Kompliceret militæroperation bringer dræbt soldat tilbage til Israel efter 37 år

(Foto: Ruben Bernhard)

Efter 37 år blev liget af den dræbte israelske soldat Zachary Baumel for få dage siden bragt tilbage til Israel. Det fortalte den israelske hær i går hans familie.

Baumel forsvandt sammen med to andre israelske soldater under et blodigt slag ved Sultan Yacoub i Libanon i juni 1982. Det har længe været antaget, at de tre soldater blev dræbt, men nogle rygter har villet vide, at en eller flere af dem blev taget til fange.

Den israelske hær siger, at de jordiske rester af Baumel blev bragt til Israel som resultat af en kompliceret militæroperation efter en lang efterretningsindsats gennem mange år. Det lykkedes åbenbart at finde liget, få det gravet op og overført til et tredjeland, hvorfra det for få dage siden blev fløjet til Israel. Retsmedicinske undersøgelser har nu fastslået, at liget virkelig er af Baumel. Der bliver begravelse torsdag aften på Herzl bjerget i Jerusalem.

Palæstinensiske kilder siger, at liget blev fundet på en palæstinensisk gravplads uden for Damaskus i Syrien. Meget tyder på, at Rusland har hjulpet Israel i eftersøgningen. Det kan være en af forklaringerne på, at Netanyahu for få dage siden talte i telefon med Putin og i dag er på et kort besøg i Rusland.

Israels præsident Reuven Rivlin understreger, at sagen viser, at Israel virkelig gør alt, hvad der er muligt, for at hjemføre faldne israelske soldater.