Raketterne over Sderot – og danske volontørers hjælp til en by i krise

Den sydisraelske by Sderot er hårdt ramt – i bogstavelig forstand. De mange raketangreb er et livsvilkår for byens borgere, som hver måned får hjælp af en flok unge Yad va Lev-volontører.

Minibussen er pakket med Yad va Lev-volontører, og turen går sydpå. Humøret er højt, for disse fælles arbejdsdage er et hit. Destinationen er Sderot, en by beliggende i det sydvestlige Israel, små 20 km fra Ashkelon og kun få kilometer fra grænsen til Gaza. Vi skal i samarbejde med en messiansk organisation hjælpe de hårdt ramte indbyggere i Sderot på en meget konkret måde: Vi skal pakke poser med mad.

En by i krise

Sderot er en by med omkring 24.000 indbyggere, altså cirka på størrelse med Hjørring eller Svendborg, så det er ikke størrelsen, der gør, at byen ofte finder vej til de israelske medier. Nej, det er beliggenheden.

Med Gaza til nabo er Sderot en af de byer i Israel, der er hårdest ramt af raketangre, hvilket gør det til en by med en meget bemærkelsesværdig historie. Siden Hamas begyndte at sende raketter ind over Israels sydlige byer i 2001, har hundredvis ramt i og omkring Sderot.

Sderot er en arbejderby med en utrolig stor mangfoldighed; her bor både marokkanere, etiopere og russiske holocaustoverlevere, som alle er af jødisk afstamning.

Byen har ikke en historie om et blomstrende forretningsliv og en rivende udvikling; tværtimod er den præget af arbejdsløshed og fattigdom og var på randen af konkurs i kølvandet på Gaza-krigen i 2008-2009.

I de perioder, hvor angrebene har været voldsomst, er de, der har haft mulighed for det, flyttet fra byen for at slå sig ned uden for raketternes rækkevidde. Forretningsfolk i Sderot fortæller til israelske medier om, at folk ikke tør bevæge sig ud eller foretrækker at foretage deres ærinder i andre byer i de perioder, hvor raketangrebene er en del af hverdagen, og at fabrikker har set sig nødsaget til at flytte produktionen, hvilket øger arbejdsløsheden i byen.

Et liv præget af frygt

Effekten af raketangrebene er både dybt tragisk og meget målbar for Sderots indbyggere. Der har gentagne gange været foretaget studier af beboernes psykiske tilstand.

I 2015 viste undersøgelser, at 40 procent af byens børn udviste symptomer på posttraumatisk stress (PTSD). Lignende tal gælder for byens voksne indbyggere. Disse tal er tre til fire gange højere end tallene for resten af landet. Børnene er plaget af søvnløshed, sengevædning, frygt for adskillelse fra forældrene og ekstreme humørsvingninger. Lærere fortæller, hvordan de hyppige luftalarmer ikke alene afbryder undervisningen, men også sætter sig spor i form af indlæringsvanskeligheder og koncentrationsbesvær.

Raketangrebene er heldigvis relativt sjældent dødelige. I årene 2001-2008 blev 13 israelere dræbt. Mange blev såret, og der blev forårsaget materiel skade for mange millioner kroner. Men selvom vi ofte hører i medierne, at raketter rammer ned »i åbne landområder«, betyder det ikke, at de ikke bemærkes i Sderot og ikke bidrager til den længerevarende effekt på byens indbyggere.

Her lyder luftalarmen nemlig uanset, og byens indbyggere må søge ly i beskyttelsesrummene. Fordi Sderot ligger så tæt på Gaza, har de 10-15 sekunder fra alarmen lyder, til raketten rammer. Derfor er der også bygget beskyttelsesrum rundtomkring i hele byen, for eksempel ved busstoppesteder og legepladser, og de israelske myndigheder har i de seneste år bombesikret alle skoler.

Byens indbyggere er altid på vagt; børn, der leger på en legeplads, har altid det ene øje på det nærmeste beskyttelsesrum, og forældre har konstant en plan for, hvordan de får deres børn hevet med ned i beskyttelsesrummene, og hvordan de her kan hjælpe dem med at trække vejret trods deres angst, som kommer med lyden af de faldende raketter og raketskjoldet Iron Domes antiskyts.

