19-årig pige dræbt syd for Jerusalem

En tragedie ramte torsdag en israelsk familie fra bosættelsen Tekoa. Familiens datter, den 19-årige Ori Ansbacher, blev brutalt myrdet i skovområdet Ein Yael, som ligger i udkanten af det sydlige Jerusalem.

Hun var sandsynligvis et helt tilfældigt offer. Efterretningstjenesten Shin Bet har kaldt det et »nationalistisk motiveret terrorangreb«. Lige nu er de fleste detaljer i forbindelse med mordet hemmelige, mens efterforskningen er i gang.

Man ved, at den unge pige blev dræbt af adskillige knivstik i brystet og andre steder på kroppen. Man ved også, at gerningsmanden var en 29-årig mand fra byen Hebron på Vestbredden. Han blev fredag arresteret i Ramallah. Og i dag har han været på gerningsstedet med politiet for at vise, hvordan forbrydelsen skete.

Flere steder i Israel har folk samledes for at vise respekt for den afdøde og for at opfordre regeringen til at slå hårdere ned på terrorangreb som dette. For det er desværre langtfra et enestående tilfælde.

Premierminister Netanyahu har besøgt pigens familie, som bor i bosættelsen Tekoa syd for Jerusalem. Her udtrykte han sin dybe medfølelse på vegne af hele nationen.

 
Ori Ansbacher stammede fra bosættelsen Tekoa. (Foto: Ole Andersen)

Udbetalinger og huseliminering

Det israelske militær har allerede været i Hebron for at se på gerningsmandens hus. Det har de været med henblik på at skulle jævne det med jorden. Det er nemlig en praksis, som IDF har ved denne form for terror. Med al sandsynlighed bliver huset ødelagt inden længe. Historien melder ikke noget om, hvem der ellers måtte bo i huset – men selv når terroristen har familie, gennemfører IDF disse aktioner. Det anses som et middel til at afskrække potentielle terrorister fra at gennemføre angreb.

Mens israelerne altså straffer den efterladte, gør det omvendte sig gældende i Det Palæstinensiske Selvstyre. En stor del af deres årlige budget går nemlig til at betale faste månedlige beløb til terrorister eller deres efterladte familier. Dette vil også blive tilfældet her. Ori Ansbachers morder vil hver måned modtage penge fra Det Palæstinensiske Selvstyre. Beløbet vil sandsynligvis være ganske højt, eftersom grove terrorangreb, fx mord, udløser et større beløb end mindre alvorlige forbrydelser.

På det officielle palæstinensiske nyhedsmedie WAFA’s hjemmeside står der ikke noget om det forfærdelige angreb.

 

Kræver stramninger

I Israel er det især de partier, som støtter bosætterbevægelsen, der også kræver, at regeringen skal gøre mere for at forhindre terrorangreb og straffe terrorister. Det gælder for eksempel Det Nye Højre og det lille parti Otzma Yehidut. De ønsker flere midler, der minder om husødelæggelse. Altså midler, som skal afskrække folk fra at udøve terror. Disse partier taler for eksempel ofte om, at Israel skal svare igen på terror ved at udvide bosættelserne på Vestbredden.

I efteråret 2015 oplevede Israel og jøderne på Vestbredden en meget voldsom bølge af knivoverfald som det i fredags. I en periode på flere måneder var der næsten dagligt angreb mod enten civile eller soldater ved checkpoints.