"Jeg vil have Safed": Palæstinensisk præsident med ny kurs i FN-tale

For første gang nogensinde var FN mandag den 15. maj vært for en dag til minde om »nakba«. Nakba betyder »katastrofe« på arabisk og er palæstinensernes og arabernes betegnelse for det, der skete, da Israel blev oprettet, hvor mange arabere forlod eller flygtede fra Israel. Det gjorde de på grund af den krig, som den nyetablerede stats arabiske naboer indledte.

I år er det 75-året for Israels oprettelse. Og dermed er det også 75-året for nakba. Og sidste år var der i FN’s Generalforsamling flertal for at markere dagen for »katastrofen«. 90 lande stemte for, 30 imod en sådan markering. Danmark var blandt de lande, der stemte imod.

Israel var selvfølgelig dybt imod og har brugt de seneste måneder på at opfordre FN-medlemslande til at blive væk fra markeringen. En opfordring, som angiveligt 44 lande valgte af følge – blandt andet Storbritannien, USA, Canada og Ukraine.


Mahmoud Abbas er præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre. I en tale til FN sagde han, at han ville have byer som Safed, der ligger i det nordlige Israel. (Foto: Kremlin.ru)

Abbas vil have hele Israel

Præsidenten for Det Palæstinensiske Selvstyre, den 87-årige Mahmoud Abbas, holdt en tale ved markeringen – den varede en time, selvom der kun var sat en halv time af.

Han brugte tiden på at kritisere Israel for alt muligt, som han har gjort mange gange før. Han sammenlignede Israel med Nazityskland og sagde, at Israel lyver, når de siger, at de har fået ørkenen til at blomstre. »Det er løgn. De fortsætter med at lyve – ligesom Goebbels,« lød det blandt andet. Han sagde også, at Israels nye regering er i gang med en ny »nakba« mod palæstinenserne, og at det jødiske folk ikke har nogen historisk forbindelse til Tempelpladsen. Disse påstande er langtfra nye.

En af de mere bemærkelsesværdige ting, han sagde i talen, var, at han selv »er palæstinensisk flygtning og vil vende tilbage til sit land. Jeg vil have Safed tilbage.«

Safed er en mindre by i det nordlige Israel, som Abbas altså kommer fra. Men tidligere har Abbas ikke talt om, at palæstinenserne skal have byer som Safed. Altså byer, der ligger i den del af landet, der har været Israel helt siden 1948. Retorikken har tidligere været, at palæstinenserne ønsker det land, som Israel erobrede under Seksdageskrigen i 1967 tilbage. Det vil sige Vestbredden og Østjerusalem – og Gaza, som Israel trak sig ud af i 2005.

»Palæstina er for mig 67-grænserne med Østjerusalem som hovedstad. Jeg mener, at Vestbredden og Gaza er Palæstina – resten er Israel« har han sagt til israelske Channel 12.

Her er der altså sket en meget stor ændring i retorikken. Hvor Abbas tidligere har lagt op til en tostatsløsning, er der med udtalelsen som Safed lagt op til, at han vil have palæstinensere til at bo i hele Israel. At de mange efterkommere af flygtningene fra 1948 skal have den såkaldte »ret til at vende tilbage«  - hvilket vil betyde at Israel ophører med at være en jødisk stat.  

 

Se klip med nogle af Abbas' udtalelser               

 

I en analyse skriver David Horovitz, at Abbas’ mere radikale udtalelser stort set aldrig står i hans manuskript. Det er altså ikke forberedte udtalelser. Derfor kan de betragtes som et udtryk for det, Abbas egentlig mener, siger Horovitz. Mens den officielle holdning i Det Palæstinensiske Selvstyre er, at man skal have hele Vestbredden og Østjerusalem, er Abbas’ personlige holdning  måske nærmere, at hele Israel burde tilhøre palæstinenserne.

 

Raser mod FN: Kalder medlemslands oprettelse for en katastrofe

Gilad Erdan, som er Israels FN-ambassadør, havde som sagt fået mange lande til at boykotte begivenheden. Og på dagen satte han lidt ord på, hvad han mener om, at FN vælger at holde en sådan mindedag.

»Tanken om, at en international organisation markerer oprettelsen af et af dets medlemslande som en »katastrofe« er både rystende og frastødende. Det er ikke kun med til at gøre jødehad acceptabelt, det tilskynder også palæstinenserne til at fortsætte med at misbruge internationale organer til at sprede deres forvrængede narrativ.« sagde han.

Joe Bidens  regering har også taget afstand fra beslutningen om at markere Israels oprettelse som en katastrofe.