Kort nyt: Eskalering i Iran og grove Netanyahu-påstande

Angreb mellem USA og Iran eskalerer

Søndag var der en relativt lille udveksling af angreb mellem USA og Iran. Og tirsdag eskalerede situationen så. USA angreb en række iranske mål omkring Hormuzstrædet. Ifølge Donald Trump har man med angrebene forhindret Iran i at bygge nye radarsystemer. »De kan ikke se noget« i Hormuzstrædet, lød det fra præsidenten. Han har også skrevet på Truth Social, at angrebene handler om, at Iran forsøger igen at lægge søminer i strædet – hvilket også var årsagen til søndagens angreb.

Et af de amerikanske angreb har angiveligt ramt en bygning, hvor der blev fejret bryllup, og hvor fire personer blev dræbt.

Iran siger, at de har svaret igen ved at angribe amerikanske baser i Jordan, Kuwait, Emiraterne og Irak.

Det er stadig uklart, hvor omfattende angrebene er. Men det kunne godt tyde på, at der nu kommer en periode med angreb, efter at der i en måned har været stille.

Dog siger flere analytikere, at begge parter egentlig ikke er interesseret i en opblussen. USA foretrækker at kæmpe kampen med økonomiske sanktioner. En del af den strategi handler om at holde Hormuzstrædet i hvert fald delvist åbent. Og her er det altså vigtigt at forhindre iranerne i at lægge søminer og i at få genopbygget deres radarsystemer, sådan at de ikke kan overvåge og angribe skibene i strædet.

Det er også værd at bemærke, at Trump i et af sine mange opslag på Truth Social spurgte: Hvornår vil det iranske folk rejse sig og kæmpe?

 

Netanyahu-parret med grove og udokumenterede anklager om 7. oktober

Hvis der er en ting, som er vigtig for premierminister Netanyahu forud for valget 27. oktober, er det at fralægge sig ansvaret for Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023.

For få dage siden markerede hans kone, Sara, sig med nogle opsigtvækkende anklager i et interview. Hun mere end antydede, at Yair Golan (leder af venstrefløjspartier Demokraterne) kendte til Hamas’ angreb på forhånd. Golan kørte om morgenen 7. oktober til området med Nova Festival for at hjælpe. Han har sagt, at han kørte sydpå omkring klokken 8. Men ifølge Sara Netanyahu var han så tidligt på den, at han nok kendte til angrebet på forhånd: » En soldat af så høj rang påstår at han kæmpede 7. oktober, og allerede tidligt om morgenen var der, allerede klædt på og klar meget, meget tidligt, da andre stadig ikke vidste noget, for eksempel premierministeren. Hvorfor i øvrigt fortælle det til premierministeren?« lød det fra hende – med sarkasme i den sidste sætning.

Golan har sagt, at han nu vil sagsøge fru Netanyahu.

Tirsdag fulgte premierministeren selv op med at anklage hærcheferne for ikke at have vækket ham tidligere. Og ikke nok med det. I et interview sagde han, at de med vilje ikke vækkede ham, fordi de vidste, at han ville »aktivere hele hære« og sikre sig, at enhver, der nærmede sig grænsehegnet ville blive dræbt. Han har senere sagt, at han ikke mener, der var tale om forrædderi, men blot fiasko.

Der er selvfølgelig ikke tvivl om, at hæren og efterretningstjenesterne har en stor del af ansvaret for, at angrebet kunne lade sig gøre. Men det betyder naturligvis ikke, at premierminister ikke også har et ansvar. Mange har for eksempel bebrejdet Netanyahu, at han i mange år har tilladt Qatar at finansiere Hamas med store beløb.