Israelske agenter dræber tre terrormistænkte i Nablus

Israelske sikkerhedsstyrker fra antiterrorenheden Yamam har tirsdag udført en farlig og sjælden operation i den palæstinensiske by Nablus. Byen ligger i område A, hvor Det Palæstinensiske Selvstyre har fuld kontrol, og hvor den israelske regering forbyder jøder at komme på grund af sikkerhedsrisikoen.

I fuldt dagslys (den slags aktioner foregår oftest om natten) dræbte de israelske agenter tre mænd, som menes at stå bag en række skudangreb mod både civile og sikkerhedsstyrker den seneste tid.

Ifølge en talsmand for politiet fik de tre mænd øje på de israelske agenter fra deres bil. De lagde an til at affyre skud mod agenterne, og af den grund affyrede israelerne de dræbende skud, lyder det.

 

Forbindelse til Selvstyret

Det Palæstinensiske Selvstyre har fordømt de israelske sikkerhedsstyrker og kalder det for »en henrettelse«.

Og faktisk er der en forbindelse mellem de tre mænd og Selvstyret. De var nemlig medlemmer af terrorgruppen Al Aqsa Martyrernes Brigade, som har tæt forbindelse til partiet Fatah – som de også var medlemmer af. Det Palæstinensiske Selvstyre er utroligt tæt forbundet til Fatah – for eksempel er Selvstyrets præsident Mahmoud Abbas også leder af Fatah.

Al Aqsa Martyrernes Brigade har i en udtalelse krævet hævn for de tre mænds blod. Også Hamas har brugt situationen til at opildne til modstandskamp.

Til gengæld er Israels forsvarsminister, Benny Gantz, godt tilfreds med sine tropper. Han ser aktionen som en præventiv handling mod terrorangreb mod israelere. Ifølge en anonym kilde fra Israels regering var de tre mænd på vej ud for at udføre netop sådan et angreb, da der altså endegyldigt blev sat en stopper for deres planer.

Hændelsen kan meget vel forværre forholdet mellem Israel og Selvstyret. Og selvom det angiveligt forhindrede et terrorangreb nu og her, kan det ikke afvises, af drabet på de tre mænd vil være årsag til andre angreb, som har til formål at hævne dem.