Israels hær påbegynder voldsom landoffensiv i Gaza By

I begyndelsen af august sagde Israels regering, at de vil indtage Gazas hovedstad, Gaza By, som det næste skridt i krigen mod Hamas.

I de seneste uger har Israels hær så omringet byen og taget kontrol med den ydre del, samtidig med at man har gennemført mange luftangreb centralt i byen – ikke mindst har man jævnet flere højhuse med jorden, fordi de ifølge IDF blev brugt af Hamas.

Tirsdag den 16. september lyder det så fra IDF og regeringen, at man har intensiveret missionen i Gaza By og nu har indledt en decideret landoffensiv med titusindvis af soldater – hvoraf mange er indkaldt fra reserven den seneste tid.

Natten til tirsdag var der intense bombardementer af Gaza By, og det forlyder, at borgere i området ved Tel Aviv 70 km fra Gaza kunne mærke rystelser fra eksplosionerne.

»Vi vil tage kontrol med Gaza By, for i dag er det det primære symbol på Hamas’ regering. Hvis Gaza [By] falder, vil de falde« lyder det fra forsvarsminister Israel Katz. Han siger også, at »vi kræver kun to ting af Hamas: gidslerne, og at de lader sig afvæbne«.

Ud over at titusindvis af soldater (to divisioner, snart tre) står klar til at indtage Gaza By forlyder det også, at Israel har startet operationen ved at bruge fjernstyrede pansrede mandskabsvogne, som er fyldt med sprængstoffer og er blevet kørt ind i områder, hvor Hamas-folk og Hamas-infrastruktur formodes at befinde sig. Her er de blevet detoneret.

IDF siger, at man i de kommende dage og uger vil rykke endnu dybere ind i Gaza By.

Det kan blive meget, meget blodigt. Ifølge Israel har op mod 400.000 af byens en million borgere forladt byen. Ifølge andre kilder er det færre, der har forladt den. Uanset hvad befinder der sig altså stadig rigtig mange civile i byen. Israel har i de seneste uger opfordret alle til at flygte sydpå til de såkaldt humanitære zoner. Men mange har enten ikke villet eller ikke kunnet følge den ordre.

En borger i Gaza By, Ahmed Gazal, har sagt, at »der er et tungt og ubønhørligt bombardement af Gaza By«, og at de »kan høre skrigene« fra personer, som er fanget under murbrokkerne.

Ifølge hospitalerne i Gaza er 39 blevet dræbt i løbet af natten og tirsdag morgen.

Israels forsvarsminister har sagt, at »Gaza brænder«.

Så selvom det har været en lang og forfærdelig krig, så sidder man tirsdag med den fornemmelse, at der er blevet skruet et hak eller to op, og at vi er ved en form for foreløbig kulmination på krigen.

Og de kommende uger bliver formodentlig meget voldsomme og blodige.

 

 

Frygten er stor

Israel mener, at der er 2-3000 Hamas-folk i Gaza By, og en stor del af missionen er at dræbe mange af dem og ødelægge deres infrastruktur, for eksempel tunnelnetværket. Men Israel er også stadig åbne for at afslutte missionen, hvis Hamas – som Katz gentog tirsdag morgen – løslader gidslerne og smider sine våben. Altså overgiver sig.

Der er imidlertid ingen grund til at tro, at det vil ske.

Derfor er der tirsdag også stor frygt blandt de pårørende til de 48 israelske gidsler. I løbet af natten valgte mange af dem at slå lejr uden for premierminister Benjamin Netanyahus bolig i Jerusalem. De er vrede over, at han med invasionen af Gaza By bringer deres kæres liv yderligere i fare. Selv vil Netanyahu og regeringen sige, at invasionen skal lægge det pres på Hamas, som i sidste ende kan få gidslerne fri. Men den udlægning køber de fleste af de pårørende ikke. De – og mange andre israelere – er af den overbevisning, at gidslerne kommer i anden række i forhold til målet om at bekæmpe Hamas.

»Jeg har en interesse – at det her land vågner op og bringer min søn og de 47 andre gidsler, både levende og døde, samt vores soldater hjem. Hvis han sender vores dyrebare og modige soldater ind for at kæmpe, mens vores gidsler bruges som menneskeligt skjold, er han ikke en værdig premierminister,« lød det tirsdag fra Einaz Zangauker, hvis søn holdes fanget i Gaza.

Der har været en del snak om, hvor længe man forventer at operationen i Gaza By vil vare. Den seneste melding er, at man forventer, at den vil vare cirka resten af 2025.