Fremgang til Alternative für Deutschland bekymrer Tysklands jøder

Det er ikke mange uger siden, Tyskland blev lammet af et forfærdeligt terrorangreb mod en synagoge i byen Halle, der kostede to mennesker livet. Et angreb, som sagtens kunne have kostet mange flere liv, hvis gerningsmanden var lykkedes med at trænge ind i selve synagogen.

Gerningsmanden tilhørte den yderste højrefløj i Tyskland, hvor antisemitismen sammen med modstanden mod muslimsk indvandring er dominerende.

Derfor vækker det bekymring hos jødiske ledere, at partiet Alternative für Deutschland, som befinder sig på den yderste højrefløj, søndag fik stor fremgang ved regionalvalget. I Thüringen mere end fordoblede partiet sit stemmetal og fik 23 procent – mere end Angela Merkels CDU og kun slået af venstrefløjspartiet Die Linke.

Charlotte Knobloch er holocaustoverlever og leder af det jødiske samfund i München, og hun er bekymret over fremgangen til AfD. Hun siger, at partiet har ”lagt fundamentet for eksklusion og vold på højrefløjen”.

Partiet har været i fokus efter angrebet 9. oktober, fordi nogle mener, at dets linje har været med til at understøtte had mod etniske minoriteter – jøder såvel som muslimer.

Især den lokale leder i den region, hvor partiet fik så stor fremgang, er blevet kritiseret. Björn Höcke har blandt andet sagt, at holocaust-monumentet i Berlin er et ”skammens monument”. Han mener, at tyskerne ikke burde ”skamme sig” over Holocaust, men i stedet vende sig væk fra en kultur, hvor man gør så meget for at mindes nazisternes folkemord mod jøderne under Anden Verdenskrig. Han har opfordret til en ”180-graders vending”. Mike Mohring fra CDU har sagt: ”For mig er Höcke nazist”.

Det jødiske samfund i Tyskland mener ikke, at regeringen og myndighederne gør nok for at beskytte jøderne. Mange kritiserede, at synagogen ved Halle var fuldstændig ubeskyttet under løvhyttefesten.

Ud over den fremtrædende antisemitisme på den yderste højrefløj, oplever de tyske jøder også øget had og vold fra muslimer i landet.