Annektering: En historisk beslutning på trapperne eller politisk spin?

Vi nærmer os 1. juli, som er den dato, hvor premierminister Netanyahu lader til at have tænkt sig at annektere visse dele af Vestbredden. En hensigt, han har gentaget flere gange på det seneste, og som er en del af den regeringsaftale, han for nylig indgik med Blå og Hvids Benny Gantz.

Der er dog stadig mange spørgsmålstegn. Blandt andet er det uklart, hvor meget Netanyahu i givet fald har tænkt sig at annektere. Det mest sandsynlige lige nu lader til at være, at det i første omgang vil gælde tre bosættelsesblokke, nemlig Ma’ale Adumim, Gush Etzion og Ariel, hvoraf den sidstnævnte ikke grænser op til Israel. Det kan dog ikke udelukkes, at flere bosættelser og eventuelt Jordandalen allerede nu bliver en del af regeringens tiltag. Dette afhænger i høj grad af, hvad USA tillader. Også her er der en del uklarhed. Jared Kushner, som er en af hovedarkitekterne bag den fredsplan, der ligger til grund for den israelske annektering, har tidligere signaleret, at amerikanerne helst ser israelerne vente med at tage store skridt.

Bekymrende udvikling på Vestbredden

Selvom ingen endelige beslutninger er taget endnu, har udsigten til annektering allerede fået konsekvenser på Vestbredden, som er det området, hvor bosættelserne er placeret. Det Palæstinensiske Selvstyre er nemlig begyndt at reducere samarbejdet med de israelske myndigheder. Blandt andet samarbejdet om at give palæstinenserne arbejdstilladelse i Israel og samarbejdet om at forhindre vold og terrorangreb. Onsdag kom det så frem, at Selvstyret har fjernet og skjult følsomme dokumenter, hvilket også tolkes som et dårligt tegn. Det tyder på, at palæstinenserne forventer uro på Vestbredden. Sidst Selvstyret valgte at skjule følsomme dokumenter, var det kort inden den anden intifada, som varede var 2000 til 2005 – en periode med mange terrorangreb.

Hvis samarbejdet med Selvstyret helt ophører – eller hvis Selvstyret går i opløsning – vil det skabe kaos på Vestbredden. Og Israel vil være de eneste til at rydde op.

Kommer det til at ske …?

Det store spørgsmål er dog, om Netanyahu overhovedet har tænkt sig at gennemføre den annektering, han snakker så meget om.

I en analyse på The Times of Israel undrer David Horowitz sig over timingen. For kritikerne står nærmest i kø, hvis han vælger at annektere.  For det første er der store dele af det internationale samfund, som uden tvivl vil fordømme Israel en sådan beslutning tages, uden at det er en del af en større aftale med palæstinenserne. Dernæst er store dele af bosættersamfundet også imod annekteringen, fordi de er imod USA’s fredsplan – som annekteringen altså er en del af. Og den aftale siger, at der skal oprettes en palæstinensisk stat på resten af Vestbredden – omkring 65 procent af området.

Endelig har Jordan truet med at ophæve fredsaftalen mellem de to lande – noget, som også bør indgå i israelernes overvejelser.

Det er nogle af grundene til, at flere stadig tvivler på, at annekteringen rent faktisk kommer til at ske – i hvert fald lige nu og her. Det synspunkt gav Naftali Bennet fra højrefløjspartiet Yamina udtryk for. »Når jeg hører Netanyahu tale så meget om det, bliver jeg mere og mere sikker på, at han ikke vil gøre det. Hvis du vil gøre det, så gør det dog,« sagde han.

Skulle man se på, hvorfor annektering alligevel kan være interessant for Netanyahu, peger Horowitz på to ting. Den ene er, at Netanyahu måske ønsker det som en del af sit eftermæle. At han vil huskes som den, der igen forbandt Israel til de bibelske områder Judæa og Samaria. Den anden er, at det ganske enkelt er noget, som både Netanyahu, rigtig mange af hans vælgere – og mange israelere generelt – gerne ser ske. Og Netanyahu tvivler måske på, at der nogensinde kommer det helt rigtige tidspunkt – og kan samtidig se, at det måske kun er i de kommende måneder, at det er muligt at gøre det med USA’s opbakning.

… eller har han gang i det helt store spin?

En sidste teori, som Horowitz præsenterer er, at Netanyahu vil bruge annekteringssnakken til at fremprovokere endnu et valg, hvor han så regner med at kunne få premierministerposten for sig selv. I den nuværende regeringsaftale skal han nemlig overdrage den til Gantz i oktober 2021.

Teorien er, at annekteringsbeslutningen vil skabe så stor splid i regeringen, at den ikke kan fortsætte – hvilket vil udløse et nyt valg. Og ingen annektering.

Vi bliver klogere omkring 1. juli, som er den dato, hvor Netanyahu rent faktisk må bringe forslaget til afstemning – enten i regeringen eller i Knesset.