En længe ventet dag: Ikke flere gidsler i Gaza
Mandag kunne den israelske hær meddele, at man har fundet og identificeret liget af Ran Gvili på en begravelsesplads i den østlige del af Gaza By. Det ligger i det område af Gaza, som Israel kontrollerer.
Dermed er der nu ikke flere israelske gidsler i Gaza. Det er første gang i mere end 10 år, det forholder sig sådan. For helt siden august 2014 har Hamas haft israelske gidsler. Dengang tog de ligene af de to soldater Oron Shaul og Hadar Goldin.
Nyheden er en stor lettelse. Først og fremmest for Ran Gvilis familie, der i nogle måneder har været den eneste familie (ud af mange), der ikke har fået deres kære hjem fra Gaza. Men også for Israel som nation og folk. Med fundet af Gvilis lig er det første af krigens overordnede mål nu nået. Alle gidsler er bragt tilbage til Israel.
I løbet af weekenden kom det frem, at Israel måske havde oplysninger om, hvor Gvilis lig befandt sig. To-tre lokationer var angiveligt i spil – blandt andet begravelsespladsen. I løbet af weekenden har israelske undersøgelseshold så undersøgt flere hundrede lig på begravelsespladsen, hvor man mente, at Gvili lå begravet. Til det arbejde havde man blandt andet hjælp fra tandlæger, som skulle undersøge om ligenes tandstruktur matchede Ran Gvilis.
IDF har indikeret, at Gvili måske blev begravet af terrorgruppen Palæstinensisk Islamisk Jihad, som fejlagtigt troede, at han var en af deres.
Men det var han ikke. Ran Gvili var en 24-årig politibetjent, som blev dræbt 7. oktober, mens han forsvarede kibbutz Alumim i det sydlige Israel, da Hamas trængte gennem grænsehegnet og dræbte omkring 1200 mennesker og kidnappede 251.
