Præsten fra Vesterbro, der blev fortaler for oprettelsen af staten Israel

Ordet og Israels stiftelse den 2. november 1946 hang nøje sammen med begivenhederne under den tyske besættelse. Men baggrunden var også flere årtiers debat blandt kristne om zionismen og fremtidsudsigterne for det jødiske folk. For sognepræst Georg Bartholdy, der var en af Ordet og Israels tre stiftere, var det ikke nok at deltage i den debat med ord. Hans handlinger i 1947 og 1948 gav ham en plads i historien om staten Israels oprettelse.

 

Den 2. november 1946 var en lørdag. En tragisk togulykke nær Leipzig i den del af Tyskland, der var besat af Sovjetunionen, kostede den dag 28 mennesker livet. I Randers fejrede Kristeligt Arbejde blandt Blinde sit 25-årsjubilæum med en festgudstjeneste ved Københavns biskop Hans Fuglsang-Damgaard. I fodboldklubberne Frem og AB var der høj spænding inden søndagens pokalfinale. Men ellers fortæller historiebøgerne ikke om de helt store begivenheder denne lørdag halvandet år efter Anden Verdenskrigs afslutning. Og dog blev dagen for nogle kristne, danske venner af det jødiske folk til en mærkedag.

I København samledes en gruppe mennesker i Eliaskirken på Vesterbros Torv. Her stiftede de Den Danske Karmelbevægelse, som få år senere ændrede navn til Ordet og Israel.

Mødet var indkaldt af tre personer fra forskellige dele af dansk kirkeliv. Frits Larsen var forstander på Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød, Eyvind Sivertsen var en af lederne af Kirkens Korshær i København, og Georg Bartholdy var sognepræst, tilknyttet Evangelisk Alliance og med nær forbindelse til Indre Mission, hvor hans bror Christian Bartholdy var formand.

Når mødet blev holdt i Eliaskirken på Vesterbro i København, skyldtes det, at Georg Bartholdy var præst her. Det var da også ham, der ledte mødet.

Alle tre stiftere ydede på hver deres måde vigtige bidrag til Ordet og Israel. I denne artikel vil vi særligt beskæftige os med den ene af dem, nemlig Georg Bartholdy. Hans historie indeholder da også rigelig dramatik til en artikel.

 

Jødiske flygtninge i 1930’erne

Georg Bartholdy fortæller i sine erindringer, at han allerede som barn lærte af sin far, at kristne skal holde af det jødiske folk. Alligevel måtte han personligt gennem en åndelig udvikling fra en tøvende holdning til jøder til en hjertevarm forståelse af Israel som Guds udvalgte folk, som også i fremtiden vil spille en vigtig rolle i Guds frelsesplan.

Da han blev præst på Vesterbro i København, kom han hurtigt i forbindelse med jøder. Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i begyndelsen af 1930’erne kom en del jødiske flygtninge fra Tyskland til København, og dem åbnede han og konen, Margrethe, deres hjem for. Han fortæller, at op til 50 jøder med vidt forskellig baggrund og forskellige livsanskuelser samledes i præsteboligen på Gl. Kongevej.

En af de jødiske flygtninge var Marianne Goldmann, der kom fra en assimileret jødisk familie i Tyskland. Allerede i Tyskland havde hun og hendes mand været optaget af Jesus, og da hun kom til Danmark, opsøgte hun derfor biskop Fuglsang-Damgaard, der henviste hende til Georg Bartholdy. Hun fortalte senere, at Georg Bartholdy modtog hende med ordene »jeg hilser Dem som min frelsers slægtning«.

Da Marianne Goldmann ønskede at blive døbt, var det Georg Bartholdy, der foretog dåben. Hun kom senere til at spille en stor rolle for oprettelsen af Den Danske Karmelbevægelse og blev den første kontorsekretær for Ordet og Israel.

Atmosfæren hos Bartholdy-familien i 1930’erne gav Marianne Goldmann mange år senere et fint indblik i. Hun fortalte, hvordan mødet med den københavnske sognepræst kom til at præge hende – en ung kvinde, der var kommet til Danmark som en assimileret jøde: »Hele holdningen i de kristne kredse, jeg kom i, var så jødevenlig, at jeg mere og mere følte mig som jøde.«

Samlingerne for jødiske flygtninge fortsatte helt frem til tyskernes aktion mod de danske jøder i oktober 1943.

