Israels antiterroroperation koster liv: Israelsk soldat dræbt

Siden april har de israelske sikkerhedsstyrker været i gang med det, de kalder Operation Bryd Bølgen. Den bølge, de vil bryde, er bølgen af terrorangreb og generel terroraktivitet, som begyndte i foråret, hvor en række alvorlige angreb i Israel og på Vestbredden kostede 19 personer livet.

Kort fortalt består operationen i, at militæret de fleste nætter siden april har foretaget anholdelsesaktioner i palæstinensiske byer på Vestbredden. Ud over at have anholdt omkring 2.000 palæstinensere i løbet af det lille halve års tid har de også konfiskeret våben og andre genstande, som kunne bruges i terrorangreb. Det er især i og omkring byerne Jenin og Nablus i den nordlige del af Vestbredden, at der er blevet gennemført aktioner.

For nylig holdt hærchef Aviv Kochavi en tale, hvor han fortalte, at Israel i år har forhindret 312 »markante terrorangreb«.

Operationen handler altså om at sætte en stopper for de terrorceller og enkeltpersoner, der planlægger angreb mod Israel. Og ifølge Kochavi bærer operationen altså frugt.

Sikkerhedsstyrkerne har dog ikke formået at forhindre alle angreb. I begyndelsen af september angreb palæstinensere en israelsk bus på Vestbredden. De affyrede adskillige kugler mod den og forsøgte at sætte ild til den, da den holdt stille. Flere personer kom til skade.


Jenin er en af de byer på Vestbredden med flest terrorceller. Her har israelske styrker foretaget mange operationer siden april. (Foto: Ole Andersen)

30-årig soldat dræbt

Onsdag den 14. september opdagede israelske soldater to palæstinensere på vej mod den israelske grænse. En mindre gruppe skulle til at anholde dem, da de to mænd pludselig begyndte at skyde. Det resulterede desværre i, at den 30-årige israelske soldat Bar Falah, som var leder af en specialstyrke, mistede livet. De to palæstinensere blev ligeledes skudt og dræbt.

Det viste sig efterfølgende, at den ene af de to palæstinensere arbejdede for Det Palæstinensiske Selvstyres sikkerhedstjeneste. Israels premierminister, Yair Lapid, har kaldt det »en eskalering«, at en ansat i den palæstinensiske sikkerhedstjeneste på den måde har angrebet og dræbt en israelsk soldat.

Rent formelt er der et samarbejde mellem israelske og palæstinensiske sikkerhedsstyrker på Vestbredden, men det samarbejde er meget køligt for tiden. Israel har flere gange anklaget Selvstyret for ikke at gøre nok for at sikre fred og ro – og sagt, at det er en del af forklaringen på Operation Bryd Bølgen. At man simpelthen er nødt til at udføre store dele af det sikkerhedsarbejde, som Selvstyret egentlig har ansvaret for.

Modsat har Selvstyret anklaget Israel for, at de mange aktioner har været med til at eskalere situationen. I den forstand kan parterne måske siges at være uenige om, hvad der kom først: terrortrusler og uro eller de mange anholdelsesaktioner.

 

Mange palæstinensiske dødsfald

Soldaterne, som opererer på Vestbredden, har et farligt job. Meget ofte bliver de mødt af voldelig modstand fra bevæbnede palæstinensere. Det kan være i form af skarpe skud, brandbomber og stenkast.

Sammenstødene har kostet mange palæstinensiske liv. Ifølge Selvstyret er 97 palæstinensere blevet dræbt af israelske styrker i løbet af 2022.

De mange operationer kommer ikke som nogen overraskelse. Tværtimod kendetegner det det israelske forsvar, at man er konsekvent og hurtigt til at handle, når sikkerhedstruslen øges. Man griber ind der, hvor man mener det er bydende nødvendigt – for at beskytte den israelske befolkning.