Stor konkurrence på jobbet

Der er med andre ord rigtig god grund til, at Ordet og Israels minibus hver måned kører de to timer hver vej mellem Jerusalem og Sderot for at hjælpe menneskene der. Ikke fordi vi mangler mennesker at hjælpe i Jerusalem, men fordi mennesker i Sderot mangler hjælp.

I et lejet rækkehus i den solrige by med palmealléer og appelsintræer er stuen indrettet med hylder langs væggene. De er næsten tomme, når vi kommer, for første opgave er at få varerne læsset fra en lille lastbil og op på hylderne. Og det er her, det sjove starter – for hvor hurtigt kan man egentlig pakke 200 poser med mad?

Ja, det skal man ikke spørge om to gange, før der er sat høj musik på, et stopur er sat i gang og en række kampklare volontører er stillet op på række. Kasser med pasta, tun, og gullasch på dåse langes fra den ene til den anden, fra lastbilen og ind i stuen, hvor de grupperes på hylderne.

Da lastbilen er tømt, klappes et par lange borde ud, som agerer samlebånd. I den ene ende åbnes blå plasticposer klar til at blive fyldt, og hver volontør indtager sin plads i »fødekæden«: Én står for at fylde fem dåser tun i hver pose, én sørger for, at der kommer olie og pasta i posen, én sørger for dåser med bønner eller grønsager, og én for poser med ris og boghvede.

Og sådan kommer den blå pose hele bordet rundt i ekspresfart og ender på hylder ude i køkkenet, fyldt op med et forråd af langtidsholdbare basismadvarer. Stopur og musik kører stadig derudaf, blandet med kampråb fra volontørerne rundt om bordet – vi skal jo slå sidste måneds rekord!

Tre kvarter efter at lastbilens baglem blev åbnet, står der 200 blå poser på hylderne og gulvet i køkkenet, klar til at blive delt ud til 200 familier i byen. Der bliver givet highfives, og stopur og musik får sig en velfortjent pause – det samme gør volontørerne ude i rækkehusets lille have.

Inden vi vender hjem til Jerusalem, samles vi i den lille stue og beder for poserne med mad. I næste uge skal den person, som koordinerer arbejdet, dele poserne ud til trængende indbyggere i Sderot. Dem, der modtager maden, ved godt, at han er messiansk jøde, og at det er Jesus-troende, de får hjælp fra. Vi beder for hans møde med menneskene i Sderot og om, at maden må blive til glæde og velsignelse for modtagerne.

Hverdag under raketterne

Efter Gaza-krigen i sommeren 2014 faldt der ro på det sydlige Israel, og der var relativt fredeligt i knap fire år, indtil raketangrebene igen brød ud i december 2017.

Da USA’s præsident, Donald Trump, annoncerede, at han ville flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem, reagerede Hamas i Gaza med raketangreb mod Israel. I løbet af foråret 2018 eskalerede situationen ved grænsen i Gaza. Flere gange i løbet af de forgangne måneder har Sderot oplevet de hidtil værste angreb nogensinde. I november blev der på ét døgn skudt over 400 raketter ind over grænsen til Israel.

Med bombealarmer flere hundrede gange om dagen i perioder i løbet af 2018 er livet i allerhøjeste grad igen et mareridt i Sderot. I maj slog en raket fra Gaza ned lige uden for en børnehave, en time før den åbnede. Heldigvis kom ingen til skade, og forældrene sendte derfor deres børn i børnehave, som de plejer. Mens det kan virke kynisk eller letsindigt for os i trygge, rolige Danmark, vidner det dog om Sderot-borgernes evne til at løfte panden og ikke lade terrorister sætte dagsordenen for deres liv. Det vidner også om, netop hvilken hverdag disse mennesker har vænnet sig til – en hverdag med en konstant frygt for det næste angreb.

Og dermed bekræftes vigtigheden af at fylde en minibus med danske Yad va Lev-volontører og bruge en dag på at køre til dette område af Israel og give en hjælpende hånd. For her bor der mennesker, der så absolut har brug for at opleve velsignelse.