 

Mødet med jødehad og Hitler-kærlighed

Hvorfor jøder i 1930’erne flygtede fra Tyskland, fik Georg Bartholdy personligt et indtryk af under en rejse gennem Tyskland i maj 1938.

På dette tidspunkt havde en gruppe kristne tyskere dannet den tyske Bekendelseskirke, der lagde stærk afstand til Hitler og nazismen. Som de fleste andre i den danske kirke lå Georg Bartholdys sympati hos Bekendelseskirken, og han havde svært ved at forstå, hvordan nogle levende kristne i Tyskland kunne tie over for nazismen.

Under rejsen i Tyskland kom Georg Bartholdy i toget i samtale med en kristen kvinde, hvis mand var jøde. Hun fortalte ham, at manden indtil nu havde beholdt sit arbejde, men at de dagligt frygtede for, at han skulle blive fyret. Deres to børn var blevet chikaneret i skolen, og utrygheden og frygten var blevet så stærk, at de havde sendt børnene på skole i udlandet. For hende betød Bekendelseskirkens protest mod de nazistiske myndigheder og dens fællesskab med de forfulgte jøder umådelig meget.

Men Georg Bartholdy mødte også kristne, der forholdt sig anderledes end Bekendelseskirken. Nogle valgte at tie over for myndighedernes magtmisbrug og forfølgelser af jøder for ikke at skade mulighederne for at forkynde evangeliet. Andre var præget af stolthed over det, nazisterne havde opbygget i samfundet – eller ligefrem af beundring for Hitler. I en artikel i Præsteforeningens Blad forsøger Georg Bartholdy at forstå, hvordan ønsket om at vinde mennesker for Jesus kan føre til tavshed over for åbenlyst magtmisbrug.

Fem år senere stod han selv i et lignende valg mellem protest og tavshed og valgte da en helt anden vej end de tavse kristne i Tyskland.

 

Hængt ud af danske nazister

Den tyske besættelse af Danmark fik selvfølgelig stor betydning for Georg Bartholdy og hans familie. En af hans brødre var officer og deltog i kampene i Sønderjylland mod tyskerne om morgenen den 9. april 1940. Han og en anden bror gik senere ind i modstandsbevægelsen og endte begge med at blive arresteret af tyskerne.

Georgs ældste datter, Marie, var kæreste med en teologistuderende, Jørgen Glenthøj, der også – under dæknavnet Svend Lange – var modstandsmand. Jørgen Glenthøj gemte sig i en periode i præsteboligen hos Margrethe og Georg Bartholdy, mens han deltog i sabotagehandlinger i København.

I Eliaskirkens krypt og tårne havde modstandsbevægelsen gemt et nødlager, der skulle bruges i tilfælde af kampe mod tyskerne. For at dække over formålet var det registreret som tilhørende kirkens menighedspleje. En lille gruppe frihedskæmpere kom til gudstjenesterne i Eliaskirken, fordi de var glade for Bartholdys prædikener.

I januar 1943 kom Georg Bartholdy personligt i nazisternes søgelys. I det nazistiske blad Kamptegnet skrev Jens Andersen nogle betragtninger om det »uhyggelige« forhold, at mange præster forsvarede jøderne. Som eksempler fremhævede han tre navngivne præster, der var »indfanget i jødernes garn«. En af dem var Georg Bartholdy.

Med harme fortæller Kamptegnet, at Georg Bartholdy i en konfirmandtime havde lært konfirmanderne, at »den, der hader jøderne, hader Jesus. Jesus var jøde«. Jens Andersen skriver, at han ikke kan forstå, at Georg Bartholdy holder sine forelæsninger i Eliaskirken og ikke i synagogen i Krystalgade, »hvor han og hans ”kristne” lære rettelig hører hjemme«.

Kamptegnet havde fået oplysningen om Georg Bartholdys konfirmandundervisning i en indberetning fra en meddeler til Dansk Antijødisk Liga.  

