Israel opruster i nord efter terrorcelles forsøg på bombeangreb

Fjendskabet mellem Israel og terrorgruppen Hizbollah, som holder til i Libanon, er blusset op den seneste tid.

Hizbollah beskylder Israel for at stå bag et bombeangreb i Syrien i slutningen af juli, hvor en af Hizbollahs soldater blev dræbt. Israel har ikke kommenteret angrebet.

Men eftersom Hizbollah giver Israel skylden, har det israelske militær de seneste uger forberedt sig på en mulig hævnaktion og har sendt flere tropper til området i nord, hvor Israel grænser op til Libanon.

Mandag den 27. juli kunne en israelsk talsmand for militæret så fortælle, at tre-fem personer havde krydset grænsen fra Libanon og ind i Israel. Ifølge israelerne var der tale om Hizbollah-soldater, men gruppen har selv afvist dette. Israelske soldater skød mod personerne, som blev drevet tilbage til libanesisk territorium.

Efterfølgende sagde premierminister Netanyahu, at »Hizbollah må forstå, at de leger med ilden. Ethvert angreb mod os vil blive besvaret med stor kraft«.

 

Placerede bomber ved grænsepost

Sent søndag var der så endnu en gruppe, der ulovligt trængte ind på israelsk territorium. Denne gang fra Syrien, som ligeledes grænser op til den nordlige del af Israel.

Fire bevæbnede personer trængte ind over grænsen og gik hen til en ubemandet militærpost, hvor de placerede et antal bomber. Personerne nåede dog ikke tilbage til Syrien igen, for en israelsk specialenhed var allerede til stede i området. De angreb de fire terrorister, som også blev beskudt fra luften – og alle mistede livet.

Det israelske militær havde i forvejen en kraftig mistanke om, at en form for angreb måske var undervejs. I dagene forinden havde man nemlig observeret flere personer nærme sig grænsen. Ifølge israelerne var der tale om personer, der foregav at være fårehyrder, men i virkeligheden var der for at overvåge området.

Da de fire personer søndag aften krydsede grænsen, var en gruppe soldater fra specialenheden Maglan derfor allerede til stede og lå i baghold.


Israelske soldater kigger ind over nabolandet Syrien. (Foto: Ole Andersen)

Ukendt tilhørsforhold

Der er flere ubesvarede spørgsmål. Dels er det uklart, hvilken gruppe de fire personer eventuelt hører til. Om der var tale om Hibollah-soldater eller eventuelt personer med tilhørsforhold til en anden mindre terrorgruppe. Dels er det uklart, om hændelsen har nogen forbindelse til de øvrige hændelser i området den seneste tid.

Det israelske militær er nu i gang med at undersøge de bomber, som blev placeret ved grænsen, og man håber, at disse undersøgelser kan give nogle svar.

Israel har desuden erklæret, at man holder det syriske styre ansvarlig for de aggressioner og angreb, der sker ved de to landes grænse.

En talsmand siger, at man »vil blive ved med at være på vagt længe endnu«. Han antydede også, at man overvejer en form for gengældelse i Syrien.

Den seneste tid er der blevet udført flere luftangreb mod iranske mål i Syrien. Mange mener, at Israel står bag disse, men israelerne selv har ikke kommenteret angrebene.

 

Raketangreb fra Gaza

I den sydlige del af Israel – nærmere betegnet ved Gaza – har der været relativt roligt i juli. Der har ikke været raketangreb siden 5. juli. Men natten til mandag blev en enkelt raket affyret fra Gaza mod Sderot. Missilforsvaret Jernkuplen formåede at eliminere raketten i luften.

Angrebet kom, netop som Sderot indviede en ny drive-in-biograf. Der var derfor mange mennesker samlet i biler foran det store lærred. De og mange flere tusind andre borgere måtte skynde sig ned i beskyttelsesrummene.

Israel svarede igen ved at ramme Hamas-mål i Gaza.