Afværger terrorangreb på Vestbredden

Torsdag morgen blev en palæstinensisk mand arresteret uden for bosættelsen Kokhav Ya’akov, som ligger 15 kilometer nord for Jerusalem. En brandmand havde set manden og syntes, han så mistænkelig ud. Derfor ringede han til politiet, som fandt to store knive og Koranen, da de gennemsøgte mandens taske.

Forstærkning blev tilkaldt, og også IDF-soldater ankom til stedet.

Ifølge Jerusalem Post har manden indrømmet, at han ville give de to knive videre til en anden person, som ville bruge dem til at udføre et terrorangreb i området. En video af sikkerhedsfolk, der overmander palæstinenseren, kan ses her.

I sidste uge forsøgte en mand ved bosættelsen Halamish at køre en IDF-soldat over. Terroristen blev skudt. I sommer blev netop Halamish ramt af et blodigt terrorangreb, hvor tre personer blev stukket ihjel i deres eget hjem. De lukkede selv terroristen ind, da han bankede på midt under familiens sabbatsmåltid.

 

Genoptaget sikkerhedssamarbejde

Cirka samtidig med det blodige angreb i Halamish i juli valgte Det Palæstinensiske Selvstyre delvist at afbryde sikkerhedssamarbejdet med de israelske sikkerhedsstyrker på Vestbredden. I denne uge har Selvstyret imidlertid meddelt, at man har genoptaget samarbejdet om at holde ro og orden på Vestbredden og forhindre terrorangreb.

Det er selvfølgelig en positiv melding for Israel og de bosættere, som bor inde på Vestbredden, da de er mest udsat for palæstinensisk terror.

Hamas er dog ikke så begejstrede for samarbejdet. De har for nylig indgået en forsoningsaftale med Selvstyret, som blandt andet indebærer, at Selvstyret overtager den civile kontrol af Gaza. At man nu har genoptaget samarbejdet med Israel, kan meget vel blive en sten i skoen, når det gælder forholdet mellem Hamas og Selvstyret.

I dag udtalte en talsmand for Hamas, at man er ”overrasket over genoptagelsen af samarbejdet med den zionistiske fjende, som er det palæstinensiske folks største fjende”.