 

Protest mod tyskernes arrestation af danske jøder

Nazisternes had til jøderne forblev ikke bare ord. Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 indledte tyskerne en stor aktion for at arrestere alle jøder i Danmark. I dagene op til aktionen og i de efterfølgende uger deltog mange danskere i arbejdet med at advare jøder, skjule dem og hjælpe dem til Sverige.

Også Bartholdy-familien i København deltog i redningsaktionen. Datteren Marie, der få måneder før var fyldt 18 år, hjalp en gruppe jøder, der var skjult i Vallekilde, til Øresund, hvorfra de blev sejlet til Sverige.

Københavns biskop, Hans Fuglsang-Damgaard, havde allerede 29. september på vegne af alle biskopperne udsendt et hyrdebrev, som han bad alle præster i Danmark om at oplæse ved gudstjenesterne 3. oktober. Hyrdebrevet var en skarp protest mod forfølgelsen af de danske jøder.

Selv om enkelte med forskellige begrundelser nægtede det, valgte de fleste præster at oplæse hyrdebrevet ved gudstjenesten. Det gjaldt også Georg Bartholdy i Eliaskirken. Men han gik et skridt videre. Efter oplæsningen af biskoppernes hyrdebrev oplæste han sin egen personlige og betydeligt skarpere protest mod tyskernes aktion halvandet døgn tidligere.

Han siger, at det er »med dyb smerte og harme, vi i dag samles i Guds Hus efter det, som er sket med jøderne i vort land«. Derpå kalder han tyskernes aktion for en »ugudelighed og synd«. Han understreger, at kirken må adlyde Gud mere end mennesker, og at den ikke kan tie mod sådan en uret. Han slutter med at bede Gud forbarme sig over både Israels folk og Danmarks folk.

Georg Bartholdys personlige erklæring er ekstra bemærkelsesværdig, fordi han i forvejen var i nazisternes søgelys.

Desuden sætter det hans overvejelser i 1938 om de tyske kristne i relief. Dengang forsøgte han at forstå de præster, der for forkyndelsens skyld valgte at tie om jødeforfølgelserne. Men da han selv stod i samme valg, valgte han at protestere offentligt og i uhørt skarpe vendinger.

Efter gudstjenesten skrev han et brev til biskop Fuglsang-Damgaard og orienterede ham om den erklæring, han havde læst op fra prædikestolen.

 

Inspirationen fra Norge

Marianne Goldmann, der var blevet en meget nær ven af Bartholdy-familien, var en af dem, der måtte flygte til Sverige. Her mødte hun den norske præst Per Faye-Hansen, som var brændende optaget af jødernes kamp for at få en stat. I 1945 oprettede han det norske Karmelinstitut, som især skulle arbejde for at sprede viden og forståelse blandt kristne om Bibelens baggrund og det, der var i færd med at ske i Israel.

Per Faye-Hansen var den store drivkraft i den norske bevægelse, men han fik hurtigt følgeskab af en række personer, der senere blev fremtrædende kirkeledere i Norge og også blev kendt i Danmark. Det var folk som Øyvind Andersen, Carl Fr. Wisløff, Ole Modalsli og Olav Valen-Sendstad.

Da Marianne Goldmann efter befrielsen vendte tilbage til Danmark, introducerede hun straks Georg Bartholdy for Karmelinstituttet. I sine erindringer fortæller han, hvordan han blev grebet af tanken om oprettelsen af en jødisk stat og »fulgte inderligt med i det, som skete i Israel«.

Branden for det jødiske folk og for arbejdet for en jødisk stat delte han med Eyvind Sivertsen og Frits Larsen, og dermed var grunden lagt for oprettelsen af Den Danske Karmelbevægelse ved mødet i Eliaskirken 2. november 1946.

Oprettelsen bidrog til en genopblussen af en gammel debat i Danmark om kristnes forhold til zionismen.

 

Den kristne strid om zionismen

Under besættelsen var der udbredt enighed blandt kristne om, at det var en pligt at hjælpe de danske jøder mod tyskernes forfølgelse. Det gjaldt kristne fra vidt forskellige dele af dansk kirkeliv.

