En påskeuge præget af raketter og terrorangreb

Fredag aften gik en israelsk araber amok med sin bil i området ved strandpromenaden i Tel Aviv. Over en strækning på flere hundrede meter kørte han i fuld fart ind i fodgængere. Det stoppede først, da bilen vendte på hovedet og en tililende betjent skød og dræbte terroristen.

Otte personer blev ramt af bilen. En 35-årig italiensk turist blev dræbt og 7 andre turister fra Italien og Storbritannien såret.

Terroristen var en israelsk araber. De lokale ledere i den by, han kom fra, udsendte en erklæring, hvor de tager meget skarpt afstand fra hans handlinger. Også lederen af Israels arabisk-islamistiske parti Ra’am fordømte terrorangrebet stærkt.

Terrorangrebet i Tel Aviv var fredagens andet angreb. Om formiddagen skød terrorister mod en israelsk bil ved Hamra-krydset på den nordlige Vestbred ikke langt fra Jordandalen. Bilen forulykkede, hvorefter terroristerne gennemhullede den med kugler. I bilen sad en 48-årig mor og hendes to døtre på 15 og 21 år. Søstrene blev dræbt på stedet, mens moren blev livsfarligt såret. Faren, der kørte i en anden bil lidt foran, vendte om, da han hørte om terrorskydningen, og fandt sine piger dræbt og sin kone stærkt kvæstet.

Fredagens blodige terrorangreb kommer efter urolighederne på Tempelbjerget i Jerusalem natten til onsdag. Disse uroligheder var gnisten, der fik den allerede højspændte situation til at eksplodere. Muslimer er midt i fejringen af ramadanen, og jøder begyndte onsdag aften fejringen af pesach, den jødiske påskeuge.

I løbet af onsdagen blev der affyret i alt 18 raketter fra Gazastriben mod israelske byer. Israels luftvåben svarede med bombardementer af militære mål i Gazastriben.

Torsdag eftermiddag ændrede terrororganisationerne taktik. Denne gang blev der affyret 34 raketter fra Sydlibanon mod det nordligste Israel. Mange raketter blev skudt ned af Israels luftforsvar, men især i byen Shlomi blev nogle bygninger ret stærkt beskadiget. To israelere blev såret, en fra en drusisk landsby og en fra en kristen, arabisk landsby.

Israels hær siger, at raketterne blev affyret af den palæstinensiske terrororganisation Hamas, der i de senere år har opbygget en militær tilstedeværelse i palæstinensiske kvarterer i Libanon. De israelske gengældelsesangreb natten til fredag var derfor målrettet mod Hamas i Gazastriben og Hamas-mål i det sydlige Libanon. Israelske kilder siger, at hæren var omhyggelig med ikke at ramme Hizbollah-mål, for ikke at optrappe konflikten ved at inddrage Hizbollah.

Hamas i Gaza svarede straks igen ved natten til fredag at affyre en ny byge af raketter fra Gaza mod Israel. 44 raketter tvang tusinder af israelere i den sydvestligste del af landet til at tilbringe natten i beskyttelsesrum. Et hus i Sderot blev ramt, men ni raketter ramte i Gazastriben selv. Det blev kun affyret raketter mod området tæt på Gaza, og 12 af raketterne ramte i Middelhavet. Det kan tyde på, at også Hamas ønsker at begrænse angrebene og undgå en egentlig krig med Israel.

Både ramadanen og pesach fortsætter. Fredagsbønnen på Tempelbjerget i Jerusalem forløb relativt roligt. Og de israelske myndigheder har ophævet de særlige restriktioner på befolkningen nær grænsen til Gaza. Det tyder på, at myndighederne vurderer, at Israel undgår en yderligere optrapning. Men nogen garanti mod enkeltstående terrorangreb som de to fredag er det selvfølgelig umuligt at give.

(Foto: Arkivfoto fra Israels grænse til Libanon)