Krigen mellem regering og Højesteret ser ud til at eskalere
Det er ikke en nyhed, at der er krig mellem Israels regering og Højesteret. I flere år har regeringen forsøgt at mindske Højesterets indflydelse, fordi de mener, at dommerne er politiske i deres afgørelser. I samme periode har Højesteret taget flere afgørelser, der modvirker regeringens forsøg på at mindske dommernes indflydelse.
Men det er alligevel, som om retorikken fra flere israelske ministre er blevet skarpere på det seneste. Det skriver journalist Jeremy Sharon for The Times of Israel.
Indenfor de seneste uger har finansminister Smotrich sagt, at regeringen vil »knuse« Isaac Amit, der er præsident for Højesteret, justitsminister Levin har beskrevet højesteretsdommerne som »ekstremister«, og diasporaminister Amichai Chikli har kaldt Højesteret et »cirkus«. Levin, Chikli og kommunikationsminister Shlomo Karhi har opfordret regeringen til ikke at adlyde visse afgørelser, som Højesteret har taget.
Mislykkede forsøg på lovgivning
Regeringen har forsøgt gennem lovgivning at vinde magtkampen. Men mange af de love, som regeringen har foreslået, har ikke fået flertal. For eksempel et lovforslag, som ville give regeringen fuld kontrol med udvælgelsen af nye dommere. Man har også forsøgt at få rigsadvokat Gali Baharav-Miara fyret.
Ifølge Jeremy Sharon har regeringen nu skiftet taktik og forsøger i stedet at delegitimere Højesteret. Især går man efter Isaac Amit, som finansminister Smotrich for nylig har beskrevet som »voldelig og aggressiv« og et »magtmenneske«.
Gør klar til at ignorere afgørelser
Ifølge Sharon kan de personlige angreb rettens dommere være en forberedelse til, at regeringen snart vil vælge at ignorere afgørelser. Højesteret skal i disse uger forholde sig til flere indsigelser. For eksempel et krav om, at regeringen nedsætter en statslig undersøgelseskommission, der skal undersøge hele forløbet omkring terrorangrebet 7. oktober. Skulle Højesteret kræve det af regeringen, er det sandsynligt, at regeringen vil nægte at adlyde.
Torsdag skal retten forholde sig til et krav om, at Netanyahu afsætter national sikkerhedsminister Itamar Ben Gvir, fordi han ifølge Højesteret har forbrudt sig mod rettens egen ordre til ham om, at han ikke må blande sig i politiets arbejde – for eksempel hvem der skal anholdes, hvem der skal forfremmes og forskellige operationelle beslutninger, som ministeren altså har blandet sig i trods forbud fra Højesteret.
Rigsadvokat Gali Baharav-Miara kom mandag den 12. januar med en opsigtsvækkende melding. Hun sagde, at regeringen ikke er i nærheden af at have levet op til Højesterets krav om, at regeringen skal tage konkrete skridt for at kunne sikre, at der rekrutteres nok værnepligtige blandt de ultraortodokse.
Vi ser med andre ord en udvikling, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at regeringen ikke har tænkt sig at adlyde afgørelser taget af Højesteret. Derfor er vi igen i en situation, hvor det giver mening at tale om risikoen for en forfatningsmæssig krise i Israel. Det var også situationen i månederne op til terrorangrebet 7. oktober 2023.