Efter de forfærdelige begivenheder under Holocaust var det naturlige spørgsmål, hvad der nu skulle ske med det jødiske folk. Hvordan så fremtiden ud for jøder efter Holocaust?

I årtierne før 1940 havde der været en ret heftig debat blandt kristne om, hvordan man skulle forholde sig til zionismen og dens arbejde for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina-mandatområdet. Debatten afspejles i temmelig mange artikler fra disse år. Tilsvarende debatter foregik i Norge og Sverige.

Overordnet set kan synspunkterne inddeles i tre grupper.

Det første synspunkt afviste blankt zionismen, fordi den blev opfattet som et politisk tiltag, der ville skade araberne. Den stærkeste fortaler for denne antizionistiske linje var Alfred Nielsen, der i en årrække var missionær blandt muslimer i Syrien.

Det andet synspunkt havde et mere ambivalent forhold til zionismen. Tilhængerne kunne godt se positive træk ved zionismen, især fordi den bidrog til at bevare det jødiske folk ved at modvirke assimilation. Men samtidig betragtede de zionismen som et ugudeligt initiativ, hvor mennesker på egen hånd forsøgte at ophæve Guds dom. Tanken var, at jødernes fordrivelse fra Israels land skyldes folkets afvisning af Jesus som Messias. Så længe jøderne ikke har modtaget Jesus, vil Gud derfor heller ikke lade dem vende tilbage til landet.

Typisk for dette syn er en artikel fra 1912, hvor biskop A.S. Poulsen, der var formand for Israelsmissionen, giver en detaljeret beskrivelse af den 10. zionistkongres året før. Han er ikke blind for zionisternes resultater i Palæstina, men ender alligevel med en klar afvisning af den. »Saaledes oppuster Zionismen det jødiske Hovmod og Selvsikkerhed, som har været Folkets Ulykke, siden det forkastede Kristus,« skriver han og konkluderer: »for Israel er der kun een Vej til Zion: Omvendelse og Tro paa den Herre og Kristus, hvis Forkastelse havde til Følge, at Jøderne blev det hjemløse Folk.«

Nogle formulerede sig endnu skarpere end biskop Poulsen. I 1929 bragte Kristeligt Dagblad et interview med en norsk præst, der arbejdede blandt jøder i Budapest. Overskriften var et citat fra interviewet: »Zionismen i sin nuværende form er direkte antikristelig«. I artiklen udtrykte præsten sit syn på jødernes fremtid med ordene: »Der er mange Jøder, som har sat deres Haab til Zionismen. Jeg tror, at Jøderne er nær deres Omvendelse. Men først maa Zionismen gaa til Grunde«.

En norsk deltager i debatten skrev i november 1947 ligefrem, at jøderne er et uomvendt, genstridigt og frafaldent folk, og at Gud derfor bruger arabernes modstand mod zionismen og Englands løftebrud til at forhindre deres tilbagevenden til landet. Historien overhalede dog læserbrevets konklusion, for få dage senere vedtog FN’s Generalforsamling, at der skulle oprettes en jødisk stat i Palæstina.

Et særligt teologisk argument for skepsissen over for zionismen byggede på en bestemt forståelse af rækkefølgen af de bibelske profetier. Ifølge argumentet er der i profetierne om Israels fremtid en klar rækkefølge: først omvendelse til Messias, så hjemkomst til landet.

Det tredje synspunkt var for zionismen. Argumentet var både den uret, jøderne havde lidt gennem århundrederne og ikke mindst under Holocaust, og en forståelse af profetierne, der så hjemkomst til landet og omvendelse til Messias som to parallelle begivenheder. For dette synspunkt stod Ordet og Israels stiftere og en række andre kirkefolk som for eksempel biskop Fuglsang-Damgaard.

Denne kristne debat om zionismen er helt afgørende for at forstå oprettelsen af Ordet og Israel i 1946.

