48 personer såret i droneangreb i Eilat

Israelerne er efterhånden vant til at blive angrebet af houthierne i Yemen. Sådan har det været stort set siden 7. oktober 2023. På nærmest ugentlig basis må flere millioner israelere gå i beskyttelsesrum, fordi der affyres missiler fra Yemen med retning mod Israel. Men også droneangreb har der været flere af, og de selv om israelerne har et godt forsvar mod den slags, så har vi på det seneste set, at dronerne af og til slipper forbi.

Siden marts, hvor Israel genoptog krigen mod Hamas, har houthierne angrebet Israel med næsten 90 missiler og mindst 41 droner.

For en uge siden – 18. september – ramte en drone indgangen til et hotel Eilat. Heldigvis kom ingen til skade. Halvanden uges tid forinden landede en drone ved Ramon Lufthavn.

 

Stor eksplosion og mange sårede i Eilat

Onsdag den 24. september skete det så igen, og denne gang har det fået store menneskelige konsekvenser. Om eftermiddagen slap en stor drone forbi det israelske luftforsvar og landede ved siden af et hotel i et område med flere butikker. To gange forsøgte man at skyde dronen ned, men begge gange mislykkedes det.

Hele 48 personer måtte efterfølgende på hospitalet. To af dem er torsdag stadig i kritisk tilstand, forlyder det.

Adskillige videooptagelser viser dronen flyve ind over Eilat og den store eksplosion, da den rammer.

Se angrebet her

Houthierne har taget skylden. Israel har gentagne gange angrebet houthierne i Yemen – især havne, som terrorgruppen bruger til bl.a. våbentransport. Men det lader ikke til at have den store afskrækkende effekt.

»Houthierne nægter at lære af Iran, Libanon og Gaza og vil lære det på den hårde måde. Dem, der skader Israel, vil blive ramt syv gange så hårdt,« skriver Israels forsvarsminister, Israel Katz, på X. Og med det indrømmer han på den ene side, at houthierne ikke kan afskrækkes. På den anden side siger han, at Israel kun vil intensivere modangrebene mod houthierne, så længe de fortsætter med at skyde mod civile israelere i Eilat og andre steder.

Der tales af gode grund rigtig meget om krigen i Gaza. Men der er altså også krig i Israel. Ikke bare små angreb i ny og næ, men ugentlige angreb, som har til hensigt at dræbe civile. I Danmark er vi af gode grunde meget optaget af dronerne ved en række lufthavne de seneste dage. Det er selvfølgelig en stor historie, som faktisk også blev nævnt i israelske medier. Ja endda selv samme dag som angrebet i Eilat.

Men i Israel handler de ugentlige angreb om liv og død. Her er der reel krig. Heldigvis er der indtil videre ikke meldt om dræbte i gårsdagens angreb, men to er som sagt i kritisk tilstand.