Messiansk koncert forstyrret af voldelige ultraortodokse

De messianske jøder, som i torsdags var taget til lovsangskoncert i Pavillonen i Jerusalem, blev mødt af vrede og voldelige ultraortodokse demonstranter.

Over 50 ultraortodokse jøder fra den berygtede organisation Lehava var nemlig mødt op i det shoppingcenter, hvor koncerten blev holdt i den sal, som til daglig huser menigheden King of Kings.

Som det kan ses på videoklip på Kehila News, blev lovsangsgæsterne generet, verbalt overfaldet og i nogle tilfælde også fysisk antastet på deres vej igennem centret mod salen, hvor koncerten fandt sted.

Jenya Lempert, som var taget afsted til koncerten med sin teenagedatter, fortæller til Kehila News, at ”det var rent had” fra demonstranternes side. Mange af gæsterne blev ledt ind i salen ad en anden vej for at undgå sammenstød med de vrede ultraortodokse, som på et tidspunkt endda valgte at blokere hovedindgangen ved at sætte sig på gulvet foran den.

Da koncerten var slut, havde de ultraortodokse dog fundet bagindgangen, således at koncertgængerne også her blev generet. En af gæsterne, som ellers flere gange har oplevet ultraortodokse demonstrationer, sagde, at dette var værre end det, han var vant til: ”De blokerede os, spyttede på os, overfaldt os verbalt, kaldte og ’beskidte missionærer’, som skulle tage tilbage til Rusland. (…) Og børnene, som var en del af det, er allerede fulde af et had til Jesus og dem, som tror på ham, på samme måde som Hamas indoktrinerer muslimske børn til at hade Israel og det jødiske folk,” siger han til Kehila News.


Irit Iffert og Jael Kalisher leder Yuval Arts, som stod for at gennemføre torsdagens lovsangskoncert.

Reagerede med bøn og tålmodighed

Selve koncerten havde til formål at give forskellige lovsangsmusikere muligheden for at vise deres musik – med henblik på at blive brugt i messianske menigheder. Det er Messianic Jewish Alliance of Israel, der sponsorerer den, og Yuval Arts, som er en musikskole i Jerusalem, stod for selve afholdelsen.

Jael Kalisher, som sammen med Irit Iffert er leder af Yuval, sagde efter koncerten, at den ubehagelige oplevelse faktisk også bar noget godt med sig. ”Det medførte en stærk følelse af enhed blandt dem, som kom. (…) Jeg er dybt taknemlig over for Gud, fordi reaktionen fra publikum var tålmodighed, kærlighed, bøn og forståelse. Ja, nogle var chokerede – skræmte – men overordnet set bragte det folk tættere sammen, i enhed og i tilbedelse.”

Lehava er en ekstremistisk organisation, som er kendt og berygtet for sin kompromisløse stil og for sit had til både arabere og messianske jøder. De er imod jødisk assimilering af enhver art, og de mener, at de messianske jøder er med til at undergrave jødedommen. Deres leder, Bentzi Gopstein, stillede i april op til parlamentsvalget for det kontroversielle – og i manges øjne racistiske – parti Otzma Yehudit, som dog ikke fik nogen kandidater i Knesset.

Messianske jøder udgør en meget lille del af Israels befolkning. Ifølge Israel College of the Bible er der mindst 30.000. Men flere og flere jøder bekender troen på Jesus – Yeshua. De messianske jøder oplever også en voksende interesse og accept fra den sekulære del af samfundet. Mange er nysgerrige efter at finde ud af, hvordan man kan være jøde og samtidig tro på, at Jesus er Messias.