Jødisk højtid blev markeret med corona-overtrædelser i både Israel og New York

De israelske medier er fyldt med videoer, der viser ultraortodokse jøder samles i store grupper for at markere afslutningen på løvhyttefesten. Højtiden blev afsluttet lørdag med simchat torah, hvor man glæder sig over Toraen.

Mange steder i Israel – ikke mindst i Jerusalem – valgte ultraortodokse jøder at se stort på de strenge coronaregler, der forbyder folk at samles til bøn og gudstjeneste indendørs og forbyder udendørs forsamlinger på mere end 20 personer. Ynet skriver, at ultraortodokse jøder blev fragtet i busser til hovedstaden fra andre byer for at tage del i fejringen. Dermed overtrådte de også forbuddet om at bevæge sig mere end 1 km væk fra sit hjem.

Også i blandt andet Tiberias blev coronareglerne overtrådt. Der var dog også flere steder, hvor der blev bedt i grupper a 20 personer og med den påkrævede afstand. Det er med andre ord ikke alle ultraortodokse jøder, der bevidst vælger at se stort på reglerne og smittefaren.

Nogle rabbinere vælger at opfordre deres menighed til at følge reglerne – andre gør det modsatte. Mange ultraortodokse jøder ser deres rabbiner som en større autoritet end staten, og derfor er det rabbinerens ord, der er afgørende. Det er især de ultraortodokse grupper, som grundlæggende er imod staten Israel, som bevidst overtræder reglerne – og nærmest sætter en ære i det.


Ultraortodokse danser på simchat torah og overtræder Israels coronaregler. (Screenshot)

Debat: Hvordan kan bogens folk bringe liv i fare?

De mange lovovertrædelser har naturligvis medført, at mange israelere har set sig sure på de ultraortodokse. Det fremgår blandt andet af et debatindlæg på Jerusalem Posts hjemmeside, hvor skribenten Micha Halpern skriver:

”Jeg er vred. Jeg er mere end vred. Jeg er rasende, og jeg er flov. Mine jødiske landsmænd laver optøjer. De brænder mundbind, er ligeglade med social afstand og slås med politiet. Og hele verden ser på. Og det har stået på under hele pandemien. Hvordan kan ”bogens folk” ikke se, at de i stedet for at redde liv, hvilket vi bliver instrueret i, forårsager tab af liv? (…) Haredi-samfundet [de ultraortodokse] synes, de bliver udpeget som syndebukke og endda forfulgt, i Israel og i USA, fordi de er anderledes. De har ret. De bliver udpeget som synderne. Men ikke af den grund. De har smidt sundhedsanbefalingerne ud ad vinduet og deres smittetal er eksploderet. Det er grunden.”

 

Hetz mod ultraortodoks journalist i New York

I Brooklyn i New York vågnede journalisten Jacob Kornbluh op til lidt af et chok. Uden for hans lejlighed havde en stor gruppe ultraortodokse samlet sig for at chikanere ham, og politiet måtte stå vagt ved hans opgang. I interne grupper på Whatsapp opfordrede ultraortodokse hinanden til straks at møde op ved Kornbluhs adresse.

Kornbluh er selv ultraortodoks og har den seneste tid skrevet om, hvordan rigtig mange af hans trosfæller i Brooklyn har overtrådt coronareglerne. Det har ført til en form for hadkampagne mod Kornbluh fra de ultraortodokse, som for nylig omringede ham, truede ham og råbte ”moyser”, som er et skældsord for jøder, der sladrer til sekulære myndigheder om andre jøder.

Det førte til, at en leder for den gruppe, der meget markant har modsat sig coronareglerne, blev anholdt. Hans anholdelse har pustet til hadet mod Kornbluh.

 

Smittetallene går den rigtige vej

I Israel har der været stor smittespredning i hele samfundet de seneste uger. Søndag blev cirka 1600 personer testet positive – svarende til lidt mindre end 8 procent af de gennemførte tests. For nylig har det været op mod 15 procent af testene, der var positive.

Dermed ser det ud til, at de strenge restriktioner, som har gjaldt siden 18. september, nu endelig virker. Der tales derfor nu om, at man inden så længe vil lette en smule på restriktionerne. Samtidig vil man gøre alt for ikke at gentage fejlen fra foråret, hvor man åbnede op alt for hurtigt. Israelerne kan med andre ord forvente, at genåbningen bliver langsom denne gang.