Coronasmitten breder sig, og Israel har kurs mod ny nedlukning

Visse restriktioner fra nedlukningen efter bølge to gælder stadig. Men nu er Israel godt på vej mod en tredje større nedlukning af landet, efter at smittebølge tre for alvor har fået fat.

Tidligere har myndighederne sagt, at man vil indføre restriktioner, hvis der i løbet af en uge er gennemsnitligt 2.500 smittetilfælde om dagen. Både tirsdag og onsdag var der mere end 2.800, der blev testet positive for coronavirus. Onsdag var det 3,5 procent af testene, der var positive. Antallet af patienter i kritisk tilstand er i løbet af ugen steget fra 350 til over 400. Det samlede dødstal er på 3.033. Kontakttallet er 1,32.

Restriktionerne bliver dog ikke indført lige med det samme. Det forlyder, at coronakabinettet først vil mødes søndag og tage en beslutning. Til den tid er man på den anden side af højtiden chanukka, som slutter ved solnedgang fredag, hvor sabbatten så begynder.

Man forventer, at butikker, shoppingcentre og markeder samt skoler i særligt ramte områder vil lukke, hvis tallene ikke ændrer sig markant inden søndag.

Ifølge Channel 12 vil man derefter se på udviklingen i tre uger. Og hvis ikke der er sket en markant forbedring, er det næste skridt en fuld nedlukning, som man har set tidligere på året, hvor der har været forbud mod at bevæge sig mere end 1 km væk fra sit hjem, medmindre man havde et lovligt ærinde.

 

Håber at vaccinere fra søndag

En god portion af Pfizers vacciner er allerede landet i Israel, hvor man håber at kunne påbegynde vaccinering allerede på søndag. Her vil man begynde med det såkaldte frontpersonale på landets hospitaler og klinikker. Derefter kommer personer over 60 samt andre i risikogruppen. Målet er at vaccinere 60.000 om dagen.