Debatten havde i årtier delt kristne, der ellers havde fælles teologi. Ganske typisk kunne Luthersk Missionsforenings blad Missionsvennen lægge spalteplads til både en artikel, der erklærede »Dom over Zionisternes politiske Stræben. Det er sikkert ikke Guds Vilje, at Israel ad den Vej skal komme i Besiddelse af det hellige Land. Han har andre Midler i Hænde end Zionistpolitik og engelske Vaaben«, og en anden artikel, der med begejstring erklærede, at »det er ikke til at komme forbi: Jødefolket vender tilbage til sit Land, og Palæstina begynder atter at blomstre«.

Ordet og Israels stiftere var særdeles aktive i debatten og forsvarede i skrift og tale zionismen. I Indre Missions Tidende skrev Georg Bartholdy: »Vi tror, Gud gennem den [zionismen] har gjort det Mirakel, at Jøderne nu vil til deres eget Land og vil være eet Folk. Og vi tror derfor, Gud har brugt og bruger Zionismen«.

Senere formulerede han det på denne måde: »Vi tror, at Gud mirakuløst har oprettet staten Israel« for at forberede folkets modtagelse af Jesus som Messias og det, der skal ske ved Jesu genkomst.

Men ord var ikke nok for Georg Bartholdy og de andre stiftere.

 

Zionistadressen og takken til regeringen

I månederne efter stiftelsen af Ordet og Israel spidsede situationen til, både i Palæstina og i den internationale debat. I april 1947 indkaldte FN’s generalsekretær til en ekstraordinær generalforsamling med det formål at drøfte situationen i Palæstina.

Det var for Georg Bartholdy et kald til handling. Han affattede et offentligt brev til FN’s generalsekretær, nordmanden Trygve Lie. Teksten lignede et tilsvarende brev fra det norske Karmelinstitut og indeholdt en stærk appel til generalsekretæren om at medvirke til dannelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina.

Bartholdy rundsendte brevet til en række kristne ledere og bad dem om at blive medunderskrivere. Ud over Georg Bartholdy selv, Frits Larsen og Eyvind Sivertsen blev appellen underskrevet af blandt andre præsident for Sø- og Handelsretten L.N. Hvidt, præsident for Dansk Røde Kors Kai Hammerich, forstander for Grundtvigs Højskole i Hillerød C.P.O. Christiansen og biskop Hans Fuglsang-Damgaard.

Derpå blev brevet sendt til Trygve Lies privatadresse i Oslo og offentliggjort i dagbladet Information.

I historiebøgerne er brevet blevet kendt som »Zionistadressen«. De israelske historikere Arthur Arnheim og Dov Levitan konstaterer, at initiativet til appellen kom fra Georg Bartholdy, men at »den kunne lige så godt være skrevet af zionistbevægelsen«.

FN’s behandling af Palæstina-spørgsmålet nåede først en afgørelse 29. november 1947. Da besluttede et flertal af FN’s medlemsstater, at der i Palæstina skulle oprettes både en jødisk og en arabisk stat. Beslutningen vakte jubel hos jøder verden over. Straks efter vedtagelsen sendte Den Danske Karmelbevægelse en lykønskning til den jødiske menighed i København.

For anden gang det år tog Ordet og Israels stiftere initiativ til et åbent brev. Denne gang var der tale om en varm takkeskrivelse til den danske regering, fordi Danmark i FN havde stemt ja til delingsplanen og dermed til genoprettelsen af en jødisk stat »efter 2000 års lidelser«, som det hedder i brevet.

Eyvind Sivertsen rundsendte brevet til 200 ledende personer inden for kirke- og kulturliv og den politiske verden med en opfordring til at underskrive det. 178 personer svarede på henvendelsen, og heraf ønskede 169 at være medunderskrivere.

Ud over Ordet og Israels stiftere og de fleste af underskriverne af Zionistadressen fra april 1947 blev brevet til regeringen underskrevet af blandt andre fhv. kirkeminister V. Fibiger, formand for Indre Mission Christian Bartholdy, professor P.G. Lindhardt, biskop Hans Øllgaard, professor K.E. Skydsgaard, professor Fl. Hvidberg, professor Mogens Fog (Danmarks Kommunistiske Parti), Aksel Larsen (Danmarks Kommunistiske Parti), Frode Jacobsen (Socialdemokratiet) og Hermod Lannung (Det Radikale Venstre).

