Israel svarer igen efter fund af bomber langs Golan-grænsen

Tirsdag morgen fandt israelske styrker et antal bomber i Golan langs grænsen til Syrien. De blev fundet i et område, der fungerer som bufferzone mellem Israel og Syrien, men som er kontrolleret af Israel. Tidligere brugte Israel området til at behandle civile syrere, der var kommet til skade i borgerkrigen. I dag bruges det som militært område, og målet med bomberne har derfor sandsynligvis været at ramme israelske soldater. Bomberne blev kort tid efter desarmeret.

Ifølge en talsmand for det israelske militær, IDF, er det sandsynligvis Iran, der har beordret lokale syrere til at placere bomberne. Det samme skete i august i år, hvor fire syrere på ordre fra Iran placerede bomber i området. De blev skudt og dræbt i forbindelse med placeringen af dem. Denne gang er det uklart, præcis hvor længe de eksplosive genstande har ligget der.

 

Israel svarer igen ved at angribe militære mål i Syrien

Den vel nok vigtigste kamp, IDF kæmper i disse år, er kampen mod Irans forsøg på at få indflydelse i Syrien. Iranernes mål med med at få indflydelse her er nemlig klokkeklart: at angribe Israel. Derfor har israelerne jævnligt gennemført aktioner i Syrien for at bekæmpe Iran, som har soldater til stede mange forskellige steder.

Efter fundet af bomber langs grænsen gennemførte Israel også denne gang en række angreb mod i alt 8 militære lokationer i Syrien. Det skete onsdag morgen.

IDF har ikke afsløret alle 8 mål. Men der var tale dels om bygninger, der var kontrolleret af Irans Quds-styrker, der hører under regimets militær kaldet Revolutionsgarden, dels om mål tilhørende det syriske militær. Det er uklart, hvor mange mennesker, der omkom i angrebene. Ifølge det syriske statsmedie SANA var det tre, mens Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder angiver ti dødsfald.

Talsmanden for IDF siger, at angrebene er et budskab både til Iran om at holde sig langt væk fra grænseområdet og til Syrien om, at Israel også holder dem ansvarlige, når Iran får lov til at bruge syrisk territorium til at angribe og true Israel.

Forsvarsminister Benny Gantz brugte anledningen til at sende en klar besked: »Jeg siger endnu en gang til vores fjender: Israel vil ikke acceptere krænkelse af vores suverænitet nogen steder, og vi vil ikke tillade en farlig styrke at etablere sig langs vores grænse.«

 

Kampen fortsætter

Begivenhederne er som sådan ikke anderledes end meget, der er set tidligere. Men de sætter en streg under, at Israel bestemt ikke tager let på truslen fra Iran. Og for hver gang hændelser som disse udspiller sig, er det Israels fjender, der lider det største tab. De adskillige israelske angreb, som har fundet sted de seneste år, rammer de iranske Quds-styrker hårdt. Indtil videre lader det dog til, at de nægter at opgive kampen for at nå deres mål om at udslette Israel.

Dermed er der ikke nødvendigvis tale om en optrapning af situationen i nord, men snarere om en bekræftelse af, at Israel tager truslen meget alvorligt og lader både Syrien og Iran mærke, at de mener det alvorligt, når de siger, at de ikke accepterer iranernes fortsatte forsøg på at nærme sig grænsen til Israel.