Yad va Lev Special: Hårdt arbejde, der gør en forskel

Malerruller, spartelmasse, sandpapir, 20-liters malerspande og meget andet står klar på altanen. I går blev gammelt og løstsiddende maling skrabet af, og de værste huller blev fyldt med sandspartel. Lejligheden er i meget dårlig stand, så der er nok at gå i gang med for de fire Yad va Lev Special-volontører i Jerusalem. De fire øvrige deltagere arbejder i dag med at sortere og pakke frugt og grønt.

Midt på formiddagen er der tid til en pause. Neskaffe, papbægre og kogekedel kommer frem, og vi finder et sted på altanen, hvor der stadig er en smule skygge. Vi nyder udsigten over Jerusalems tage, deler erfaringer med, hvordan vi undgår, at malingen ruller af igen, og planlægger næste træk.

Netop som pausen er ved at være forbi, kommer den mand, der bor i lejligheden, forbi og kigger forundret rundt i lejligheden. Han har medbragt icecoffee og småkager til os. Et udtryk for taknemmelighed over den store forandring, der er sket med hans lejlighed. Vi beder i vores stille sind om, at Gud også vil skabe en forandring i hans hjerte.

»Det var godt, at vi fik mulighed for at møde ham, der bor i lejligheden,« fortæller Gitte Eriksen, som er en af de otte deltagere på Yad va Lev Special. »Det er hårdt arbejde, men vi oplever at gøre en forskel.«

»Frivilligt arbejde er en del af vores liv, så det, at vi vælger at tilbringe fire uger i Jerusalem, hvor vi bruger meget af tiden på frivilligt arbejde, kommer i en helt naturlig forlængelse heraf,« siger Gitte. Det er første gang, hun er i Israel. I mange år har det været hendes og hendes mands store ønske, at de sammen kunne tage til Israel. Allan var som ung og ny kristen i kibbutz, og opholdet i Israel satte et aftryk i den unge og nyomvendte mand.

Da muligheden for at tage til Israel som Yad va Lev Special-volontører kom, slog Gitte og Allan til. Kombinationen af frivilligt arbejde, planlagte ture sammen med ledere, der har viden om landet og Bibelen, samt tid på egen hånd tiltalte parret.

»Jeg er overrasket over, at flere af os er blevet mødt af spørgsmålet om, hvorvidt vi kan lide Israel og jøderne. Mange udtrykker stor glæde over, at vi er her,« fortæller Gitte.

Det er første gang, Ordet og Israel arrangerer et fireugers Yad va Lev-ophold for personer, som er fyldt 40 og endnu ikke har nået pensionsalderen.

Opholdet indeholder ligesom Yad va Lev for seniorer arbejdsdage med istandsættelse af lejligheder, hjælp på Shekel (dagværksted for handicappede) og pakning af frugt og grøntsager på Tacklit.

Vi bor sammen i seniorlejligheden. Og her er især måltidsfællesskabet hver aften kommet til at betyde noget særligt for os. Vi skiftes til at lave maden, vi deler et ord fra Bibelen, og vi beder sammen. Brudstykker af vores livs- og troshistorier deles, og fortroligheden vokser. Vi smager lidt af de første kristnes levemåde med fællesskabet om ordet, brødet og bønnerne.

 

 

Et afbræk i hverdagen

Vi har alle valgt at bruge denne sommers ferieuger på at tage til Israel. De yngste børn er på efterskole, og de ældste er flyttet hjemmefra, så derfor er det muligt at tage væk i fire uger. Vi har stadig mange år på arbejdsmarkedet foran os, så det er skønt, at der findes denne mulighed for et lille afbræk i hverdagslivet.

»Jeg tror, det er sundt at blive hevet ud af hverdagen midt i livet. At komme ud af rutinen og få et break med mulighed for at standse op og spørge sig selv og hinanden: Hvad vil vi med vores liv? Får vi Gud på banen?” siger Hanne Toft, der siden januar 2017 har været leder af Yad va Lev i Jerusalem sammen med sin mand, Leif.

»Der er en særlig platform hernede for religiøsitet. Det er sundt i vores alder at træde ud af den åndelige blufærdighed og bringe samtalen hen på Gud,« supplerer Leif.

De mener, at det er vigtigt, at Ordet og Israel også har et tilbud, der kan ramme denne generation af folk, der kommer med professionalisme og erfaring samt masser af energi og power.

Deltagerne sætter noget til side derhjemme for at bidrage med noget her i Jerusalem. Det bringer velsignelse med sig og er med til at skærpe troslivet, og måske danner det grobund for nye visioner i livet,« afslutter Hanne.

 

Fuld fart på – og tid til stilhed

De fire uger består af et tætpakket program. Når vi ikke er på arbejde, er vi på opdagelse rundt i Jerusalem: rundvisning i The Western Wall Tunnels og på Knesset; besøg på Yad Vashem og Israelsmuseet, gudstjeneste i Jerusalem Assembly og King of Kings; slendren rundt i de smalle gader i den gamle by og cafebesøg på Ben Yehuda; tid til at bede en bøn ved Grædemuren; gåtur ned ad Oliebjerget med retning mod Getsemane Have; sidde en stille stund ved den tomme grav i Gravhaven.

Vi skal nå så meget som muligt. En T-shirt med teksten »I walked my feet off in Jerusalem« vil være passende beklædning for os. Men vi går ikke kun. Mange dage snøres løbeskoene klokken 6.30, og så er det afsted rundt i Talpiots gader.

En tur nordpå skal vi også. Allan Eriksen har et glædeligt gensyn med kibbutzen i vente. Den danske volontørleder fra Allans kibbutzophold bor stadig i kibbutzen og har sagt ja til at give en rundvisning og fortælle lidt om kibbutzlivet før og nu.

Tak Gud, at vi har fået mulighed for at blive hevet ud af hverdagen her midt i livet!