Corona kræver første dødsoffer i Israel: Regeringen klar med flere stramninger

Store dele af det israelske samfund er allerede lukket ned, ligesom det er tilfældet herhjemme. Men premierminister Netanayhu overvejer angiveligt at stramme reglerne yderligere. Antallet af smittede stiger nemlig fortsat, og i weekenden fik landet så sit første dødsoffer for coronavirus. Det var en 88-årig mand, der som barn overlevede Holocaust.

I Israel tester man tilsyneladende mere, end man gør i Danmark. Mandag sagde Sundhedsministeriet, at man i løbet af de seneste 24 timer har testet cirka 5000 personer. Antallet af smittede i Israel mandag morgen var oppe på 1.238. Af dem er 24 i kritisk tilstand, mens 34 er i moderat tilstand.

 

Rituelt bad og demonstrationer er lovlige grunde til at forlade hjemmet

Israels minister for offentlig sikkerhed, Gilad Erdan, er bekymret over situationen, og han frygter, at det vil udvikle sig i den forkerte retning i de kommende uger. For cirka en uge siden indførte regeringen en række krav til israelerne. Det medfører blandt andet et udgangsforbud, medmindre man har en god grund til at bevæge sig uden for sit hjem. Disse grunde er bl.a.:

  • Indkøb
  • En tur på apoteket
  • Lægebesøg
  • Donere blod
  • Deltage i en demonstration
  • Hjælpe ældre borgere
  • Møde i retten
  • Religiøse sammenkomster af maks. 10 personer
  • Rituelt bad
  • Dyrke motion i nærheden af sit hjem – maks. 2 personer sammen.
  • Korte gåture i nærheden af sit hjem.

 

Overvejer yderligere restriktioner

Det vides ikke, hvilke yderligere tiltag regeringen har planer om at indføre. Men ministrene holder møde mandag aften, hvor de måske vil tage beslutninger, der i endnu højere grad kræver, at israelerne gør alt for at standse smittespredningen.

Ifølge lederen af Sundhedsministeriets coronateam vil israelerne begynde at se en positiv effekt om cirka 10 dage, hvis de overholder myndighedernes anvisninger.

Man kan håbe, at han har ret i denne antagelse, eftersom det israelske sundhedsvæsen ikke er specielt godt rustet til at tage imod et stort antal af patienter, der skal indlægges. Heldigvis har myndighederne været tidligt ude med restriktioner. Ikke mindst var Israel meget tidligt ude med at kræve 14 dages karantæne, hvis man udviste symptomer, eller hvis man blot rejste ind i landet.

 

Politikerne på arbejde igen

Mandag blev Knesset genåbnet, efter at formanden, Yuli Edelstin, lukkede det i sidste uge. Likud og partiets blok har sagt, at man vil boykotte afstemninger, fordi man er imod genåbningen. Også selvom man har besluttet at stemme i grupper af seks for at mindske smitterisikoen. Det er sandsynligt, at beslutningen i højere grad handler om, at Likud vil undgå visse love i at blive vedtaget.

Der er især tale om en lov, som vil forbyde en sigtet i at danne regering. Oppositionslederen Benny Gantz truer med sådan en lov, som vil sætte Netanyahu ud af det politiske spil. Meget tyder på, at loven vil få et flertal, hvis den bringes til afstemning.

Likud vil også forsøge at forhindre, at partiets eget medlem Yuli Edelstein bliver afsat som Knessets formand. Men mandag har Højesteret pålagt Edelstein, at der på onsdag skal være en afstemning om, hvem der fremover skal være Knessets formand. Meget tyder på, at Edelstein ikke bliver genvalgt.