Brevet blev personligt overbragt til statsminister Hans Hedtoft af en deputation bestående af Georg Bartholdy, retspræsident L.N. Hvidt og forhenværende overborgmester Viggo Christensen.

 

Støtte til kampen for Israel

Georg Bartholdys lobbyarbejde for zionismen må have gjort indtryk på danske jøder. I hvert fald bragte Jødisk Samfund i januar 1948 en artikel af Bartholdy med overskriften »En forpligtelse for os andre – Hvordan en ikke-jødisk dansker ser på Palæstina-problemet«.

Artiklen indeholdt et klokkeklart forsvar for zionismen. Bartholdy argumenterer juridisk, almenmenneskeligt og kristeligt for, at kristne bør støtte jøderne i kampen for oprettelsen af en jødisk stat. Han vedgår åbent, at kristne gennem tiderne har forfulgt jøder i Jesu navn. Men han forklarer også de jødiske læsere, at der findes troende kristne, der ligesom Jesus beder for og ønsker at tjene Israels folk i kærlighed. Disse kristne tror, at Israel stadig er Guds udvalgte folk, som Gud gennem profeterne har lovet igen skal få landet i eje. For kristne, som anerkender Bibelen, er der en særlig forpligtelse og tilskyndelse til at støtte jødernes kamp for landet, skriver Bartholdy.

I vinteren og foråret 1947-1948 tog voldshandlingerne til mellem jøder, arabere og britiske soldater i Palæstina. Zionister rundtom i verden gjorde sig store anstrengelser for at støtte det jødiske samfund i Palæstina.

Også i Danmark blev der taget en række støtteinitiativer, blandt andet oprettelsen af »Den Danske Komité til Støtte for Jødernes Forsvarskamp i Palæstina«. De fleste medlemmer var jøder, og i spidsen stod overrabbiner Marcus Melchior og den tidligere formand for Mosaisk Troessamfund C.B. Henriques. Initiativet fik opbakning fra en række jødiske foreninger.

I begyndelsen af maj 1948 sendte komiteen en alarmerende appel til samtlige medlemmer af Mosaisk Troessamfund. Appellen begyndte med at omtale det håb om endelig igen at få en stat, som FN’s vedtagelse af delingsplanen havde givet jøder verden over. Men, fortsatte erklæringen, nu er jødisk liv og alt det, jøder i et halvt århundrede har opbygget i Palæstina, i »dødsensalvorlig fare«. Derfor blev der i de stærkeste vendinger appelleret om at støtte den jødiske forsvarskamp i Palæstina »ikke blot ved bidrag af almindelig størrelse, men ved virkelige ofre«.

Ud over komiteens egne medlemmer havde opfordringen 13 anbefalere, heriblandt Georg Bartholdy. At komiteen åbenbart mente, at en anbefaling fra ham kunne gavne indsamlingen til jødernes kamp i Palæstina, viser, at mange jøder betragtede ham som en allieret i kampen for oprettelsen af staten Israel.

To måneder efter staten Israels oprettelse blev der i juli 1948 afholdt et nordisk Karmelstævne i Norge med 200 kristne og jødekristne deltagere fra Norge, Finland, Sverige og Danmark. Blandt talerne var Georg Bartholdy og Eyvind Sivertsen.

Oprettelsen af staten Israel vakte forståeligt nok stor glæde hos deltagerne. Som det blev bemærket i en reportage fra stævnet, vajede den nye stats flag side om side med de fire nordiske flag, og ved flaghejsningen blev Israels nye nationalsang sunget sammen med de nordiske.

I et telegram, der blev sendt både til Israels premierminister, Ben-Gurion, og de jødiske samfund i de nordiske lande, hed det, at stævnets deltagere »udtrykker deres hjertelige sympati for Israel i kampen for land og folk«.

Dansk Zionistforbund sendte et svartelegram med en varm tak for sympatitilkendegivelsen.

            

Jødisk debat om kristne venner og »mission«

Det var imidlertid ikke alle jøder, der var glade for de kristne venner. Det blev klart i en debat i Jødisk Samfund i 1948-1949, som også Georg Bartholdy kom til at deltage i.

