Likvideringen af iransk atomfysiker: Hemmelig optagelse overbeviste Bush om alvoren

Da den iranske atomfysiker og (ifølge rygterne) vigtigste person i det iranske atomprogram, Mohsen Fakrizadeh, blev skudt og dræbt fredag den 27. november, var det et kæmpestort tilbageskridt for Iran.

De mistede en af deres mest kompetente eksperter, som efter sigende stod i spidsen for iranernes forsøg på at fremstille en atombombe.

En af de israelske journalister, der har dækket historien, er Ronen Bergman. Han har et meget stort indblik i Israels efterretningsarbejde og har blandt andet skrevet bogen »Rise and kill first«, som handler om likvideringer udført af Mossad.

Bergman skriver for den store israelske avis Yedioth Ahronoth, og i fredags kunne han bringe en opsigtsvækkende baggrundshistorie i forbindelse med drabet på Fakhrizadeh

 

Vigtig samtale mellem hovedretten og desserten

Ifølge Bergmans artikel, som bygger på udsagn fra forskellige anonyme kilder, havde daværende premierminister Ehud Olmert og daværende amerikanske præsident George W. Bush et afgørende møde i 2008, hvor det lykkedes Olmert at overbevise Bush om, at Iran måtte bekæmpes, hvis man ville forhindre dem i at udvikle atomvåben.

Bergman fortæller, at den amerikanske præsident i 2008 var taget til Israel for at deltage i markeringen af statens 60-årsjubilæum. Her var han til middag hos Ehud Olmert, og mellem hovedretten og desserten gik de to ind i et tilstødende lokale for at tale. Også den israelske forsvarsminister, Ehud Barak, og Bush’ rådgiver var med.

Bush vidste, at Olmert var opsat på at angribe det iranske atomprogram. Så da Olmert spurgte Bush, om USA ville give Israel nogle bestemte våben, som Israel ikke selv var i besiddelse af, vidste Bush godt, hvad det handlede om. Hans svar var ifølge Bergmans kilder: »Du skal vide, at USA kraftigt er imod, at Israel angriber det iranske atomprogram. Og du skal vide, at USA ikke vil handle, så længe jeg er præsident.«

Det var altså et meget klart nej.

Men dagen efter havde de to et møde på Olmerts kontor – og her havde den israelske premierminister en overraskelse. En meget hemmelig overraskelse. Ja, faktisk så hemmelig, at Olmert bad Bush’ rådgiver og Ehud Barak om at forlade rummet, så han var alene med Bush.

»Jeg vil afspille noget for dig, men jeg må bede dig om ikke at tale med nogen om det – ikke engang CIA’s direktør,« sagde Olmert. Bush accepterede.

Olmert afspillede en båndoptagelse af Mohsen Fakrizadeh og fortalte Bush, at stemmen tilhørte »lederen af Irans hemmelige atomprogram AMAD – som de påstår ikke eksisterer«. Optagelsen havde han fra en agent, som var tæt på Fakrizadeh. Hans enorme forsigtighed skyldtes frygt for at afsløre kilden. Men budskabet i optagelsen trængte igennem hos Bush.

På optagelsen kunne man – ifølge Bergmans kilder – høre Fakrizadeh sige, at hans overordnede »vil have fem sprænghoveder,« og samtidig også, at de »ikke lader ham arbejde«. Et sprænghoved er den del af missilet, som sprænger i luften, og hvor atombomben altså placeres. Fakrizadeh var netop ekspert i at fremstille sprænghoveder, som kunne bære en atombombe.

Optagelsen gav Bush et helt andet perspektiv på Iran. Han stillede stadig ikke de pågældende våben til rådighed for Israel, men ifølge nogle af Olmerts nærmeste folk ledte mødet og optagelsen til, at USA og Israel fremover samarbejdede langt mere i kampen mod Iran. Angiveligt ledte det samarbejde et par år senere til et hackerangreb mod iranernes program, som ødelagde flere af de centrifuger, der bruges til at fremstille atombomber.

 

»Husk navnet Fakrizadeh«

Allerede dengang var Mohsen Fakrizadeh altså på Israels radar. Cirka ti år senere – i 2018 – kunne Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, så afsløre adskillige dokumenter, som den israelske efterretningstjeneste havde stjålet fra et lager i Teheran. Dokumenterne afslørede store dele af Irans atomprogram. I den forbindelse viste Netanyahu et billede af Fakrizadeh og sagde, at det var et navn, man skulle huske.

Og i slutningen af november 2020 blev han likvideret. Det er stadig uvist, hvem der dræbte ham, men Iran har lovet hævn mod Israel. Ifølge mange eksperter er der dog grund til at tro, at hævnen ikke kommer lige foreløbig, da det er et strategisk dårligt tidspunkt for Iran at angribe. Det kan skade deres forhold til den kommende præsident i USA, Joe Biden – som muligvis vil gøre USA til en del af atomaftalen fra 2015, som Trump har trukket USA ud af.