Yad va Lev – Guds kærlighed gennem maling og pensel

Det er en søndag morgen i Jerusalem, ugens første arbejdsdag. Dagens malerhold står klar i gården ved Joffihuset; det består i dag af Jonas, som er ungleder, samt fire af husets volontører, Mathilde, Kaja, Daniel og Rasmus. Nogle står og tjatter til en fodbold, og nogle gør klar til dagens arbejde. De sidste ting hives ud af skuret og bæres ud i vores Toyota Hilux; maling, kasser med spartelgrej, pensler og lidt rengøringsmidler.

Vi begynder hver uge med at mødes i dagligstuen i Joffihuset søndag morgen, alle Yad va Lev-volontører, både unge og seniorer, for at bede sammen for den kommende uge. Vi opmuntres af sidste uges historier om gode møder og snakke rundtomkring i arbejdet i Jerusalem. Og vi lægger den kommende uge i Guds hænder. Vi nævner for hinanden de mennesker, vi skal ud til, og beder om Guds ånds hjælp til at møde disse mennesker med et glimt af hans kærlighed.

En ballademager i lejligheden

Søndagens malerhold tager ud til en familie, der bor et par kilometer fra Joffihuset. De kommer til en lejlighed, hvor væggene er fulde af børnekruseduller, og overalt i lejligheden i et lille barns fingerhøjde er der sorte streger på væggene.

Yad va Lev betyder »hånd og hjerte« på hebraisk. Vi tager ud til denne familie for at vise dem kærlighed ved at give dem det, de har brug for: en nymalet lejlighed. Med vores hænder giver vi det, der er i vores hjerte. Og så beder vi Helligånden om at gøre resten – at fylde os og fylde lejligheden og de nymalede vægge med Guds ånd og kærlighed.

Familien er ortodokse jøder. I lejligheden hænger der billeder af rabbinere rundtomkring, og manden bruger dagen på at sidde inde på soveværelset og bede, læse og synge. Han har langt skæg og er iført et bedesjal og har et tørklæde på hovedet, som er trukket ned over hans øjne. Han kan kun tale hebraisk, så vi kan ikke kommunikere med ham med ord.

Mens malerholdet er i fuld gang, kommer familiens søn på fem-seks år hjem. Han er genert og går og ser de fremmede mennesker an. Hver især forsøger volontørerne at skabe en kontakt til drengen. Langsomt tør han op – og med ét bliver det tydeligt, at han er skurken bag stregerne på væggene! Den lille dreng, med ørekrøller og kalot, spurter rundt i lejligheden med den ene hånd på væggen, nymalet eller ej. Der er ikke længere nogen generthed at spore! Mathilde kaster sig ud i den lille fyrs leg – de klæder sig ud, de slås med puder, og de kan cirka ti ord til fælles, da han kan tælle til ti på engelsk.

Den lille ballademager stjæler volontørernes hjerter i løbet af de to dage, de arbejder i lejligheden. »Ud over at vi kunne male deres hjem og hjælpe familien på denne meget konkrete måde,« fortæller Rasmus, »så kunne vi også vise den her lille dreng interesse og bruge tid med ham, og han kunne få lov til at være lidt med i det, vi lavede. Og han elskede det. Det var bare fedt, at vi kunne sætte tid af til det. Der var jo nærmest hele tiden én af os, der legede med ham.«

Container med storslået udsigt

Tirsdag morgen står et nyt malerhold klar til et nyt projekt; i dag er det Ruben, vores mangeårige medarbejder i Yad va Lev, mig selv, Rebekka, Jacob og Daniel, der skal afsted. Vi kører ud til et ældre ægtepar, som bor på en bakketop få kilometer fra Joffihuset med den smukkeste udsigt over hele Jerusalem!

Den 64-årige jødiske kvinde, som vi skal hjælpe, kommer iført kjole, bukser og en tyk trøje og med tildækket hår ud og byder os velkommen med et »shalom – hvordan har din fred det?«, som er en ganske normal hilsen på hebraisk. Den passer perfekt til det fredfyldte sted, hvor hun og hendes mand bor: på bakken, hævet over byens travlhed og larm. Her bor nogle få familier tæt sammen i noget, der minder om containere eller skurvogne uden hjul.

Hun beder os om at vente lidt, for hun er i gang med morgenbønnen. Hendes mand, som læser og studerer Toraen hver dag, er taget afsted. Lidt efter kommer hun ud igen, og vi begynder arbejdsdagen med, at hun brygger kaffe og finder små plastictallerkner med småkager frem. Efter en dejlig stund i morgensolen går vi i gang. Vi skal hjælpe hende med at tætne hendes tag, da det regner ind hver vinter. Hun fortæller, at hun for nogle år siden brugte 10.000 shekel (cirka 18.000 kroner) på at få ordnet taget – men regnen trænger stadig ind.

Jacob og Daniel går i gang med at fjerne gamle betonrester og skidt fra taget for derefter at give det tagfugemasse – noget klistret stads! Rebekka og jeg tager i stedet fat inde i stuen; ydervæggen er tydeligt mærket af fugt, fra når regnen slår ind på den om vinteren. Brune plamager er trængt igennem malingen. Vi skraber gammel, løs maling af og spartler, inden vi kan male.

Mens vi arbejder, er der god tid til at snakke. Rebekka fortæller, at hun valgte at blive volontør i Yad va Lev, fordi hun gerne ville give af den overflod, hun oplever i Danmark. »Og så er vores fælles mål for arbejdet, at vi ønsker, at mennesker skal møde kærligheden fra Jesus som den Messias, der er forudsagt i Det Gamle Testamente. Vi ønsker at være et lys for dem, vi møder. Jeg kan mærke, at det også gør meget for min personlige tro og for min frimodighed,« fortæller hun mig.

