Forargelig FN-resolution ignorerer jødisk relation til Tempelpladsen

I går vedtog FN’s kulturelle organ, UNESCO, endnu en resolution, som fordømmer Israel. Det er mildest talt ikke nogen sensation – desværre. Langt størstedelen af de fordømmende resolutioner, som vedtages i FN, er rettet mod Israel. Denne gang handler det blandt andet om de israelske sikkerhedsstyrkers tilstedeværelse på Tempelpladsen. De fordømmes for at krænke muslimers ret til at dyrke deres religion på pladsen; en helt urimelig anklage, da der er tale om absolut nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

 Men denne resolution har skabt særligt stor forargelse i Israel. Grunden er, at den jødiske forbindelse til Tempelpladsen fuldstændig ignoreres, ja mere eller mindre benægtes. Samtlige steder, hvor Tempelpladsen er omtalt (cirka 20 steder) bliver den kaldt »Al Haram Al Sharif«, den muslimske betegnelse for stedet. Ikke ét sted er der noget i teksten, der bare antyder en jødisk relation til stedet. Ikke ét sted tales der om »Tempelbjerget«.

 Derudover anvendes konsekvent termen »Israel, besættelsesmagten« i stedet for bare »Israel«. Denne sprogbrug har vakt stor harme i Israel over hele det politiske spektrum. Her er nogle udvalgte citater:

 Benjamin Netanyahu: »Hvad bliver det næste? En UNESCO-beslutning, der benægter forbindelsen mellem peanutbutter og jelly? Batman og Robin? Rock og rul?« (Twitter). »At sige, at Israel ikke har nogen forbindelse til Tempelpladsen, er det samme som at sige, at Kina ikke har nogen forbindelse til den kinesiske mur, eller at Egypten ikke har nogen forbindelse til pyramiderne. Med denne absurde beslutning har UNESCO mistet den lille smule legitimitet, de havde tilbage.«

 Præsident Rivlin: »Intet forum eller organ kan komme og benægte forbindelsen mellem det jødiske folk, landet Israel og Jerusalem. Ethvert organ, der gør det, ydmyger sig selv.«

Oppositionsleder Isaac Herzog: »Dem, som vil omskrive historien, forvrænge fakta og opfinde den fantasi, at Grædemuren og Tempelpladsen ikke har forbindelse til det jødiske folk, fortæller en forfærdelig løgn, som kun øger hadet.«

 Også Donald Trump har udtrykt sin uenighed med UNESCOS beslutning: »Dette ignorerer den 3000 år gamle forbindelse mellem Israel og dets hovedstad, Jerusalem. Det er endnu et bevis på den antiisraelske holdning, der er i FN. Jerusalem er Israels hovedstad og vil blive anerkendt som netop det under mit lederskab.«

 Det eneste lyspunkt er, at det lykkedes den israelske FN-ambassadør at overbevise lande som Spanien, Frankrig, Sverige, Argentina og Indien om at undlade at stemme. De havde ellers først tænkt sig at stemme for. I alt 24 lande stemte for, heriblandt Rusland, Kina, Egypten, Iran Pakistan og Sydafrika. Seks lande stemte imod: Estland, Tyskland, Litauen, Holland, Storbritannien og USA. 26 lande undlod at stemme.

 At et organ som FN på den måde benægter det åbenlyse faktum, at Israel og det jødiske folk historisk set er tæt forbundet til Jerusalem og Tempelpladsen, er meget trist. Det skaber en kæmpe mistillid til det internationale samfund, når så mange lande stemmer for en sådan resolution. Samtidig opildner det palæstinenserne og bekræfter dem i den løgn, at Israel vil overtage Tempelpladsen.

 UNESCO står for United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization.