Hamas tog ofres telefoner og livestreamede massakre

Israel befinder sig i høj grad stadig i en tilstand af chok efter terrorangrebet 7. oktober. Så sent som i weekenden blev der fundet flere lig. Og flere personers skæbne er stadig uvis. Samtidig kommer der stadig nye beretninger om den grufulde måde, Hamas gennemførte sit angreb på.

Der er blevet fortalt mange vidnesbyrd, og det er gruopvækkende læsning. Det gælder også en artikel fra sidste uge i The New York Times. Her kan man læse, at Hamas-terroristerne i flere tilfælde stjal deres ofres telefoner og derefter enten livestreamede deres massakre, postede opslag på ofrenes sociale medier eller ringede til ofrenes venner og familie.

The New York Times kommer med flere skræmmende eksempler.

Artiklen fortæller blandt andet om en ung teenager, der blev taget som gidsel. Han blev filmet af Hamas-terroristerne, mens de tvang ham til at gå rundt i den by, han boede i, og kalde på folk og sige, at de trygt kunne komme ud.

Et andet eksempel er en familie, hvor terroristerne sigtede på forældrene med en pistol, mens de forsøgte at trøste deres to grædende børn, der spurgte til deres storesøster. Dette blev livestreamet på en af familiemedlemmernes Facebook-profiler. Storesøsteren lå myrdet i et andet rum. New York Times fortæller, at moren og de to børn blev reddet – mens faren blev taget med til Gaza som gidsel.

 

Så billede på bedstemors Facebook-profil

En israelsk pige fandt ud af, at hendes bedstemor var død, gennem et opslag på bedstemorens Facebook-profil.

»Jeg så mit livs mareridt. En terrorist brød ind i hendes hjem, dræbte hende, tog hendes telefon, tog et billede af massakren og postede det på hendes Facebook,« skrev barnebarnet på sin profil dagen efter angrebet.

 

Ofrene blev bundet, stukket, brændt og skudt

Lige nu er Israel både i sorg og i krig. Og mens store dele af det internationale samfund diskuterer mulige krigsforbrydelser, antallet af lastbiler, der kommer ind i Gaza, og trusler fra Iran og Hizbollah, så sørger israelerne stadig over deres tabte. De begraver stadig deres døde – og dødstallet stiger.

I podcasten »The Daily Briefing« udgivet af The Times of Israel (udsendelsen fra 18. oktober) fortæller journalist Haviv Rettig Gur om tilstanden i landet. Her fortæller han om en ven, der arbejder for politiet og har været med til at identificere ligene af mange af ofrene. Vennen har fortalt ham, at mange af ligene viste, at ofrene først var blevet bundet, derefter stukket med kniv, derefter brændt – og til sidst skudt. »Det skete på den samme krop,« siger Rettig Gur for at være sikker på, at der ikke er nogen misforståelse.

 

»Vi kommer ikke videre foreløbig«

Rettig Gur slutter sin beskrivelse af med at sige, at disse informationer er vigtige, fordi »verden skal vide det«.

Til sidst fortæller han, at Israel stadig befinder sig »midt i denne begivenhed«.

»Verden er kommet videre og snakker om geopolitik, Iran, Hizbollah og om, hvem der ramte hospitalet i Gaza – og alt muligt andet. Inde i Israel er vi stadig dybt, dybt påvirket af denne begivenhed [terrorangrebet 7. oktober, red.] – og vi kommer ikke videre lige foreløbig.«