Diplomater og journalist udsat for bosættervold
I løbet af weekenden har der været to meget omtalte bosætterangreb på Vestbredden.
Begge overfald bliver undersøgt af det israelske politi, og der er stadig en vis grad af uklarhed over, hvad der helt præcis foregik. Men vidneudsagn, fotos og videodokumentation viser, at en gruppe diplomater fra Frankrig, Belgien og Polen lørdag blev overfaldet af en gruppe bosættere – angiveligt 7 personer. Blandt andet viser et billede, at en rude i en af dilpmatbilerne er smadret. Overfaldet skete ved byen Taybe.
Dagen før var den amerikanske fotojournalist Heidi Levine blevet overfaldet af en stor gruppe bosættere ved byen Abu Falah, hvor palæstinensere var i gang med at høste oliven. Video viser en stor gruppe maskerede bosættere bevæbnet med blandt andet stenslynger. I baggrunden kan man se Levine blive skubbet. Hun fortæller, at hun blev sparket omkring 50 gange. Hendes datter har fortalt, at hun efterfølgende måtte opereres i en finger, fordi hun var i fare for at miste den efter overfaldet.
USA’s udenrigsminister, Marco Rubio har fordømt overfaldet og krævet handling fra Israel. Det samme har EU i kølvandet på angrebet på diplomaterne.
Mandag morgen kunne det israelske politi så fortælle, at man har anholdt 10 personer med forbindelse til weekendens hændelser. Forsvarsminister Gideon Sa’ar har fordømt angrebene.
Netanyahu sår tvivl og kalder det smædekampagne
Som sagt har politiet igangsat en undersøgelse, som skal klarlægge, hvad der mere præcis skete i forbindelse med angrebene.
Men ifølge premierminister Netanyahu er der ikke fældende beviser, når det gælder angrebet mod diplomaterne. Han sagde lørdag aften, at »billederne ikke viser det fulde hændelsesforløb” og tilføjede, at der kunne være tale om en del af »et forsøg på en smædekampagne mod Israel og de jødiske borgere i Judæa og Samaria«.
Om hændelsen med Heidi Levine har Netanyahus kontor sagt, at det er »uklart«, hvad der skete. »Meldinger indikerer, at 200 arabere og yderligtgående venstreorienterede konfronterede 40 unge israelere. Billeder viser unge på begge sider, der kaster med sten,« skriver de blandt andet.
Siden olivenhøsten begyndte i slutningen af september har der været daglige bosætterangreb mod palæstinensere. I mange tilfælde har de fået stjålet dele af deres høst.
