FN kritiseres for tavshed over for israelske kvinder

Da FN’s Sikkerhedsråd holdt møde onsdag, opfordrede generalsekretær Antonio Guterres til en »ægte humanitær våbenhvile« - og til, at alle gidslernes i Gaza bliver frigivet.

Men ifølge Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan, giver det ikke mening, at FN og Guterres på den ene side kræver permanent våbenhvile og på den anden side siger, at de ønsker varig fred. I sit svar sagde Erdan: »Enhver, der støtter våbenhvile, støtter dybest set, at Hamas kan fortsætte sit terrorregime i Gaza. Hamas er en morderisk terrororganisation – det skjuler de ikke – og er ikke en troværdig fredspartner. Kan I Ikke se modsætningen: at kræve både våbenhvile og fred er et paradoks.«

Erdan gjorde også opmærksom på datoen for mødet i Sikkerhedsrådet, nemlig 29. november. Det var på denne dato i 1947, at FN vedtog en delingsplan, der skulle føre til oprettelsen af både en jødisk stat, Israel, og en arabisk stat i det område, der i dag er Israel, Gaza og Vestbredden. Men araberne afviste planen og forsøgte ikke længe efter at udslette den nyudråbte jødiske stat.

»I dag, 76 år senere, gentager historien sig. Arabiske udenrigsministre er kommet her for at støtte en terrororganisation, der ønsker at udslette Israel.  Heldigvis mislykkedes planen dengang, ligesom den vil mislykkes i dag,« sagde Erdan.

 

Kritik af manglende støtte til israelske kvinder

Et andet område, hvor Israel og mange andre har kritiseret FN, er, når det gælder støtte til de israelske kvinder, efter at det er blevet dokumenteret, at Hamas begik uhyrlige seksuelle forbrydelser mod mange kvinder 7. oktober.

FN-organet UN Women har eksempelvis nægtet direkte af fordømme Hamas. For nylig skrev UN Women faktisk et opslag, der fordømte Hamas – men kort efter blev det slettet igen. Forklaringen lød, at UN Women ville fokusere på noget andet, nemlig frigivelse af gidlserne.

I et interview med CNN blev Sarah Hendriks (vicechef i UN Women) i denne uge spurgt, hvorfor det var så svært for dem at fordømme Hamas. Svaret var en masse svært forståelige sætninger, som i bund og grund sagde, at UN Women ikke ville udtale sig, før der var blevet foretaget en grundig undersøgelse af »de påståede overtrædelser«. De mener åbenbart ikke, at den omfattende dokumentation af forbrydelserne 7. oktober er troværdige. De medicinske eksperter, som har set og undersøgt blandt andet ligene af kvinder, er ellers ikke i tvivl. Og videoer af israelske kvinder, der tages af Hamas, mens de bløder voldsomt fra deres underliv, har tilsyneladende heller ikke gjort det store indtryk på UN Women. Ej heller vidneudsagn fra personer, der har set kvinder blive voldtaget og henrettet.

Men som National Review gør opmærksom på, så er der et hav af andre sager, hvor UN Women har fordømt konkrete sager, hvor kvinder er blevet undertryk, uden først at gennemføre en grundig og langvarig undersøgelse. Et af mange eksempler er Talebans undertrykkelse af kvinder i Afghanistan. Det lader altså til, at det kun er i tilfældet med israelske kvinder, at der skal en grundigere undersøgelse til, før UN Women tør sige noget.

 

Guterres: Der er »beretninger« om seksuel vold

Sent onsdag – mere end 50 dage efter terrorangrebet – skrev generalsekretær Guterres på X, at »der er mange beretninger om seksuel vold under de forfærdelige terrorhandlinger udført af Hamas 7. oktober, som skal undersøges grundigt«.

Opslaget har fået forskellige reaktioner. Mange synes, det er godt, at Guterres langt om længe vælger at omtale de seksuelle forbrydelser, men der er især to kritikpunkter.

For det første er der mange, der i kommentarsporet spørger, hvorfor det skulle tage 53 dage for generalsekretæren at nævne det, som allerede få dage efter terrorangrebet, var veldokumenteret. For det andet kritiserer blandt andet Gilad Erdan, at Guterres stadig sår tvivl om vidnernes og eksperternes udsagn, når han skriver, at det »skal undersøges«.

Erdan mener, at Guterres udelukkende har skrevet opslaget for at lægge en dæmper på den voksende vrede mod FN over, at man har været tavs, når det gælder volden mod israelske kvinder.

I næste uge vil Israel i FN fremlægge den omfattende dokumentation for Hamas’ seksuelle forbrydelser. Her har Gilad Erdan inviteret Guterres til at deltage.