Hamas er ikke de eneste, der terroriserer Gaza
Mens den brede offentligheds fokus i høj grad er fjernet fra Gaza og i stedet rettet mod Libanon og Iran, ja, så har Hamas stadig magten i den del af Gaza, som ikke kontrolleres af Israel.
Terrorgruppen har endda haft tid og ro til at holde internt valg. Det fulde resultat af det er ikke offentliggjort, men det libanesiske medie Al-Akhbar skriver, at Hamas-medlemmerne i Gaza har valgt Khaled Mashaal, som gruppens overordnede leder, mens Khalil Al-Hayya blev valgt som leder i Gaza. Det var han i forvejen – blot uden et valg i ryggen.
De to repræsenterer to forskellige fløje i Hamas. Al-Hayya er den mest militant anlagte. For ham er det vigtigt, at Hamas genopbygger sin militære magt og kapacitet i Gaza. Mashaal derimod ønsker angiveligt at forbedre forholdet til Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden.
Ingen af de to bor selv i de palæstinensiske områder. Al Hayya blev for nylig forvist fra Qatar, da han rejste ud og ikke fik lov at rejse ind igen. Hans plan er efter sigende at bosætte sig mere permanent i Tyrkiet.
Affald og rotter
Tilbage i Gaza plages befolkningen ikke kun af Hamas – men også af rotter . I The Times of Israels podcast »What matter now« fra 8. Maj fortæller Ahmed Fouad Alkhatib, hvordan hans mange kontakter I Gaza fortæller, at rotterne er overalt. De er aggressive, bider børn og voksne og spreder sygdomme.
The Times of Israel fortæller for eksempel om en kvinde, der få dage før sit bryllup oplevede, at rotter havde bidt sig vej til hendes brudekjole og ødelagt den.
I en video fra Reuters kan man se billeder fra en teltlejr, der er plaget af rotter. I videoen forklares det, at problemet hænger nøje sammen med, at der er uendelige mængder affald, som ikke bliver fjernet – og det tiltrækker rotter.
Afvæbning ikke begyndt
Trumps Fredsråd er officielt begyndt at arbejde, men processen med at afvæbne Hamas er ikke begyndt.
Tiltroen til, at det kommer til at ske, er da heller ikke stor.
Samtidig har Israel udvidet det område i Gaza de kontrollerer. Før var det 53 procent. Nu skulle det være i nærheden af 60 procent.
Selvom der er våbenhvile, hænder det stadig, at Israel angriber Hamas-mål i Gaza.
