To uger, der gjorde en forskel

Jerusalem gemmer på mange skæbner. Her bor mennesker med vidt forskellige livshistorier. Trods forskellene har mange dog det til fælles, at livet ikke altid har været let. Nogle er flyttet til Israel på grund af forfølgelse. Andre er født i landet, fordi deres forældre overlevede Holocaust og var så heldige at opleve statens oprettelse i 1948.

Gennem Yad va Lev møder Ordet og Israels ansatte og frivillige hver uge nogle af disse mange mennesker. Ikke bare tilfældigt på gaden eller i bussen. Vi bliver budt indenfor i deres hjem, fordi der er brug for en hjælpende hånd til at male og gøre rent.

 

Et rodet hjem

Eyal på 46 år er en af de borgere i Jerusalem, som Yad va Lev Senior besøgte i efteråret. Han bor i en treværelseslejlighed, der er ejet af hans far, som bor i Europa. Men fordi Eyal er syg, har han svært ved at vedligeholde lejligheden. Heller ikke karrieren som professionel musiker har han magtet at holde ved lige.

Seniorerne brugte omkring otte dage på at give lejligheden den helt store tur. Olaf, der sammen med sin hustru, Gurli, var afsted i efteråret, fortæller, at der var tale om den helt store hovedrengøring:

»Eyal ryger rigtig meget, så vægge, lofter og gulve var gule af nikotin. I køkkenet er der ingen emhætte, så der var ekstremt fedtet over alt. Der var meget rodet i alle rum; på gulve, borde, stole, sofaen og det smukke flygel. Gardinerne var stive og gule af snavs.«

Før der kom maling på væggene, skulle det tykke lag snavs fjernes, fortæller Olaf: »Efter at have fået overblikket gik vi i gang med oprydning og rengøring og pudsede vægge og lofter, inden vi kunne komme i gang med at male. Vi arbejdede os igennem lejligheden rum for rum. Køkkenet var et kapitel for sig.«

 

Dobbelt forandring

I løbet af de to uger var det ikke kun lejligheden, der forandrede sig markant. Der skete også en positiv forandring med Eyal, som i begyndelsen var noget betænkelig ved at lade en flok ukendte danskere komme ind i det hjem, han ikke var specielt stolt af at vise frem.

For Olaf var det en stor oplevelse at lære Eyal at kende og mærke, hvilken forskel han og de andre seniorers indsats gjorde:

»De første dage var han meget anspændt og snakkede uafbrudt, når han ikke spillede violin eller sov middagssøvn. Men langsomt faldt han til ro og begyndte også at hjælpe mere til. Da vi spurgte, om han ville tørre et bord af i stuen, måtte vi gentage spørgsmålet mange gange, inden arbejdet var gjort færdigt. Men da han senere blev opfordret til at rydde op i sofaen, inden vi kom næste dag, fik han det gjort. Nu kunne han tydeligvis bedre overskue situationen og blev mere og mere glad og åben. Inden det sidste besøg hos ham havde han smidt en masse tøj ud og sorteret resten og lagt det i et skab.

Da hans kontaktperson fra kommunen kom forbi en dag, blev hun målløs. Hun havde forsøgt at hjælpe ham længe, men havde aldrig rigtig fået lov af ham,« fortæller Olaf.

                     

Middag og en snak om Gud

Det var ikke kun hænderne, der fik lov at tale. Eyal er nemlig god til engelsk, hvilket ikke er tilfældet for alle dem, som får hjælp af Yad va Lev.

Olaf fortæller, at de under arbejdet snakkede om mange ting. Eyal spurgte også ind til seniorernes tro på Gud. »Han vidste faktisk ret meget om Det Gamle Testamente og kendte også noget til Jesus. Han mente, han var en god mand, der gjorde nogle undere, og ikke mere end det. Nu beder vi så for ham hver dag. Vi beder om, at han må formå at holde sin lejlighed i nogenlunde stand. Og om, at han må komme til tro.

Den sidste dag i lejligheden overraskede Eyal seniorerne, da han serverede det helt store festmåltid for hele holdet.

»Middagen bestod af to hele stegte kyllinger med grøntsager og kartofler, ligesom han til dessert havde købt den dyreste og bedste Amadeuslagkage, han kunne finde,« lyder det fra Olaf, der kan se tilbage på et par både meningsfulde og udfordrende uger.

 

Eyal er ikke mandens rigtige navn. Vi har ændret navnet af hensyn til hans privatliv.