I tiden efter besættelsen lagde flere forhold op til varme relationer mellem de danske jøder og forskellige grupper af kristne. Først og fremmest selvfølgelig mange kirkelige danskeres bidrag til redningen af danske jøder til Sverige. Men også nogle kristnes hjælp til de jødiske flygtninge i Danmark i 1930’erne og hjælpen til de danske jøder i Theresienstadt i 1943-1945. Lidt senere kom så den opbakning, som nogle kristne i 1947-1948 gav til kampen for oprettelsen af en jødisk stat.

Taknemligheden fra jødisk side kom blandt andet til udtryk, da biskop Fuglsang-Damgaard sammen med blandt andre Frederik Torm fra Israelsmissionen var inviteret med til genindvielsen af synagogen i København 22. juni 1945.

Men i Jødisk Samfund kunne journalisten Rosa Krotoschinski fortælle om et par møder i Jylland, hvor hun havde hørt folk fra Israelsmissionen komme med negative udtalelser om jøder og zionismen. Det havde gjort hende vred, og hun opfordrede derfor jøder til at imødegå kristen mission med aktiv modstand.

Som svar skrev overrabbiner Marcus Melchior et meget forsonende indlæg, hvor han langt på vej forsvarede Israelsmissionen og forklarede, at de selv var ulykkelige over de antisemitiske udtalelser, som Krotoschinski havde hørt.

Georg Bartholdy skrev også et svar, hvor han udtrykker sorg over den antisemitisme, som Krotoschinski havde mødt. Samtidig gør han opmærksom på, at mange kristne ligesom han selv faktisk støtter zionismen og glæder sig over jødernes tilbagekomst. Allerede overskriften over hans indlæg udtrykker opbakningen til den nye stat: »Til lykke og velsignelse, Israel«.

Rosa Krotoschinski, der ikke havde forstået, at Georg Bartholdy tilhørte Karmelbevægelsen og ikke Israelsmissionen, fortsatte sin kritik af Israelsmissionen og nu også Georg Bartholdy. Også Marcus Melchiors forsonende tone vendte hun sig stærkt imod.

I sit afsluttende indlæg gør Marcus Melchior opmærksom på forskellen mellem Israelsmissionen og Ordet og Israel. Han erklærer, at Bartholdy og hans organisation er varme og kærlige støtter af zionismen og staten Israel. Men samtidig kalder han Ordet og Israel for »en slags israelsmission« og konstaterer, at begge organisationer – trods forskellen i deres syn på zionismen – har som mål at »gøre jøder til kristne«.

Bortset fra sprogbrugen, der fejlagtigt antyder, at målet er at få jøder til ikke længere at være jøder, virker Melchiors vurdering rigtig. Der kunne være forskellige opfattelser af metoder, og nogle år senere kunne Georg Bartholdy lægge afstand til det, han kaldte »direkte mission«, men på dette tidspunkt var den væsentligste forskel på Israelsmissionen og Ordet og Israel synet på zionismen. Ønsket om, at jøder – og alle andre – skulle komme til tro på Jesus som Messias var fælles.

 

Guds bog og Guds folk

Georg Bartholdy brændte for, at mennesker skulle komme til tro på Jesus. Han var et vækkelsesmenneske og blev selv redskab til, at både danskere og jødiske flygtninge kom til tro.

Han forenede den brand med en forståelse af Israels fortsatte rolle i Guds store frelsesplan for hele verden. Og han lagde hjerte og en stor indsats i at støtte kampen for staten Israels oprettelse.

Sammen med Frits Larsen og Eyvind Sivertsen lagde han grunden for Ordet og Israels arbejde.

I sine erindringer sammenfatter han, hvad arbejdet for Israel har betydet for ham. Han siger, at det har givet et forunderligt fællesskab med ligesindede, og fortsætter: »Det har mere end noget andet klaret mit bibelsyn, lukket op for helheden i Bibelen og forståelsen af, at Bibelen fortolker sig selv. Jo mere jeg ser, hvad der sker i Israel, og læser i Bibelen, jo mere lukker den sig op«.

Denne oplevelse sammenfatter han i sætningen: »Israel er Guds folk, og Bibelen er Guds bog«.