Dansk folketingspolitiker vinder årets Jerusalempris

Hvert år uddeler World Zionist Organization »Jerusalemprisen« til en offentlig person, der på en særlig måde har forsvaret Israel. Blandt andet den australske premierminister, Scott Morrison, har tidligere vundet den.

Og i år landede prisen så i Danmark. Det var nemlig det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen, der lørdag den 19. marts fik overrakt prisen ved en ceremoni, hvor den israelske ambassadør i Danmark, David Akov, deltog.

 

Modtager jævnligt trusler

Lars Aslan fortæller til Jerusalem Post, at han er vokset op i et kvarter i København, hvor der bor mange med mellemøstlig baggrund – og med et fjendtlig syn på Israel.

Aslans forældre og bedsteforældre lærte ham dog at forsvare Israel og jødernes ret til en stat. Han er selv af kurdisk-tyrkisk oprindelse og ved derfor, hvad det vil sige at være en del af et mindretal.

Aslans støtte til Israel har ikke været en gratis omgang. Han har nemlig flere gange oplevet at få trusler fra personer, der ikke kan lide Israel og hans støtte til landet. »Mange ignorerer, at der er antisemitisme i Danmark, især fra indvandrere,« siger han.

Det er Dansk Zionistforbund, der har indstillet ham til prisen – og altså World Zionist Organization, der har tildelt ham den. Organisationen blev stiftet i 1897 – af blandt andet Theodor Herzl.

»Folketingsmedlem Aslan Rasmussen viser offentligt mod og politisk lederskab med sin trofaste støtte til det jødiske samfund i Danmark,« lød det blandt andet i begrundelsen.