Hizbolllahs dronebase seks kilometer fra grænsen viser truslen mod Israel

I weekenden kunne man på The Times of Israels hjemmeside læse en reportage fra det sydlige Libanon.

Journalist Emanuel Fabian og kollegaer fra andre medier blev efter solnedgang af Israels hær kørt fra grænsen til den libanesiske landsby Majdal Zoun. Den ligger tæt på kysten og cirka seks kilometer fra grænsen til Israel. I løbet af foråret har den israelske hær indtaget landsbyen. Og det er der en god grund til.

Det, som journalisterne fik at se under deres besøg, er nemlig et godt eksempel på, hvorfor Israel lige nu har en sikkerhedszone i det sydlige Libanon. Og hvorfor de har tænkt sig at beholde den.

Majdal Zoun ligger på en bjergtop og ser umiddelbart fredelig ud. Men gemt under landsbyen har Hizbollah i mange år skabt det, som ifølge IDF er en dronebase og -fabrik.

Fabian og de andre journalister blev kørt til nordsiden af bjerget – altså den side, som vender væk fra Israel. Her blev de ført til en hovedindgang til en tunnel, der var så bred, at en bil kunne køre ind. Ifølge IDF er tunnelen flere hundrede meter lang. Den forgrener sig og fører til fire små udgange på den sydlige side af bjerget. Udgange, som Hizbollah har brugt til at affyre droner mod Israel. Udgangene består af sprængsikre døre.

Netop droner er der mange af i tunnelen, viser Fabians billeder. Det er iransk-producerede angrebsdroner, og ifølge IDF er de blevet samlet inde i tunnelen. En officer fra hæren fortæller dem, at da de tidligere på året tog kontrol med tunnelen, fandt de 50 droner med hver 30 kilo sprængstof. Han fortæller også, at det er første gang, IDF har adgang til den slags iranske droner, som er helt intakte. Det giver hæren vigtig viden.

En anden person, der var med til at vise rundt, fortæller, at »dette er droner, som har truet Israel både i længden og dybden. Vi kom her for at fratage Hizbollah disse muligheder«.

 

Vil blive i Libanon

Det, man ser i Majdal Zoun, viser altså, hvorfor IDF med god grund har tænkt sig at blive i det sydlige Libanon, selvom Iran og USA i sidste uge indgik en aftale, som tilsyneladende kræver, at Israel skal trække sig ud af området.

Men hvis Israel trækker sig ud, ja, så vil Hizbollah igen kunne indtage tunnelen under Majdal Zoun – og andre lignende steder i området. Her vil de kunne sende angrebsdroner og missiler mod Israel – hvilket de uprovokeret begyndte at gøre, da Israel og USA gik i krig mod Iran 28. februar.

Dronebasen ligger som nævnt under en landsby. Det er altså også med god grund, at det sydlige Libanon er stort set evakueret. Ligesom Hamas gemmer Hizbollah sig bag civilbefolkningen.

Meget tyder på, at Israel nu har besluttet sig for at få fjernet den enorme terrorinfrastruktur, som Hizbollah har brugt de seneste årtier på at opbygge.

Spørgsmålet er, om det vil føre til en større krise mellem Israel og USA. Og om det vil medføre, at rammeaftalen mellem Iran og USA aldrig bliver omsat til en mere permanent aftale.