Historisk fund: De allierede kendte til Holocaust tidligere end antaget.

På hvilket tidspunkt i løbet af Anden Verdenskrig vidste de allierede, at Hitler og nazisterne var i gang med at dræbe millioner af jøder? Det spørgsmål er blevet højaktuelt i forbindelse med offentliggørelsen af dokumenter, der viser, at USA, Storbritannien og Rusland kendte til masseudryddelsen af jøder langt tidligere, end man ellers har antaget. Faktisk kendte de til koncentrationslejrene og gaskamrene allerede i december 1942, siger Dan Plesch, som er den professor, der har brugt mest tid på at undersøge dokumenterne, som kommer fra FN’s Kommission for Krigsforbrydelser. Kommissionen blev stiftet i 1943 og nedlagt sidste i fyrrerne. Dermed kendte nazisternes fjender til nazisternes systematiske folkedrab mere end to år tidligere, end man indtil nu har antaget.

Ifølge Dan Plesch er dokumenterne endnu et klart og tydeligt bevis, som udgør ”et vognlæs af søm i kisten” mod holocaustbenægtelse – selvom der ikke er behov for yderligere bevis. Det siger han til The Independent.

Forklaringen på, at for eksempel briterne ikke tidligere reagerede på deres kendskab til de frygtelige koncentrationslejre, er ifølge Plesch, at man frygtede, at det ville få kommunismen til at vokse sig endnu stærkere, hvis man begyndte at retsforfølge nazisterne.

USA ønskede angiveligt heller ikke at optrappe konflikten med nazisterne, fordi man frygtede, at det økonomiske forhold til Tyskland efter krigen ville blive ødelagt.

Under Anden Verdenskrig blev seks millioner europæiske jøder, hvoraf halvanden million var børn, dræbt af Adolf Hitlers naziregime. De udgjorde cirka to tredjedele af alle europæiske jøder på det tidspunkt. I dag er der mennesker, der benægter, at Holocaust nogensinde er sket. De hævder, at det er en løgn. Eksempelvis blandt de iranske religiøse ledere møder man benægtelse af Holocaust. Derfor er det vigtigt at blive ved med at minde verden om, at Holocaust skete, og hvad det var: drab på millioner af jøder af dem simple grund, at de var jøder. Det er vigtigt, fordi dette mønster også kan ses i dag, hvor jøder stadig bliver forfulgt, chikaneret og slået ihjel, fordi de er jøder.