndværksmæssige opgaver sammen med beboerne. »Der var især én, som jeg havde det godt sammen med,« fortæller han. »Han var på vej ud af noget religiøst, og selvom jeg ikke hørte meget om hans baggrund, kunne man godt mærke, at han havde det svært. Jeg fortalte jo, hvem vi er, og hvad vi tror på, og han sagde, at hvis det havde været en måned tidligere, var han løbet skrigende væk. Men nu var han igen begyndt at forholde sig lidt til det med Gud. Han er så flyttet fra herberget nu. Men den tid, vi havde sammen, den havde vi jo,« fortæller Leif.

Vi kan mere, når alle er her

Coronapandemien har ramt hverdagen i Jerusalem hårdt, men velsignelsernes lys trænger også igennem.

»Vores hverdag er egentlig meget stabil, selvom der selvfølgelig hele tiden er mange uvisse faktorer« siger Leif og kigger på sin hustru, som supplerer: »Vi tror, at vi er i kontrol med alting – og corona har vist hele verden, at det er vi ikke. Jeg tænker, at det er et kald til at vende sig om til Gud og være afhængig af ham.«

Der er ingen tvivl om, at volontørernes varme hjerter og hænder er savnet i Jerusalem, og håbet om volontørernes tilbagevenden efter nytår er stort, men om det bliver en realitet, er i skrivende stund uvist.

Jeg spørger Hanne og Leif, hvad de savner mest fra deres gamle hverdag. De tænker sig om et øjeblik og supplerer hinanden i svaret: Pingpongen med de unge. Det åndelige fællesskab og de mange spørgsmål og den refleksion, der er. Yadvalevernes oplevelse af både folket og landet og Bibelen – og hvordan det hænger sammen. At se hvordan de unge volontører vokser og flytter sig.

»Det var også helt fantastisk med det hold, vi havde i kun to måneder i foråret. De  nåede at få så meget med sig! Jeg husker én, der sagde, at han havde fundet ud af, at Gud er ikke én, der kun er der om søndagen og om onsdagen – han er én, man har med i hele ens hverdag. Eller en anden, der sagde, at det her med sabbatten, det er nu egentlig et godt koncept. Vi glæder os til at få liv i Joffihuset igen. Og naboerne siger, at de savner volontørernes sang,« fortæller Leif.

»Vi har fundet ud af, at jo, vi kan nå nogle mennesker, men slet ikke lige så mange, som når volontørerne og seniorerne er her. Der opstår mange flere kontakter og møder, og vi når meget længere ud. Det er fantastisk at kunne facilitere det,« siger Hanne. »Vi oplever, at det giver mening, at vi er her nu, men det har også givet os syn for, hvor meget bredere vi kan nå ud, når alle er her.«

Yad va Lev har mange arbejdsgrene

Yad va Lev, som på hebraisk betyder »hånd og hjerte«, består under normale omstændigheder af 7-8 unge volontører, der bor sammen i Joffihuset i Jerusalem i fem måneder og tilsammen har følgende arbejdsopgaver:

Elwyn

En døgninstitution for svært handicappede med både fysiske og psykiske handicaps. Volontørerne har ikke ansvar for pleje, men skal være ekstra hænder og give omsorg og gode oplevelser i hverdagen.

Elwyns vuggestue

Et center for tidlig indsats for børn med handicaps. Her er volontørerne ligeledes de ekstra ressourcer, der kan give børnene omsorg og lege med dem og deltage i træning og på den måde støtte institutionens ergo- og fysioterapeuter.

Saba Jack’s Farm

På farmen tilbydes børn med autisme eller fysiske og udviklingsmæssige handicaps dyre-terapi; det kan for eksempel være at kæle med kaninerne eller få en vuggende ridetur på hestene. Volontørernes opgave er her at passe farmens dyr i fællesskab med unge, israelske frivillige samt at hjælpe til ved børnenes ridning.

Tachlit

Her pakker volontørerne overskudsmad i portioner til trængende jøder i Jerusalem sammen med en række andre israelske frivillige.

Malerarbejde

I over 15 år har Yad va Lev tjent Jerusalems fattige familier ved at komme og udføre lettere istandsættelse og malerarbejde i lejligheder, der er plaget af fugtskader og dårligt vedligehold. Ud over rengøring, spartling og maling er der altid tid til en kop kaffe og et varmt møde med hjemmets beboere.

Volontørerne arbejder tre dage på én af handicap-institutionerne og to dage henholdsvis på Tachlit og med at male – altid i selskab med andre volontører eller nogle af Ordet og Israels medarbejdere.

Ud over Yad va Lev for unge er der også Yad va Lev Senior og Yad va Lev 40+. Dels har de deres egne opgaver, dels overlapper de med de unge og deres opgaver. De bor i en lejlighed i nærheden af Joffihuset. Du kan læse mere her.