26 år i en skurvogn

Den 64-årige dame taler engelsk, hvilket er usædvanligt for de mennesker, vi kommer ud til. Jeg griber muligheden og sætter mig ned sammen med hende for at høre hendes historie. Hun fortæller om sin opvækst i Jerusalem, om sin kærlighed til byen og til Gud.

Jeg spørger hende, hvad det betyder at have en tro på Gud. »Jeg er født med Gud,« siger hun, »jeg elsker Gud, jeg beder til ham hele tiden. Jeg elsker Kotel (det hebraiske ord for Grædemuren). Jeg plejede at tage ned til Kotel hver sabbat for at bede og bare sidde der et par timer. Nu kan jeg ikke så godt holde til det længere.«

Jeg spørger, hvordan hun og hendes mand endte med at bo her, på toppen af bakken, i en skurvogn. Hun fortæller, at de fik tilbudt boligen af et socialt boligkontor, lige da de var blevet gift for 26 år siden. »Før lejede jeg en lejlighed. Vi flyttede så ind i en skurvogn her. De sagde, vi bare skulle bo her i tre år, så ville de finde et andet sted, eller vi kunne få lov til at bygge et hus her. Nu er der gået over 20 år.«

Hun drømmer stadig om, at hun kan få lov til at bygge et rigtigt hus – lige her. »Jeg vil ikke flytte herfra, for jeg er glad for at bo her! Mange af dem, der bor her, lægger mange penge og kræfter i at gøre deres hjem flot. Her er fredeligt. Og meget smukt!« Hun smiler.          Vi kigger på udsigten, og jeg forstår godt, hun er glad for at bo her. »Vi var nogle af de første, der flyttede hertil. Journalister fra mange blade og aviser kom og stillede os spørgsmål. Nu bor vi fire familier her, måske 30 personer på hele bakken,« fortæller hun. Hun viser mig billeder af sine forældre, sin datter og sine børnebørn: »Guds velsignelser«.

»Jeg beder Gud om, at taget må være tæt, når I har været her,« siger hun. Jeg svarer, at vi vil gøre det samme. »Det er en hellig ting, det, I gør,« siger hun eftertænksomt. »Det er meget stærkt. Jeg er meget taknemlig.«

Møder mennesker med kærlighed

Efter arbejdsdagen spørger jeg Daniel, hvordan han oplever det at være en del af Yad va Levs malearbejde. »Arbejdet er vores mulighed for at komme ud og møde mennesker,« svarer han.

»Ofte spørger de, hvorfor vi er her, og så får vi lov til at fortælle, at vi er kristne, som elsker Israel, og at vi er her for at give af Guds kærlighed, og fordi vi tror, at Jesus er Messias. Jeg ser det sådan, at vi på den måde kan være med til at gøre en konkret forskel for mennesker og samtidig udgøre en lillebitte del af Guds store plan for Israel.«

Tæt tag og tæt relation

Efter to dages arbejde tager vi afsked. Hun får mit telefonnummer, og jeg siger, at jeg gerne vil besøge hende igen. Hun får et knus af volontørerne, og vi giver udtryk for vores håb om, at taget holder tæt denne gang! Så ønsker vi hende Guds velsignelse og kører ned ad bakken igen.

Næste dag kører vi ud til nye mennesker, som har brug for at få malet deres gamle fugtskadede vægge og lofter. Som det var tilfældet med den 6-årige ballademager og den 64-årige kvinde, ønsker vi også at møde dem med Guds enorme kærlighed og derigennem bringe trøst til Israels folk, som Gud siger det i Esajas 40: »Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt.«

Statistik: Så mange lejligheder er blevet malet

Yad va Lev har eksisteret siden 31. august 2004. I Ordet og Israels blad fra oktober 2004 kunne man læse, at den første familie, der fik hjælp, var en etiopisk immigrantfamilie med fire børn i alderen 5-13 år.

I 2014 lød overskriften »10 år og 417 lejligheder senere«. Jubilæet blev markeret med en fest i Joffihusets gård, hvor mange af de mennesker, som i årenes løb har besøg af volontørerne, deltog.

I dag, hvor arbejdet har godt 13 år på bagen, har danske Yad va Lev-volontører i tidens løb istandsat mere end 640 lejligheder og haft forskellige andre opgaver. Her er lidt statistik over arbejdet de seneste par år:

2015

Maleopgaver: 78

-       29 etiopiske lejligheder

-       16 opgaver på handicaphjemmet Shekel

-       2 opgaver på handicaphjemmet Akim

-       1 opgave i børnehaven Little Heart

-       5 lejligheder i Eilat

-       Øvrige maleopgaver: ikke-etiopiske hjem i Jerusalem.

Andre opgaver: 9

-       Ordne have (5 opgaver)

-       Lave westersaloon på farmen Saba Jack (2 opgaver)

-       Opsætte nyt køkken på Saba Jack

-       Montere handicaphåndtag på badeværelse.

2016

Maleopgaver: cirka 60

-       20 etiopiske lejligheder

-       9 opgaver på handicaphjemmet Shekel

-       2 opgaver på farmen Saba Jack

-       1 opgave på Bet Sefer HaMa’ayan, en skole for multihandicappede børn

-       1 opgave på HaTsayer, et hjem for udsatte børn

-       1 opgave i en ungdomsklub

-       Øvrige maleopgaver: ikke-etiopiske hjem i Jerusalem.

Andre opgaver:

-       Hente doneret seng i Bet Shemesh og levere den til en dame.

Montere rotteværn på farmen Saba Jack.