Hizbollah-leder truer Libanons regering efter plan om afvæbning

Hizbollahs leder Naim Qassem har truet Libanons regering og sagt, at ”der ikke vil være noget liv i Libanon”, hvis regeringen forsøger at tage Hizbollahs våben med magt. I så fald vil gruppen kæmpe imod, lyder budskabet.

Truslen kommer, efter at Libanons regering torsdag den 7. august accepterede ”principperne” i en plan fremlagt af USA. Planen består af fire faser og vil føre til, at Hizbollah bliver afvæbnet, og at Israel trækker sig helt ud af landet. Israelske soldater er nemlig stadig til stede på fem baser på den libanesiske side af grænsen (meget tæt på grænsen).

I efteråret 2024 indgik Libanon og Israel en aftale om våbenhvile. Den indebar, at Libanons hær skulle overtage kontrollen med det sydlige Libanon og fortrænge Hizbollah fra området, samtidig med at Israel trak sig ud. Libanons hær har dog ikke haft let ved at klare sin del af opgaven, og derfor er det endt med, at Israels hær stadig har en tilstedeværelse – og også stadig udfører missioner af og til, når Hizbollah rører på sig.

Situationen er dog blevet så stabil, at mange evakuerede israelere i foråret kunne vende hjem til byerne i det nordligste Israel.

 

De fire faser

Planen, som altså blev vedtaget 7. august, indebærer følgende fire faser:

Fase 1: Libanons regering skal inden for 15 dage udstede et dekret, der slår fast, at Hizbollah skal afvæbnes helt inden udgangen af 2025. I denne periode må Israel ikke udføre militære aktioner i Libanon.

Fase 2: Libanon skal påbegynde afvæbningen af Hizbollah (og andre væbnede grupper) senest efter 60 dage. Der skal fremlægges en detaljeret plan for, hvordan man vil gøre det. Samtidig vil Israel påbegynde tilbagetrækningen.

Fase 3: Senest efter 90 dage skal Israel have trukket sig helt ud af Libanon (det er uklart, om det er senest 90 dage efter vedtagelsen af planen eller 90 dage efter at Libanon påbegynder afvæbningen)

Fase 4: Senest efter 120 dage skal Hizbollah være helt afvæbnet, inkl. droner og missiler. I løbet af fase 4 (hvilket må forstås som ”mellem dag 90 og dag 120”) vil USA, Frankrig, Qatar, Saudi-Arabien og andre lande lægge en plan for økonomisk hjælp til genopbygningen af Libanon.

 

Naim Qassems advarsel kommer altså kort før at Libanons regering forventes at komme med sit dekret og derefter påbegynde afvæbningen af Hizbollah.

Selvom den libanesiske terrorgrupper led et stort nederlag til Israel i efteråret 2024, besidder den stadig mange missiler og andre våben.

Libanesernes store bekymring lige nu er derfor, at der udbryder væbnet kamp mellem statens hær og Hizbollah.